Hvem vover at kritisere islam og Koranen?

For en række europæiske skønlitterære forfattere er kampen om Europas sjæl indledt. Markante forfattere som Salman Rushdie, Martin Amis, Ian McEwan, Ralph Giordano og Michel Houellebecq har blæst til kamp mod islamisme og for europæiske værdier.

En af mange demonstrationer mod Salman Rushdie og »De sataniske vers«, denne i Paris i februar 1989. Fold sammen
Læs mere
Foto: Corbis

Der er en voksende gruppe af højt anerkendte europæiske forfattere, der ser islamismen som den største trussel mod Europa og vore frihedsværdier. Det er forfattere som briterne Salman Rushdie, Ian McEwan og Martin Amis, tyske forfattere som Hans Magnus Enzenberger og Ralph Giordano, hollænderen Leon de Winter, nordmanden Erik Fosnes Hansen, danske Henrik Nordbrandt og bl.a. den svenske forfatter Lars Gustafsson. De udgør endnu en begrænset kreds, men kredsen synes at vokse i antal. I det tyske dagblad Tagesspiegel ser kommentatoren Jens Mühling en ny »falanks« (formation af soldater, red.) af europæiske topforfattere, der har modet til at debattere islamismen og til at forsvare fundamentale europæiske frihedsrettigheder.

En tid lang virkede det, som om Salman Rushdie stod temmelig alene med sin heftige kritik af islamisterne. Allerede efter hans udgivelse af »De sataniske vers« i 1988 fremstod Salman Rushdie som forsvarer af klassiske europæiske værdier, og han kritiserede de muslimske ledere og europæiske muslimer for ikke at tage afstand fra dødstrusler, fanatisme og terror. Han skrev, at hvad islam havde brug for var en dybtgående reform, så der kunne blive plads til tolerance og frihed. Muslimske kredse fortsatte med at se ham som deres hovedfjende, og dødstruslen mod ham er ikke hævet, Rushdie lever i evig angst for modforsøg, og da han i 2006 blev adlet fremprovokerede det atter muslimske kredse til forbitrede udfald mod ham.

Rushdie syntes en tid lang at være en temmelig ensom skikkelse på det litterære parnas, men der synes nu at være stadig flere, der vover at kritisere islamisme og Koranen.
Den franske succesforfatter Michel Houellebecq er blandt de fremtrædende islam-kritikere. Houellebecq er en anarkistisk provokatør. Han hader al religion, og han spidder menneskelig smålighed og forstillelse i sine succesromaner, som næsten alle er blevet oversat til dansk. Selvom han er negativ over for alle religioner, er han dog mest nedgørende over for islam og Koranen, som han har kaldt en talentløs bog. Om islam sagde han: »Af alle de åndsvage religioner er islam dog den mest stupide«. Følgen blev, at det største islamistiske trossamfund i Frankrig i 2002 anklagede ham for blasfemi og hev ham i retten. Her blev han pure frifundet og fastholdt sin kritik af både islam og Koranen og sagde til europæisk presse:
»Jeg har aldrig udvist den mindste ringeagt for muslimer, men jeg har altid foragtet islam.«

Franske filosoffer som bl.a. André Glucksmann og Pascal Bruckner har været kritikere af islamismen og karakteriseret den som en alvorlig fare for Europa; et Europa som de skildrer som vaklende svagt i mødet med fundamentalismen. Men det har ellers ikke været nemt at få franske forfattere til at gøre dem følgeskab. Det har været lettere i England, måske fordi Salman Rushdies eksempel har opfordret til støtte og solidaritet. Den mest frimodige har været forfatteren Martin Amis, der har en fortid som vidunderdreng, radikal venstreorienteret og senere fritænker. Hans uhyre skrivetalent har udløst en række højt priste romaner og i et polemisk forfatterskab. I en række store essays i dagbladet The Guardian angreb han den version af islam, som er blevet brugt som fanatikernes våben og som synes at have godt greb om muslimer:

»Tusindeårsrigets islamisme er en ideologi som er presset ned over en religion – illusion på illusion. Det er ikke blot vold som tendens. Der er intet andet end vold.«
Martin Amis har bl.a. sagt, at muslimerne i England burde skabe orden i eget hus og tage afstand fra had, vold og terrorisme. Han er blevet kaldt racist og muslim-hader, men han har på trods af gentagne angreb fra venstrefløjen stået fast på sine synspunkter.

