Hvem var kvinden i ruden?

Vivian Maier døde alene i 2009, og ingen vidste, at hun gennem sit liv tog tusinder af sublime fotografier. I dag regnes hun for en af historiens store fotografer, og film og bøger udgives i takt med, at hendes film fremkaldes. Men historien om hendes liv stiller stadigvæk flere spørgsmål, end den besvarer.

Sted ukendt, 1956. Linjerne og prikkerne danner et grafisk motiv, som hændernes "uorden" bryder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Vivian Maier
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der kører en programserie på TV3, der hedder »Depotjægerne«. Her bydes der på auktionsvis på uåbnede kasser og aflåste opbevaringsrum. På døde og forsvundne folks efterladenskaber. Som regel viser der sig ikke at være noget af værdi i dem: Sko, tøj, stole, lamper, ragelse.

Men køberne står på hver auktionsdag med drømmen om det store fund. At støde på noget uvurderligt, på noget hinsides ophobninger fra et gennemsnitligt liv.

John Maloof var også på jagt en dag i Chicago i 2007, hvor en stor kasse var til salg for 380 dollars. Den var fuld af negativer. Han holdt nogle af dem op mod lyset, og det var fotografier fra Chicago og New York.

Vivian Maier – det havde Maloof hørt, at kvinden, der engang ejede kassen, hed. Han googlede hende. Intet resultat. Ikke så meget som én post. Maloof satte kassen væk, men kunne ikke lade være med at tænke på negativerne. En dag scannede han nogle af dem og lagde dem på fotodelingssitet Flickr.

Herefter eksploderede det mellem hænderne på ham: Folk skrev, at billederne var »fantastiske«, »sublime«, »vidunderlige«. Han mærkede, at det ikke kun var ham, der var draget mod billederne, så han opsøgte dem, der på auktionen havde købt de øvrige kasser fra Vivian Maier, og dér sad han så. Med 100.000 negativer, 700 ruller film i farver, 2000 i sorthvid samt talløse kassettebånd og smalfilm.

Et ufatteligt lager, som gemmer på en kunstner, der nu, i takt med at negativerne fremkaldes, kun bekræfter og forstærker kunstkendernes udsagn om, at Vivian Maier hører til i fotografiets verdenselite. Som en Henri Cartier-Bresson, Alfred Stieglitz eller André Kertesz.

Med anerkendelsen og opmærksomheden er også fulgt smukke bøger med hendes billeder. »Vivian Maier: Street Photographer«, for eksempel, og for nylig på tysk den store »Vivian Maier: Eine Monographie«. Derudover er der rejsende udstillinger med hendes billeder samt sites på nettet og flere film. Ikke mindst Maloofs egen, brillante »Finding Vivian Maier«.

Fotograf i det skjulte

Af alle enkeltdelene samler sig et omrids af en kunstner med et exceptionelt blik for motiver, hvor det udadvendte gadeliv ofte forenes med melankoli og et øjebliks indadvendthed eller eftertanke. En egen tristessetonet poesi, fanget med den skjulte linse: Vivian Maier fotograferede med et Rolleiflex-kamera, som hun bar på brystet, og som hun så ned i, i stedet for at se ind i. På den måde kunne hun fotografere uden at blive set af den fotograferede. Derfor har billederne en uforstilt karakter og fanger øjeblikket og ikke den fotograferedes ønske om, hvordan han eller hun gerne vil fotograferes i øjeblikket. Der er en verden til forskel.

New York, 1953. Et af mange selvportrætter i ruder, spejle og andre blanke overflader. Fold sammen
Læs mere
Foto: Vivian Maier.

Nu tilbage til Maloof, der efter at have fået fat på alle kasserne atter googlede Vivian Maier. Denne gang var der et enkelt hit. En dødsannonce. Hun var død bare nogle uger tidligere, 21. april, 2009. Det var kun et par uger siden, og Maloof besluttede sig for at kontakte den mand, han til sin overraskelse havde genkendt på en af smalfilmene, nemlig stjernen og talkshowværten Phil Donahue.

Endnu større blev hans overraskelse, da Donahue på spørgsmålet om, hvordan han kendte Vivian Maier, svarede: »Hun var vores barnepige«. Men han kendte intet til, at hun fotograferede, fortalte han og sagde, at Maloof var velkommen til at få nøglerne til det opbevaringsrum, hun åbenbart havde haft, og som der nu var kommet en regning på.

Som om Maloof ikke allerede var ved at drukne i negativer, som hverken Museum of Modern Art i New York eller Tate Modern i London ville tage imod, så var rummet spækket med flere film og flere ting. Alt fra busbilletter over sko og bluser til restbeløb fra skattevæsenet på flere tusinde dollars. Plus endnu flere fotografier af sublim kvalitet.

