Hverken nougatmus eller islamisk fundamentalist

Åbenhed og store ambitioner er de gennemgående temaer i Isam Bachiris virke. Forsangeren i rapgruppen Outlandish udgiver på onsdag en soloplade, hvor han trækker på de store, gamle danske koryfæer, der havde modet til at ændre verden. For det vil han også.

»Wauw, Isam.« Beundringen er tydelig: »Mine unger er helt vilde med ham. Hvis bare de bliver som ham en dag, så ville far her være stolt.« Ordene falder fra min tyrkiske taxachauffør på vej til Sony BMGs lokaler i indre by, hvor jeg skal møde Isam Bachiri, forsanger i succesgruppen Outlandish, der på onsdag debuterer med sit første soloalbum, Instutition. Et album, hvor samtlige sange er på dansk, og hvor der blandt andet diskuteres 24-årsregel og »halalhippiehed«. Et album med en mening til den verden, der omgiver ham, hvorfor snakken også kommer til at handle om hans opvækst, om krig og fred, mulighederne for sameksistens og om rollen som ufrivillig rollemodel og islams posterboy.

Han er ulasteligt klædt: lyseblå skjorte, slips og meget velholdte sneakers. Hans skæg ligner snarere Craig Davids end mullahens nede fra fredagsbønnen.

Hans dansk er perfekt med en sans for detaljerne. Selvfølgelig er det det. Han er født i Danmark, har boet her hele sit liv, men det er noget, man noterer, når man møder en andengenerationsindvandrer. Han smiler og er igennem de tre timer interviewet varer usædvanlig imødekommende og uden de mindste tegn på de stjernenykker, som hans succes kunne have ført til.

Isam Bachiri er netop fyldt tredive og er lige blevet gift. Han beder stadig fem gange om dagen og kunne ikke drømme om at spise svinekød. Men inden natlampen slukkes læser han både H.C. Andersen, Georg Brandes, Karen Blixen og Emil Aarestrup. For han er ligeså pæredansk, som han er praktiserende muslim.

Men hvorfor dette soloalbum? Hvorfor udsætte Outlandishs videre færd mod overtagelsen af verdensherredømmet?

»Det var blevet rutine i Outlandish. Jeg følte, vi lavede sange efter et manuskript. Så jeg havde brug for at bevæge mig ud på ukendt territorium. Jeg tænkte sangene på dansk og havde brug for at synge på dansk.«

Og så er der der ambitionerne.

»Jeg har opdaget det mod, som danske kunstnere før i tiden besad. De gamle store, Aarestrup, Blixen, Brandes, turde skrive og synge om ting, der virkelig betød noget, og hvor man satte sig selv på spil. Det savner jeg i dag. Det vil jeg også.«

Han kigger op. Og lige ind i mine øjne.

»Jeg vil bidrage til kulturhistorien. Jeg vil lave noget, der giver anerkendelse og respekt. Noget folk husker og påskønner.«

Netop ambitionen om at skabe det ekstraordinære, som folk anerkender og vil huske, har været en drivkraft i Isam Bachiris kunstneriske virke, lige siden Outlandish første gang gjorde sig bemærket:

Danskerne har knap nok taget hul på det nye årtusinde, før tre relativt ukendte lokalhelte fra Brøndby Strand, tilsammen rapgruppen Outlandish, debuterer med en kritikerrost plade og kommerciel succes. Fra den ene dag til den anden bliver de tre unge mænd den bedste historie om nydanskerne og andengenerationsindvandrerne i umindelige tider. Endelig en positiv historie, der ikke handler om gruppevoldtægter og voldelige overfald begået af »unge med anden etnisk herkomst end dansk«. Dansk presse går amok og hylder dherrer Isam Bachiri, Waqas Qadri og Lenny Martinez som rollemodeller, »præmieperkere« og som eksemplet på, at integration af andengenerationsindvandrere kan lykkes. Euforien bliver kun større, da gruppens andet album fører til international succes, men så begynder tingene også at ændre sig. Ud af skyggen af tvillingetårnenes kollaps i New York og næret af krigen mod terror vokser mistroen til islam og historierne om specielt Isam Bachiri og Waqas Qadris muslimske tro, bliver et emne, der skaber national debat. Kalder Outlandish danske piger for ludere? Kan det virkelig passe, at Outlandish har krævet en norsk sangerinde med bare skuldre væk fra dem på scenen, hvis de skal optræde til DRs årlige juleshow? Og endelig trækkes der overskrifter om, at gruppens to praktiserende muslimer deltager i en islamistisk kongres i Toronto, hvor der til konferencen angiveligt opfordres til mord på jøder og homoseksuelle. Historierne dementeres, men som sædvanlig ikke med samme kraft og opmærksomhed som ved lanceringen.