En overraskende deltager i den måske nye falanks er den engelske forfatter Ian McEwan, hvis seneste roman »On Chesil Beach« er blevet modtaget som en af de bedste engelske bøger længe. Da Martin Amis blev skarpt angrebet i The Guardian af prominente folk fra den gamle venstreløj, indsendte McEwan et forsvar for Amis, hvor han skrev, at Amis selvfølgelig ikke var racist, og at debatten om islamisme var nødvendig:

»For 70 år siden kunne kritikere af Sovjetunionen være sikre på at blive kaldt fascister. Noget af det samme hersker i dag, når det drejer sig om islam, specielt på disse sider i Guardian.«

Blandt de tyske kunstnere, der har vendt sig mod truslen fra islamismen, er kendte kulturpersonligheder som Wolf Biermann, Henryk Broder og mange andre, hvorimod det ikke har myldret frem med forfattere. Dog har Ralph Giordano klart sagt sin mening. Giordano vil af danske læsere være kendt for sin roman »Familien Bertini«, der er delvist selvbiografisk. Som tysk jøde oplevede Giordano på egen krop totalitarismens fremmarch, og han tager udgangspunkt i disse erfaringer med sine advarsler til den tyske offentlighed om, hvad der er ved at ske i Europa, hvor fundamentalismen har vundet indpas i muslimske miljøer, og hvor jødehadet atter viser sit ansigt. Den nu 84 årige Giordano har været aktiv i tysk debat sammen med bl.a. den tidligere venstrefløjsaktivist Günter Wallraff for at advare mod islamismen. I juni 2007 offentliggjorde han et manifest »Til forsvar for meningsfriheden«, hvor han og andre gav udtryk for, at fri debat var afgørende for muslimers integration i det tyske samfund. Han skrev i Tyskland i januar 2007:
»Muslimer i Tyskland må nu overbevisende dokumentere, at deres frihed og menneskelighed er afgørende for dem og at terroren, som kommer fra islam, er deres fjende.«

En anden fremtrædende tysk forfatter er Hans Magnus Enzenberger, der med sit essay »Skrækkens mænd. Et essay om den radikale taber« tog udgangspunkt i muslimsk terrorisme og beskrev den radikale islamisme som en ny afgørende trussel. Enzenberger har tidligere forsvaret Jyllands-Postens ret til at trykke Muhammed-tegninger og advaret mod islamismen. Han mener, at arabernes mindreværdskompleks over for Vesten er en af de drivende kræfter bag radikaliseringen i den muslimske verden:

»I de sidste 400 år er der ikke kommet en eneste mindeværdig opfindelse fra araberne. Alt i Mellemøsten i den arabiske verden repræsenterer en ydmygelse – ethvert køleskab, hver telefon, hver stikkontakt, ethvert højteknologisk instrument«.
Af de europæiske lande har ikke mindst Holland været udsat for alvorlige dønninger efter mordet på Theo van Gogh og truslerne mod Ayaan Hirsi Ali. De hollandske forfattere har generelt været tilbageholdende med støtteerklæringer til Hirsi Ali, men en undtagelse er den hollandsk-jødiske forfatter Leon de Winter, der fremsatte en støtteerklæring til Hirsi Ali og samtidig vendte sig mod islamismens trussel mod europæiske frihedsværdier:

»Efter Sovjetunionens venstrefascisme og efter nazisternes højrefascisme, så er den største trussel islamismens fascisme i det 21. århundrede.«
Leon de Winter har en hjemmeside, hvor han ivrigt debatterer islamismen og de europæiske frihedstraditioner, og han er blevet en af de vigtigste stemmer i Holland.
I Norden skal man lede med lys og lygte efter førende forfattere, der klart siger deres mening om islamisme. Den svenske forfatter Lars Gustafsson har dog klart forsvaret Hirsi Ali og de europæiske værdier mod truslen fra islamisme. Lars Gustafsson er en af Sveriges mest internationale forfattere. Også den norske forfatter Erik Fosnes Hansen har deltaget i debatten både i Norge og Danmark om islamisme og har forsvaret ytringsfriheden og Jyllands-Postens ret til at trykke karikaturer med bl.a. Muhammed som emne:

»Vi er kommet til at provokere visse grupperinger inden for den muslimske verden, som lader sig provokere af hvad som helst – og jeg mener: af hvad som helst! Hvis det ikke er det ene, så er det det andet, og ved en tilfældighed var det altså os, som var synderne denne gang.«

Til dagbladet Information har Erik Fosnes Hansen endvidere sagt, at det er afgørende, at de europæiske intellektuelle ikke går på kompromis på spørgsmål om de grundlæggende frihedsrettigheder:

»Man skal forstå krænkelsen, man skal forstå retten til at ytre denne krænkelse, men man må ikke begynde at gå ind på en vej, som leder mod det punkt, hvor man indskrænker grundlæggende rettigheder som presse- og ytringsfrihed.«
Ikke mindst i Danmark kniber det med at få danske topforfattere til at deltage i debatten om islamisme og angrebet på vore frihedsrettigheder. En af de få er forfatteren Jens Martin Eriksen, som har en hjemmeside med professor Frederik Stjernfelt med navnet »Kritisk fornuft«, hvor disse emner tages op.

Dog har Henrik Nordbrandt i en årrække været aktiv debattør. Med sit kendskab til islamisme fra sit ophold i Tyrkiet har han i en årrække advaret Europa mod islamister, men også mod religioner i al almindelighed:
»I disse år kan det se ud, som om islam har taget patent på den religiøse fanatisme, men den ligger dybt i alle de patriarkalske religioner.«
Nordbrandt har klart forsvaret Jyllands-Postens tegninger med ordene:
»... den provokation, som Jyllands-Posten stod for, var en nødvendig provokation, der på sigt vil vise sig at have haft en positiv effekt.«

Nordbrandt har også som en af de eneste danske forfattere udvist vilje til at søge fælles afklaring med Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard. I en fælles debatbog »Digteren og partiformanden« (2006) er de enige i nødvendigheden af kritik af islamismen og forsvaret for ytringsfriheden.

Det er, som om de danske forfattere hellere ser Dansk Folkeparti som hovedtruslen mod demokratiet og ikke islamismen.

Jesper Gulddal er en ung litteraturforsker, der bl.a. i tidsskriftet KRITIK har skrevet om europæiske forfatteres politiske holdninger. Han siger, at man siden Foghs valgsejr i 2001 har set en »ekstrem politisering af det danske kulturliv«. Danske forfattere, kunstnere og »intellektuelle« ser deres arbejde som politisk på en måde, som Jesper Gulddal mener, at man skal tilbage til 70erne for at finde magen til: »Modstanden mod Dansk Folkeparti ses som den politiske hovedopgave, og en kritik af islamismen ville derfor blive opfattet som at gå Dansk Folkepartis ærinde.«
Professor Frederik Stjernfelt mener ikke, at man kan kræve, at danske forfattere ytrer sig i sagen: »Halvfjerdserne, hvor kravet lød, at alle forfattere burde vise ’engagement’ og følge den venstreorienterede tidsånd, har vaccineret mig mod sådanne krav, uanset hvor de kommer fra, eller hvad de handler om.«

Studievært på Deadline og historiker Adam Holm mener derimod, at den slags krav godt kan stilles: »Det er et mysterium, at der ikke er flere hjemlige skønlitterære forfattere, der har modet til at tage bladet fra munden og forholde sig kritisk til islamisterne. De radikale militante muslimer udgør i øjeblikket den mest synlige totalitære udfordring, ikke bare her i Vesten, men også i Mellemøsten. Angsten for at blive stemplet som racist og betragtet som en DF-proselyt lægger bånd på viljen til at tage et opgør der, hvor det er mest påkrævet. I mine øjne er det en slags intellektuelt underslæb.«