Havde man fredag morgen i sidste uge været en flue på væggen i Mia Lyhnes lejlighed på Vesterbro, havde man set hende sidde i skrædderstilling foran et alter med en japansk skriftrulle. Man havde lugtet søde røgelsespinde, og man havde især bidt mærke i mantraet »nam-myoho-renge-kyo«, som hun gentog i det tilsyneladende uendelige. Seancen kaldes at »chante« og er for buddhister, hvad bønnen er for kristne.

Denne morgen bad Mia Lyhne først om alt muligt godt for menneskeheden, så for sin familie, og til sidst bad hun for sit interview med Berlingske Tidende. Det skulle finde sted om tre timer, og hun havde allerede sved på panden.

Hvad chantede du om interviewet?

»Det kan jeg fortælle dig bagefter.«

Det sidste år har været året, hvor Mia Lyhne for alvor er brændt igennem som skuespiller. Hun har spillet selvudslettende musiker i anmelderroste og Reumert-prisvindende »Guitaristerne« på Mungo Park, Eriks dulle af en ny kone i TV-serien »Krøniken« og den absurd forstående kæreste til Frank Hvam i komedien »Klovn« på TV2 Zulu. Men sandsynligvis vil de fleste især genkende hende som vinderen af TV-programmet »Vild med dans«, hvor hun gav en tour de force i vedholdenhed. Og i den nærmeste fremtid vil man kunne se Mia Lyhne på biograflærredet i Hella Joofs »Fidipus«, og Lars von Triers kommende komedie, »Direktøren for det hele«.

Men hvis man forventer et menneskeligt damplokomotiv af selvtillid og spidse albuer, så bliver man overrasket, når man møder virkelighedens Mia Lyhne. Hun ligner ellers oplagt divamateriale med klassiske træk og opmærksomme blå øjne, men på trods af sit pokerfjæs sitrer hvert et molekyle i den 160 centimeter høje krop af ubehag ved at rette følgespotten på egen person.

Hun vil så gerne - men det er helt åbenlyst svært:

Jeg ringede til Frank Hvam, som sagde, at du er meget stædig. At du nogle gange virker som om, du er af en anden verden. Kan du genkende det?

»Jahhh ...«

Hvordan?

»Ja, jeg er nok bare meget inde i mig selv... hvorfor sagde han, at jeg er stædig?«

Derfor kan det måske også virke underligt, at det lige er skuespillerfaget, hun har valgt. Men Mia Lyhne har siden barndommen været sikker på, at det netop var det, hun ville.

»Jeg kan huske, at jeg i 1. klasse spillede dukketeater. Klods Hans. Det var jeg ekstremt bange for. Jeg havde én replik. Senere fik vi lov til at spille stykker i grupperummet i dansktimen - jeg kan ikke huske, hvad det var... noget med en kunstig hånd. Jeg begyndte på dramahold på skolen, hvor jeg bl.a. spillede Skatteøen. Jeg begyndte også på noget amatørteater i Pederstrup, og jeg skrev fanbreve til Ghita Nørby og Ove Sprogø,« fortæller hun.da mia lyhne var otte år, flyttede familien til Smørumnedre - i et stort bofællesskab.

»Der var 36 huse, og vi skilte os ud fra resten af byen. Det var rart, at der var så mange børn, og der skete så mange ting. Men de andre børn fra min klasse var fra meget pæne hjem med farvefjernsyn og videoer. Der var aldrig nogen, der sagde noget, men jeg var flov over at have folk på besøg, fordi vi havde fredsplakater på væggene og et lejet fjernsyn. Det var flest lærere og læger i bofællesskabet. Og om sommeren løb flere af kvinderne rundt med bare bryster.«

I teenageårene begyndte Mia Lyhne at optræde på Vesterbro Ungdomsgård.

»Min debut var i et stykke, der hed »Elvis den tredje«, hvor jeg spillede Elvis' mor, som blev sindssyg.«

Som 19-årig søgte hun for første gang ind på Statens Teaterskole. Syv gange søgte hun ind - syv gange fik hun afslag.

»Til optagelsesprøverne fremførte jeg som regel noget, der handlede om meget ældre kvinder på 50 og deres store smerte. Det, syntes jeg, var interessant. Lærerne foreslog mig altid at spille Puk eller en lille yndig pige, men det syntes jeg bare var så kedeligt.«

Kan du give et eksempel?

»Jeg spillede på et tidspunkt en meget fuld og ældre dame, som forførte en ung soldat.«

Hvorfor syntes du som 19-årig, at kvinder på 50 år var så spændende?

»Jeg ved det ikke. Det var bare det, der sagde mig noget. Man kunne ikke have sat mig til at synge, »hvor skoven dog er smuk og grøn og et eller andet«. Jeg ville simpelthen have kedet min røv i laser. Det er det sære, der får lov til at dominere. Måske er jeg bare lidt af en særling.«

Udover sit meget atypiske valg af materiale, hjalp nervøsiteten heller ikke ligefrem Mia Lyhne til optagelsesprøverne. Fem forsøg senere ville hun eksempelvis fremføre en a cappella version af »Come as you are« af støjrockgruppen Nirvana.