Men en ting ligger fast. Som den kunstneriske frihed bliver større, bliver Outlandish også mere og mere politiske. I forbindelse med lanceringen af deres tredje album, Closer Than Veins, optræder de tre musikere på forsiden af musikbladet Gaffa i positurer, som man tidligere har set Dansk Folkepartis tre musketerer, Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen og Peter Skaarup, i. Ansigterne er forskellige, men overskriften den samme: Frisk pust over landet. Inden da har gruppen ved en gallakoncert offentligt advaret landets kommende dronning, Mary Donaldson, mod netop Dansk Folkeparti.

De tre unge mænd, der har opnået en popularitet, der kun kan sammenlignes med Naser Khaders, må finde sig i at bære en hel generations forventninger og håb på deres skuldre. De må finde sig i at være en generations ansigt med de generaliseringer, det medfører og i hele tiden at få trukket en dagsorden ned over hovedet. I midten af det hele står Isam Bachiri, der er gruppens naturlige leder og forsanger.

Han oplevede inden for kort tid at blive udråbt til islamisk fundamentalist i B.T., mens han på den anden side var en »lækker, lille nougatmus« i Ekstra Bladet. Sidstnævnte i forbindelse med hans nominering til afstemningen om Årets Mand 2006.

Derfor er det ikke tilfældigt, at Isam Bachiris første soloplade indeholder et cover af både H.C. Andersens »I Danmark Er Jeg Født« og C.V. Jørgensens satiriske »Entertaineren«, men også kommenterer på 24-årsreglen og halalhippier.

For Isam Bachiri mener noget om den verden, han lever i. Han har markante holdninger til den og vil prøve at ændre den til det bedre. Det har været et tema i hans liv, og noget han er blevet opdraget til af sine forældre, der fyldte ham med ambitioner og store drømme.

Isam Bachiris far kom til Danmark som gæstearbejder i 1968. Med sin ambition grundlagde han det, der skulle give Isam Bachiri en travl opvækst.

»Min far er en ambitiøs herre, så han købte hurtigt et dyrt postordrekursus i dansk. I løbet af kort tid lærte han sproget, og blev den som de andre fremmedarbejdere kom til, når de havde breve, der skulle læses og forstås.«

Hans kone - og altså Isams mor - flyttede til Danmark, og mens faderen fik mere og mere at se til han var buschauffør, siden kørelærer og blev formand for den dansk-marrokanske venskabsforening - begyndte familien, der voksede til fire børn, at savne ham.

»Min mor fik spat. Hun ville have sin mand tilbage, så far måtte opgive drømmen om at blive folkeskolelærer.«

Mor fik sin vilje, og i stedet blev faderens ambitioner målrettet børnene. Det betød, at Isam Bachiri hver weekend måtte stave sig gennem Politikens ledere, og at han - når han var færdig med skoledagen i folkeskolen 2-3 gange om ugen - blev sendt direkte i arabisk skole. Om lørdagen fik han undervisning i den dansk-marrokanske forening, og om søndagen var der tid til koranskole.

»Min far var absolut ambitiøs på mine vegne. Der var ikke så meget tid til at spille fodbold i gården, men mine forældre gav mig til gengæld troen på, at mine drømme kunne blive til virkelighed.«

Derudover var det, der i særlig grad kom til at præge Isam Bachiris opvækst, et hjem hvor både skandinavisk og marokkansk kultur blev prioriteret højt.

