Hvem kan dog forlade så charmerende en dreng?

Jonah Hills instruktørdebut, »Mid90s«, er ikke bare et nostalgisk 90er-trip. Det er også en dybt rørende skildring af de fællesskaber, små drenge opsøger for at blive mænd.

Drengegruppen slapper af på skatebanen med hovedpersonen Stevie som den mindste i højre side af billedet
Drengegruppen slapper af på skatebanen med hovedpersonen Stevie ( i højre side af billedet) som den mindste. Fold sammen
Læs mere

Det sker, at man ser en film, der rammer så rent, at man har svært ved at huske sit faglige filter. Sådan havde jeg det med »Mid90s«, Jonah Hills instruktørdebut om unge 90er-drenge, der forsøger at blive sig selv ved at imitere de andre.

Som mand havde jeg måske set mig selv i Stevie (Sunny Suljic), filmens 13-årige hovedperson, der kæmper for at udfylde tomrummet efter sin fraværende far med andre maskuline forbilleder.

Måske havde jeg genkendt nogle af mine venner i den forknytte storebror (Lucas Hedges), der kæmper så hårdt med at skjule sit eget mindreværd, at hans eneste ordforråd består i de lammere, han stikker sin lillebror,og de øjne, han sender sin mor (Katherine Waterston).

Eller måske havde jeg følt, at jeg selv havde mødt de skaterdrenge, som Stevie (der hurtigt får kælenavnet Sunburn) opsøger, og som giver ham de vilde oplevelser, de cigaretter og den anerkendelse, der føles livsvigtige for ham den sommer, han flirter med tanken om at blive en mand.

Som titlen antyder er »Mid90s« nostalgisk som en nedgravet tidskapsel fuld af skateboards, kassettebånd og Street Fighter II-T-shirts. Det gør den nem at holde af. Men det er hverken nostalgien, de kornede billeder eller det gribende soundtrack, der får mig til at elske den. Det er hellere ikke parallelerne til de oplagte sammenligninger som Richard Linklaters »Boyhood« eller Gus Van Sants »Paranoid Park«.

Det er den varme, der ligger i portrættet af Stevie, der søger de store drenges anerkendelse med en iver, der er dybt rørende. For man forstår jo godt, hvorfor han søger noget andet end den slidte, selvoptagede mor, der sjældent er særligt nærværende i sønnernes liv.

Til gengæld forstår man ikke de fædre, der har efterladt børnene. Hvem kan dog gå fra så charmerende en dreng som Sunburn?

»Det må være første gang, jeg følte mig decideret rørt af en filmscene, der indvolverede skateboards.«


Det bliver vi aldrig klogere på, for den slags kan man aldrig blive klogere på. Til gengæld kan vi følge Stevies vej mod ungdommen med lige dele fascination og omsorg. Heldigvis er miljøet ikke så skarpt optrukket, som det kunne være. Der banker også et hjerte bag gadens hårde drenge, der tager Sunburn under deres vinger.

Fremstillingen af den aften, hvor han og gruppens leder, den ældre Ray, skater gennem Los Angeles til lyden af Morisseys »We'll Let You Know« må således være første gang, jeg følte mig decideret rørt af en filmscene, der indvolverede skateboards.

Som sangens tekst fortæller, er der en ensomhed i ethvert menneske, som kun kan dulmes i et fællesskab med ligesindede (sangen refererer til britiske fodboldfans).

Sunny Suljic spiller hovedrollen i »Mid90s« med så meget charme, at han konstant sjæler lærredet. Fold sammen
Læs mere

Vi, der ikke direkte identificerer os med Sunburn, kan til gengæld genkende denne sandhed: På et tidspunkt skal børnene selv sættes fri og gøre deres egne erfaringer.

Og der er intet, du kan gøre for at hjælpe dem på vej - andet end at krydse fingre og håbe, at de fik nok selvtillid og opbakning med i bagagen. Det bliver en hård tur. Med eller uden skateboard.

»Mid90s«, Instruktion: Jonah Hill. Medvirkende: Sunny Suljic, Lucas Hedges, Katherine Waterston med flere. Varighed: 85 minutter