»Jeg havde valgt at synge det rigtig modigt uden klaver til, og jeg havde glædet mig til at trykke den af. Jeg ville gerne chokere dem - bare komme med noget AAARRRG, som jeg har i mig. Men da jeg så stod deroppe, så turde jeg ikke en skid. Det blev sådan en lille tynd stemme. For at hjælpe mig gik pianisten over og spillede lidt, men det blev sådan en pæn, lille sang, og det var slet ikke meningen. Jeg ville jo gerne fyre den af,« fortæller Mia Lyhne.

Igen røber hendes ansigt overhovedet ikke, hvor traumatisk oplevelsen var. Nogle gange kom hun til anden runde - andre gange helt til tredje runde. Men i sidste ende var resultatet det samme: Døren var lukket. I stedet var hun nødt til at betale for undervisning i den selvstændige teatergruppe, »Grob«.

»Hvert år var der flere af de gode, der kom ind på Teaterskolen. Til sidst gik alle mine venner der, så jeg følte nærmest, jeg gik på deres hold. Jeg havde det hele tiden sådan: Hvorfor kan de ikke bare tage mig ind på Teaterskolen? Tvivlen, på, om jeg er god nok, er noget, jeg har måttet kæmpe enormt meget med. Den holder mig troligt i hånden hver dag. I mange år havde jeg det sådan, at jeg var skide bange, når der kom anmeldelser. Jeg var bange for, at de ville sable mig ned. Derfor har jeg altid hadet premierer. Virkelig meget. Det var som om, afslagene kom igen. Jeg er ikke noget prøvemenneske,« siger Mia Lyhne.

Er det så ikke den forkerte branche, du er i?

»Jo, det er vildt svært. Og helt vildt dumt. Men jeg tror, at det er min historie, der har været med til at gøre det sådan. Jeg havde måske haft det svært alligevel. Men jeg arbejder enormt meget med at prøve at være ligeglad og mere fokuseret på det, jeg faktisk laver og giver, end på, hvad folk tænker om det. Men det er da pikke-svært,« siger Mia Lyhne.

På trods af alle afslagene kæmpede hun videre. Ved siden af arbejdede hun i børnehaver og vuggestuer, på café og restaurant. Undervejs skrev hun til teatre, filmselskaber og instruktører. Resultatet var det samme.

Var der nogen, der foreslog, at du måske skulle lave noget andet?

»Ja, min mor syntes, jeg skulle begynde på seminariet. Jeg blev tosset, når hun sagde det. Men skal vi nu ikke holde op med at tale om det, der er svært. Skal vi ikke komme videre?«som bekendt kom Mia Lyhne også videre i karrieren som skuespiller. I slutningen af 1990erne tog hun konsekvensen og beslutningen om at gøre det uden en formel uddannelse. I første omgang fortsatte hun med skuespil på de små scener, så på de mere etablerede og efterhånden var der også bud fra TV. I dag kan hun leve af sin gamle drøm, og får blandt andet lov til at spille sammen med »helt keglede« Frank Hvam i »Klovn«.

»Jeg kan generelt godt lide at spille det, der ikke er så normalt, så pusse nusset. Måske er jeg nødt til at gå derhen, fordi jeg i virkeligheden er ret forfængelig og prøver at være perfekt. Derfor er skuespilleren i mig nødt til at spille en, der er alt andet end perfekt. Og det håber jeg også at få lov til i en god gedigen kleppert af en kompliceret hovedrolle,« siger hun.

Sit privatliv holder hun også tæt ind til kroppen, men enkelte underfundigheder slipper alligevel igennem censuren. Hun agerer eksempelvis gerne egen læge - mod ørepine putter hun f.eks. et fed hvidløg i øret og klisterbånd hen over, så det ikke falder ud.

Frokosten og interviewet på Café Viggo på Værnedamsvej slutter pludseligt. Mia Lyhne skal til sin fars jubilæum.

Men hov, vent lidt... hvad chantede du om i morges?

»Jeg synes tit, det bliver noget værre hø, når jeg bliver interviewet. Så jeg chantede for at kunne give lidt mere, end jeg plejer. Og så chantede jeg på at kunne sige noget klogt og sjovt. Og det synes jeg bare slet ikke, at jeg har gjort,« siger hun.

»Jeg er blevet mindet om alle mine optagelsesprøver, hvilket ikke var særlig sjovt at tale om. Men jeg fik helt klart sagt noget mere, end jeg plejer. Det har også været lidt ubehageligt, fordi jeg gerne ville lave et interview, hvor jeg har siddet og sagt: Så har jeg været lykkeligt gift i så og så lang tid. Og ja, så kom jeg ind på Skuespillerskolen. Derefter var jeg ansat på Århus Teater og så ringede de fra... Men sådan er jeg jo ikke. Det er slet ikke min historie. Og det gør det også lidt sårbart. Det ville være nemmere, hvis jeg var helt perfekt, men det er jo noget fis, fordi sådan er der jo ingen, der er.«

Hun tøver et øjeblik.

»Man gider vel heller ikke læse om folk, der er perfekte?«