»Jeg sad med koranen i den ene hånd og Alfons Åberg i den anden. Og på den måde kan man sige, at jeg skulle lære at tale på berbisk og lære at gå på dansk. Det gav mig det, jeg kalder den femte dimension. Åbenhed, mod på at kommunikere til forskellige kulturer og miljøer. I det hele taget ikke at lade sig begrænse.«

Senere, som et led i sin uddannelse til cand.negot i arabisk, tager Isam Bachiri til Kuwait. Her bliver grunden til det, der i dag er Outlandish, lagt. Og igen er åbenhed metoden.

»Inden jeg tog af sted, var vi kun inspireret af amerikansk hiphop, men turen til Kuwait åbnede mine øjne for min egen kultur. For de rødder, som jeg stammer fra. Det byggede vi videre på, da jeg kom hjem og det blev en helt central del af Outlandishs første plade.«

Og som Isam Bachiris arabiske rødder fastlagde temaet for Outlandish, fastlægger hans danske rødder nu temaet for solopladen, hvor modet er det afgørende.

Han har tidligere afvist, at Outlandish er et politisk band. Men nu anerkender han, at der er politik i alting:

»Hvis vi er politiske, er Britney Spears også politisk. Ligegyldighed er et standpunkt, og vi er ikke ligeglade. Vi laver musik for at påvirke folk, ja, på den måde er vi politiske.«

Således også på det nye album.

»Når jeg synger om krigen, er det fordi jeg beskriver, hvad der foregår i min verden. Hvad jeg mærker på gaden. Ikke fordi jeg er politiker. Men man kan mærke, at vi er i krig. Landet er splittet. Folk opdeler sig i grupper og lejre, der ikke kan og vil kommunikere sammen. Det er den forkerte vej at gå. Der er behov for at forene i stedet for at splitte. Det prøver jeg at ændre,« siger han og fastslår med entusiasme:

»De civilisationer, der har været succesrige i verdenshistorien, er de, der bruger de indbyggede forskelligheder bedst. Det kan vi blive meget bedre til i verden i dag.«

»I Danmark er der kommet meget mere fokus på islam. Både positivt og negativt. Flere og flere konverterer til islam og flere og flere og hader islam. Men jeg tror også, den udvikling er nødvendig. Vi bliver nødt til at forholde os til udviklingen, så den kan tvinge os til at lære mere om hinanden.«

Og det er jo i virkeligheden det, der er Isam Bachiris projekt.

»Når jeg synger på dansk, kan alle forstå det. Når jeg synger om at gå ned af Vesterbrogade under ramadanen og mærker duften af shawarmaer, bliver jeg jo helt vildt sulten. Men sådan har jeg valgt at leve, og det vil jeg gerne skabe forståelse for. Jeg vil bygge broer og være et godt eksempel for andre nydanskere, så vi kan få endnu flere til bidrage til den danske kultur.«

Og det bringer os til temaet om Outlandish som gang på gang blive fremhævet som stort set noget af det eneste positive fra andengenerationsmiljøet.

»Det er for dumt med de kategoriseringer. Vi er ikke yndlingsindvandrerne. Vi bliver kastet ind i en dagsorden, hvor vi ikke hører til. Vi laver musik og har succes, men er ikke bedre end så mange andre.«

Eller som Isam Bachiri har sagt i en anden sammenhæng:

»Hvis du blev sammenlignet med et narkovrag i Istedgade, ville du også være en solstrålehistorie.«

Han er med andre ord den ufrivillige posterboy, men han nægter at påtage sig rollen som eksemplet på perfekt integration.

»Jeg vil få alt i verden undgå et parallelsamfund. Jeg vil undgå, at den pinlige tørklædedebat stadig kan være et tema. Men det er ikke min opgave at løse problemerne. Jeg kan få folk til at komme til mine koncerter, der normalt ikke ville komme til koncerter og på den måde igangsætte en eller anden form for fælles forståelse. Det kan jeg give.«