Og i dag kender vi efterhånden Vivian Maier som kunstner. Men hvem var hun som menneske?

Flere spørgsmål end svar

Tingene og filmene fortæller deres egen flimrende ufuldstændige historie. For Maloof var det dog ikke nok, og han fandt via adresserne på de gamle breve frem til andre familier, hvor Vivian Maier havde boet. Alle stederne var svaret det samme, når han spurgte, hvem hun var: »Vores barnepige«. De fortalte også andet om den høje, kantede kvinde, der gik på en aparte facon.

»Hun gik som en nazist«, fortalte en, en anden, at »Hun var mere end bare excentrisk, hun var syg« med henvisning til hendes dybt private væsen, manglende evne til at smide noget som helst ud og ofte hårdhændede behandling af de børn, hun passede. Samtidig er der andre, der har fortalt, at hun var kærlig og opmærksom.

En gåde. Et kryptogram. For hvem var hun, og hvorfor var hun barnepige? Det er nærliggende, at svaret på det sidste er, at det var et godt arbejde at have i forhold til fotografiet: Hun fik kost og logi og kunne på sine ture med børnene - på god afstand af forældrene - sætte dem på en bænk og tage billeder af byens mennesker. Med en besats stædighed, vel at mærke. Eller et genis. Og som hos mange genier, var der flere spørgsmål end svar omkring hende. Hvorfor fik hun aldrig fremkaldt og udstillet sine billeder? Ønskede hun, at nogen skulle finde dem efter hendes død? Hvem var hun, mens hun levede?

New York, 1953. Vivian Maier fotograferede ofte dagligdags situationer med et hemmelighedsfuld element. Hvad ser drengen på? Hvordan ser pigen bag madrassen ud? Fold sammen
Læs mere
Foto: Vivian Maier.

Som man søger, bliver det kun mere sælsomt, fascinerende. Alene hendes navn. På regninger og dokumenter er det skrevet forskelligt: Vivian Mayer, Vivian Maier, Vivian Meyer. Og da Maloof tog et par af kassettebåndene med til lingvisten Barry Wallis, var svaret også overraskende. På optagelserne talte hun, som på alle de andre, engelsk med fransk accent. Da hun udtalte titlen på filmen »The Four Horsemen«, sagde hun også, at »jeg ved ikke om det udtales sådan«. Men lingvisten kunne fortælle, at det var en falsk accent. At hun ikke var fransk.

Som en fiktiv karakter

Vivian Maier er som en karakter i en roman af amerikanske Paul Auster. Eller franske Patrick Modiano. Sidstnævnte har faktisk skrevet romanen »Et forbasket forår«, der fortæller om en ung mand, der en dag møder en ældre fotograf på en café i Paris. De falder i snak, og en dag inviterer fotografen manden med hjem. Han har et atelier, hvor et par kufferter står fuld af billeder og negativer. Manden betages af billederne af byen og begynder at katalogisere dem i to hæfter. Men en dag er manden væk, og det samme er de to kufferter. Alle billederne forsvundne for verden. Behøver jeg sige, at fotografen brugte et Rolleiflex-kamera?

Ja, der er en litterær kvalitet ved Vivian Maiers historie. Om kunst og identitet. Og om deres indbyrdes forhold. For tog hun sine ufattelig mange billeder for sin egen skyld alene, eller legede hun en slags gemmeleg, vel vidende, at et mysterium kunne være vejen til udødelighed? Spørgsmål, spørgsmål, spørgsmål, der rækker langt ud over fortællingen om en barnepige med et kamera.

Bladrer man i eksempelvis »Vivian Maier: Eine Monographie« står det dog også klart, at fotografierne sagtens kan stå alene. Hvis man da kan sige sådan, når man kender historien. Eller dens fragmenter. Men fotografierne fascinerer i dén grad: Den selvlysende hvide kjole i byens mørke. Kvinden, hvor kun den midterste del af kroppen vises, med en pose med hvide blomster i den ene hånd og en taske i den anden, på en sært forvredet måde. Den usigelige skønhed i billedet af en rygvendt kvinde i en rød kjole med hvide prikker Måden hun holder hænderne sammen på; som i et hemmeligt tegn.

Og selvportrættet i ruden siger det hele: Ansigtet, der kastes frem og tilbage mellem kameraet og ruden og deles på langs af sol og skygge. Der er hun, Vivian Maier. Eller Vivian Mayer. Eller måske Vivian Meyer.