Hvem ringer klokkerne for?

15 amerikanske delstater har indført skyd-først love, som giver borgerne ret til at skyde forbrydere, der truer dem eller deres ejendom. Hvis Danmark havde haft sådan en lov, ville urmageren i dag være en fri mand. Så hvad er bedst? Og hvorfor denne forskel mellem to lande, der ikke er så langt fra hinanden?

SANTA FE

1.

Charles Bronson kniber øjnene sammen.

»Skal vi bare tage benene på nakken? Kan vi ikke gøre andet? Hvad med den gamle amerikanske tradition for selvforsvar? Hvis politiet ikke kan forsvare os, skal vi så ikke forsvare os selv?«

2.

Selvtægten - den ideelle selvtægt - er som i filmen »En mand ser rødt.«

Forbryderne er så modbydelige, så bestialske, at kun antallet af lemmer adskiller dem fra kryb, og hovedpersonen er så retfærdig i sin vrede, at kun antallet af vinger adskiller ham fra en værneengel.

Verden behøvede dengang en Charles Bronson, for verden var af lave. Det var i 1974, og retssystemet havde ændret sig - fra knippelsuppe til sødsuppe. Forbryderne var lige så meget ofre som ofrene, lød den politiske parole. Forbryderne skulle ikke straffes, men hjælpes, de skulle ikke spærres inde, men rehabiliteres. Resultatet var åbenbart: På ti år blev antallet af forbrydelser i USA fordoblet. Hver fjerde husstand blev i 1974 udsat for voldtægt, røveri, overfald, indbrud eller biltyveri, og da meningsmålerne i 1975 bad amerikanerne om at nævne det største samfundsproblem - og de spurgte midt under den værste økonomiske krise i 40 år - svarede amerikanerne ikke »økonomien«; de svarede »kriminalitet.«

»Er der en chance for, at I vil fange dem,« spurgte Charles Bronson. Tre forbrydere havde netop myrdet hans kone og voldtaget hans datter.

»Der er en chance,« svarede politimanden.

»Kun en chance?«

»Jeg ville lyve, hvis jeg gav dig mere håb. Sådan er det her i storbyen,« svarede politimanden.

Den milde, venstreorienterede Bronson var nødt til at tage sagen i egen hånd, han måtte selv finde og fange og skyde de tre forbrydere og andre forbrydere, som hærgede New York, og biografgængerne - og Amerika - jublede.

3.

15 amerikanske delstater har nu indført love, der meget passende kan hedde »Lex Charles Bronson.«

Lovene siger, at hvis en person har rimelig grund til at tro, at en anden person vil krænke hans person eller ejendom, så kan han skyde ham.

Tag Kenneth Allen, en 58-årig tidligere politimand, som slog sig ned i Clearwater i Florida, men som ikke fandt den fred, han søgte. Hans nabo, en 30-årig bistandsklient, spillede høj musik og strøede om sig med affald. Sidste sommer stod naboen pludselig og bankede på Allens dør. Den pensionerede politimand lukkede op, og naboen sagde til ham: »I de næste to uger vil dit liv blive et helvede.« De to begyndte at skændes, og Allen gik ind i huset og hentede sin revolver. »Jeg skyder dig, hvis ikke du forlader min ejendom,« sagde Allen til ham.

»Skyd du bare,« svarede naboen.

Og så skød Allen - og han skød igen - og naboen stod måbende og blødende og stirrede på den midaldrende mand. »Du skød mig,« sagde han.

»Jeg har ret til at forsvare min ejendom,« forklarede Allen senere til lokalavisen St. Petersburg Times, og politiet gav ham ret, for »Lex Bronson« gav ham ret.

4.

Urmageren fra Kompagnistræde ville formentlig være en helt, hvis han boede i USA - og hvis han boede i en af de femten delstater med »Lex Bronson«, ville politiet ikke kunne sigte ham, dommeren ville ikke kunne varetægtsfængsle ham, og han ville i morgen kunne stå bag sin desk og passe sin forretning.

Hvorfor denne forskel mellem to lande, som ikke nødvendigvis anser sig selv for så forskellige?

Svaret kan formentlig fanges i to filmcitater.

Det første citat er fra førnævnte »En mand ser rødt«, hvor Charles Bronsons svigersøn siger til ham: »Vi er nødt til at lade politiet klare paragrafferne.« Bronson kniber øjnene sammen og konstaterer knasende tørt: »Hvad hvis politiet ikke kan klare paragrafferne? Hvad så?«

At tage loven i egen hånd er en amerikansk tradition, som med tiden er blevet til en amerikansk institution. Den nyere amerikanske historie om selvtægt begynder i 1851, hvor borgerne i San Francisco havde fået nok af forbrydervæsenet og dannede »The Committee on Vigilance«, og historien fortsætter hver søndag aften, hvor serien »Dexter« sætter alle seer-rekorder for TV-kanalen Showtime. Hovedpersonen er en retstekniker, som i sin fritid dræber de forbrydere, som politiet ikke kan få ram på.

Det er en historie, som rummer borgerne i Coffeyville, som i 1892 tog livtag med Dalton Brødrene; det er en historie, som rummer lynchingerne i sydstaterne, og som rummer den forsagte hverdagsmand Bernhard Goetz, der midt under voldsbølgen i 1984 i New York blev en folkehelt ved at skyde fire småforbrydere.

