Hvem har givet Fede Alvarez lov til at kastrere Lisbeth Salander?

Det seneste forsøg på at vride en ny franchise-serie ud af sagaen om Lisbeth Salander er stor i slaget, men har ikke meget at have det i. Alt, hvad der gjorde Lisbeth Salander til en så fabelagtig kvindelig heltinde, er suget ud af fortællingen i »The Girl in the Spider's Web«.

Claire Foy gør, hvad hun kan for at give dybde til Lisbeth Salander, men er oppe imod et manuskript, der har suget alt det spændende ud af karakteren. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR Foto UIP/Yellowbird

I disse #MeToo-tider er Lisbeth Salander noget nær den perfekte heltinde. En kvinde, der har rejst sig fra lammende traumer efter seksuelt misbrug og nu agerer hævnende engel mod mænd, der forbryder sig mod kvinder.

Eller… det var hun i hvert fald i de tidligere inkarnationer af karakteren, baseret på Stieg Larssons  »Millennium«-trilogi.

For det seneste forsøg på at vride endnu en film-franchise ud af materialet, denne gang baseret på David Lagercrantz’ opfølger til Larssons serie »The Girl in the Spider's Web«, har fuldkommen misset pointen. Ikke alene har hun fået en ny forhistorie, der gør hende til overlever frem for offer, men både hendes seksualitet og traumer underspilles også i en grad, så de næsten er ikke-eksisterende.

I stedet forsøger filmskaberne at relancere hende som en langt mindre interessant blanding mellem en kvindelig James Bond og en nærmest tegneserieagtig super-(cyber)-heltinde med overnaturlige hacking-evner i en fortælling om en forsvundet kode, der kan sikre indehaveren magt over samtlige atommissiler i verden.

»Sandsynligvis vil tilskuere, der aldrig har læst bøgerne eller set de øvrige film føle sig ganske godt underholdt af Fede Alvarez’ actionthriller, men enhver bare tilnærmelsesvis fan vil blive slemt skuffet.«


Der er ganske vist også en sidefortælling om Lisbeths søster Camilla, men der lægges større vægt på effektiv action og bragende eksplosioner end på dybdepsykologi, så den får aldrig lov til at udfolde sit potentiale.

Bevares, som actionthriller er »The Girl in the Spider's Web« effektiv. Sandsynligvis vil tilskuere, der aldrig har læst bøgerne eller set de øvrige film, føle sig ganske godt underholdt af Fede Alvarez’ actionthriller, men enhver bare tilnærmelsesvis fan vil blive slemt skuffet.

Og når kernen smuldrer, hjælper det ikke så meget, at det hele er pakket åh-så-smukt ind i stemningsmættede, koksgrå, isfrosne billeder af Stockholm som et moderne Gotham til Lisbeths Batgirl.

»The Girl in the Spider's Web«

Instruktør: Fede Alvarez

Medvirkende: Claire Foy. Claes Bang