Hver tredje lyver om bøger

Vi lyver os kloge i stort omfang og lader som om, vi har læst bøger, som vi i virkeligheden aldrig har pløjet igennem. Hver tiende mand lyver for at score.

Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

Tolkien, Tolstoj og Dickens. Selvfølgelig har du da læst de store litterære mestre. Selvfølgelig. Man er vel et dannet menneske.

Klart klart ... eller hvad?

En ny britisk undersøgelse afslører nemlig, at ud af mere end 4.000 adspurgte indrømmer hver tredje, at de lyver sig klogere og mere belæste, end de er, skriver URBAN.

To ud af fem gør det for at kunne deltage i diskussioner. Hver tiende mand gør det for at imponere kvinder.

Undersøgelsen er foretaget af The Museums, Libraries and Archive Council og forskningsleder John Dolan er vældig fornøjet over resultatet.

»Det er fascinerende at se, at så mange mennesker prøver at imponere andre med bøger, de aldrig har læst,« siger John Dolan til den engelske avis Daily Express.

Ifølge undersøgelsen bliver der især løjet godt og grundigt igennem omkring J.R.R. Tolkiens `Ringenes Herre'-trilogi, men også Leo Tolstojs `Krig og fred', Emily Brontës `Stormfulde højder' og John Grays `Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus' er populære at blære sig med.

Og det er ikke kun de sløve læseheste, der fyrer en læseløgn af i ny og næ. Professor i litteraturvidenskab, Ebba Witt-Brattström, indrømmer ifølge URBAN, at hun i nogle tilfælde ikke har sagt hele sandheden om, hvilke bøger hun har læst.

»Jeg gjorde det i min ungdom. I dag ville det være virkelig pinligt, for det er meget farligt at lyve om, hvilke bøger man har læst. Man risikerer så let at blive opdaget - især i mit fag, hvor jeg har det helt inde på livet,« fortæller litteraturprofessoren til den svenske avis Expressen.

Hun tror dog, at mange kommer til at lyve uden helt at være klar over, at de sløser gevaldigt med sandheden.»Nogle gange synes man måske, man har læst en bog, som man i virkeligheden bare har bladret lidt i.«

Bøger vi lyver om

Har du læst nogle af nedenstående bøger - eller har du løjet om det?

`Ringenes Herre"-trilogien af J.R.R. Tolkien.

`Krig og fred" af Leo Tolstoj.

`Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus' af John Gray.

`Stormfulde højder' af Emily Brontë.

`Ulysses' af James Joyce

`Forbrydelse og straf' af Fjodor Dostojevskij

`1984' af George Orwell.

`Store forventninger' af Charles Dickens.

`Anne Franks dagbog' af Anne Frank.

`Kongens fald' af Johannes V. Jensen

`Processen' af Franz Kafka

`Den store Gatsby' af F. Scott Fitzgerald

`Vredens druer' af John Steinbeck.

Kilde: Urban