Hvem kan stå for tårer, diva-kjoler og skæg?

Eurovision-finalen bød på et fremragende produceret show og en vinder båret frem på frisindets vinger. Det opvejer, at værterne forfaldt til pinlige platheder, mener Berlingskes anmelder.

Conchita Wurst giver sejrstrofæet en krammer efter sejren ved Eurovision Song Contest 2014 lørdag aften på Refshaleøen i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: JONATHAN NACKSTRAND
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Med sejren til den skæggede dame, østrigske Conchita Wurst, i Eurovision-finalen lørdag aften kulminerede den fortælling om frisind og mangfoldighed, som de danske producere af årets internationale melodi grand prix så målrettet har søgt at opbygge.

I den anden semifinale i torsdags blev divaen Wurst nærmest båret frem på den helt igennem imponerende og nyskabende scene i de ombyggede B&W-haller i København, og den medvind og sympati radierede videre gennem finalen og sluttede med en først nervepirrende, men efterhånden mest af alt rørende stemmeafgivning, som sikrede, at Eurovision 2014 og den danske afvikling heraf vil skrive sig ind i grand prix-historien.

Maskulin scenepower

De første timer af det tre en halv time lange TV-show bød på et potpourri af højdepunkter – både grinagtigt kitschede og følsomt inciterende – hvor en tendens syntes at være, at scenetilbehøret i en række tilfælde var hentet i og omkring cirkusarenaen. Fra manden i hamsterhjulet, trapez-kunstneren, skøjteprinsessen, de islandske teletubbies og hollandsk country til græske trampoliner, russiske tvillinger på en vippe, svensk powerpop i en krans af lysstråler, polske mælkejunger og ja, naturligvis, den skæggede dame fra Østrig.

Læs eller genlæs Berlingskes livedækning her

Centralt her stod den meget omtalte scene, inspireret af en skibskøl og formet som en art kube med en enorm LED-skærm bagved, hvor TV-troldmændene i kontrolrummet havde uendelige muligheder. Javist, vi havde set det meste før i de to semifinaler tirsdag og torsdag, men det var alligevel imponerende, de utallige facetter der blev fremvist. Hvert eneste af de 26 musiknumre, som konkurrerede i finalen, var fortolket i lys og billede, og buen blev spændt til det yderste i skift mellem intime øjeblikke med fokus på ansigter, detaljer og sansende nærvær og de enorme eksplosioner, hvor scenen fremstod i al sin maskuline magt og vælde.

Den del af showet var til UG kryds og slange. Også set hjemme foran fladskærmen.

Kinesiske platheder

Da musikafviklingen var overstået, og afstemningen gik i gang, fulgte så den svære del af enhver Eurovision-finale, nemlig ”træde vande-fasen”, hvor værterne kan lave lidt sjov, og der er mulighed for et shownummer eller to. Og her tabte finalen desværre flyvehøjde.

Tre værter, Pilou Asbæk, Lise Rønne og Nikolaj Koppel, var mindst én for meget. En løbende ping pong-dialog mellem Asbæk og Koppel, hvor det "vittige" hovedtema var Kina, blev pinlig og faldt helt til jorden, og der gik for meget ”Lex og Klatten 90er humor” i en selvironisk musikvideo, hvor de tre værter sang og optrådte. Sjovere var et indslag med Pilou Asbæk, der viste rundt på et "grand prix-museum", men man kunne altså sagtens have nøjedes med den professionelle og strømlinede Koppel som showmaster og så evt. Lise Rønne udelukkende som "hende den søde, der taler med nogle af deltagerne" - den rolle er hun skræddersyet til.

Vi fik også, lidt abrupt, et pausenummer med Jimmy Jørgensen og andre gode danske sangere på nogle stiger, og så gav vinderen af det europæiske børne-Melodi Grand Prix, som ikke skal forveksles med MGP, og som DR faktisk helt har droppet at være en del af, lettere bizart et par strofer. Det kan godt undre, at man ikke i stedet havde brugt flere bidrag fra de mange forskellige almindelige europæere, som har deltaget i den såkaldte Join Us-kampagne, som vi ellers så det gjort ganske vellykket i de to semifinaler.

I tilgift blev der under showet fra dele af publikum konsekvent piftet af de russiske deltagere, og selvom man forsøgte at skjule det så godt som muligt i udsendelsen, var det heller ikke noget, der helt passede ind i den samlede TV-fortælling.

Underholdende rutsjetur

Heldigvis fik først en bragende flot koreograferet og forløst optræden af sidste års vinder, Emmelie De Forest, der endte i fællessang blandt publikum i B&W-hallerne, og derefter selve stemmeafgivningen igen pulsen helt op hjemme i sofaen.

Stemmeafgivningen, med alle de obligatoriske kiks i kommunikation og andet halløj, når der stilles rundt til mere end 30 forskellige lande, fik værterne fint kørt i land, og spotlyset kunne rette sig mod deltagerne og ikke mindst den østrigske fugl fønix, der leverede et klimaks "second to none". Hvem kan stå for tårer, diva-kjoler og skæg - samt budskabet fra Wurst om at sejren går ud til alle, der ønsker ”fred og frihed”?

Det bar i sidste ende hele herligheden hjem, så man glemte pifteriet og de dårlige Kina-jokes og kunne slukke TVet med en alt i alt flot og underholdende Eurovision-rutsjetur på nethinden.