I meget få kulturer bliver selvtægtsmanden feteret som i den amerikanske, og jo værre tiderne er, desto mere hører vi til ham i populærkulturen, siger filmpsykiateren Harvey Greenberg til avisen San Jose Mercury News. Det forklarer også, hvorfor en serie som »Dexter« er så ovenud populær nu og bl.a. var nomineret til en Golden Globe.

»Der er i øjeblikket en generel følelse af, at landet er ved at falde fra hinanden. Det er i sådanne tider, at den lille mand rejser sig og siger: Jeg er rasende som bare pokker, og jeg vil ikke finde mig i mere.«

5.

Den anden forklaring på forskellen mellem Danmark og USA kan findes i et andet filmcitat.

På et tidspunkt får Dirty Harry - spillet af Clint Eastwood - at vide, at hans anholdelser ikke holder vand, fordi han ikke har fulgt retsplejeloven. Harry protesterer, og chefen siger til ham: »Det er loven, Harry.« Eastwood er tavs et øjeblik og svarer: »Så er loven forkert.«

USA var ikke ene om i 1960erne og 1970erne at eksperimentere med en ny retspolitik - fra knippelsuppe til sødsuppe. Det skete i det meste af den vestlige verden, og med de samme konsekvenser. I Danmark blev antallet af anmeldte forbrydelser fordoblet fra 1960 til 1970, og tallet blev i de følgende femten år fordoblet på ny. Men her holder ligheden op. I USA sagde vælgerne som Dirty Harry -»loven er forkert, og loven skal laves om,« De ville ikke finde sig i den bløde retspolitik, og siden 1980erne har »tough on crime« været et politisk mantra, og politikerne har indført strafkataloger, som sørger for, at bestemte forbrydelser udløser en minimumsstraf; 26 stater og forbundsregeringen har indført »tre-gange-og-det-er-ud« love, som betyder, at forbrydere efter tre alvorlige forbrydere ryger ind for livstid, og antallet af indsatte i fængslerne er mangdedoblet - fra en kvart million i begyndelsen af 1970erne til to millioner nu.

Kampagnen har haft en dramatisk indvirkning på statistikken - New York er nu den sikreste storby i USA, og den amerikanske rate er generelt på niveau med andre vestlige lande - og kampagnen har haft en dramatisk indvirkning på mentaliteten. Forbrydere er ikke ofre, de er forbrydere, og de bliver sat i fængsel for at blive sat af vejen, og de mennesker, der tager livtag med forbryderne eller forsvarer sig selv mod forbrydere eller forbrydere in-spe, er ikke nødvendigvis helte, men i det mindste skal tvivlen komme dem til gode.

6.

Det er mentaliteten i USA, og det er den samme mentalitet, der har skabt »Lex Bronson« i 15 stater.

Det juridiske rationale for loven kan man finde i en artikel i American University Law Review fra 1998 - hvor en anerkendt jurist skriver om det samfundstjenelige i selvtægt. Hvis en selvtægtsmands handlinger er »et rationelt svar« på samfundets svigt, og hvis han holder sin sanktion inden for »socialt tolererede grænser,« så har han »udøvet et samfundsmæssigt gode. At straffe en borger for at udøve sådan et gode er simpelt hen naturstridigt,« fastslår Kelly D. Hine.

Hun fortsætter med at parafrasere et amerikansk mundheld:

»Dick k-a-n skyde Henry for at stjæle Janes bil. Dick kan skyde i selvforsvar, han kan skyde for at forsvare Jane, han kan skyde for at forsvare Janes ejendom, og han kan skyde under enhver omstændighed, som et nævningeting vil acceptere.«

Det nye i »Lex Bronson« er netop, at loven udstrækker det gamle nødværge-begreb, og nu er det ikke længere kun i orden at skyde i selvforsvar, men også at skyde, hvis man forsvarer sin ejendom, siger professor Anthony Sebok til New York Times. »Lovene tillader borgere at myrde andre borgere, selv om de pågældende borgere ikke er en trussel mod dem. De skal blot true deres eller andres ejendom.«

I Florida har loven fået tilnavnet »Stand your ground«, og det var præcis, hvad den 23-årige prostituerede Jacqueline Galas gjorde sidste år. En 72-årig kunde viftede med en sværkalibret revolver og truede med både mord og selvmord, men Galas fik ham talt til ro, og han lagde revolveren fra sig. Kort efter ringede telefonen, han tog den, og hun havde et valg. Hun kunne havde undgået yderligere konfrontation, hun kunne være flygtet ud af hans hus, men i stedet tog hun hans revolver, og igen havde hun et valg. Hun kunne have truet ham til at makke ret, men i stedet skød hun den 72-årige mand - og dræbte ham.

På grund af den nye lov slap hun for mordtiltale, og i dele af staten blev hun en helt.

Der er langt, meget langt, længere end seks tidszoner, fra Florida til Kompagnistræde i København.@Tekst u. indryk:

http://www.wcl.american.edu/journal/lawrev/47/pdf/hine.pdf?rd=1

Læs det juridiske og

økonomiske forsvar

for selvtægt her