Hvem er Pia Kjærsgaard?

Når Muhammed ikke kommer til Bogbjerget, må Bogbjerget komme til Muhammed.

Det gør vi så på denne plads i dag og lægger straks ud med at konstatere, at Muhammed-krisen for et år siden udgjorde sit eget lille bogbjerg i 2006. Løber man forlagenes udgivelseslister igennem, kan der tælles op mod 30 forskellige bøger om islam, hvoraf flere mindede os om, at danskernes anstrengte relationer til den islamiske verden ikke er af så ny dato, som man skulle tro, men faktisk går længere tilbage end korstogstiden.

Sidste nye skud på stammen af islam-bøger med et historisk tilbageblik er en lille bog fra Johan de Mylius (»Der er kun én Gud«), der behandler H.C. Andersens forhold til den islamiske verden. På første side støder man på et ikke særlig kendt Andersen-citat, der må vække jubel blandt strammerne i Dansk Folkeparti: »Når tyrken binder sin hest ved træet i Viborg Sø, er Danmarks undergang nær«.

Nu skal man jo ikke tro, at alt, hvad der står i en digters bøger, kommer fra hans egen mund. Ovenstående profeti, som Mylius har gravet frem af romanen »O.T.« fra 1836, lagde Andersen nemlig i munden på en fisker fra Lemvig, der i ålebondens hus diskuterer storpolitik med en hestepranger fra Varde.

Det interessante er, at udtrykket - skriver Mylius - er langt ældre end H.C. Andersen og har solide rødder i gamle folkelige historier om tyrkens snarlige invasion af Norden med dybe rødder i olddanske myter om verdenstræet Yggdrasil og om verdens undergang gennem et kommende stort slag.

Set med nutidens danske øjne var Muhammed-krisen om ikke verdens undergang, så dog en temmelig stor styrkeprøve. En positiv udløber af krisen var den eftertænksomme strøm af bøger i løbet af 2006, hvor repræsentanter fra krisens fronter kom til orde og mødtes i en slags dialog. Eller i hvert fald forsøgte at mødes. Sådan som man så det i samtalebogen »Digteren og partiformanden«, hvor Henrik Nordbrandt lytter og sam-taler med Pia Kjærsgaard, der kun gentager sig selv og sit yndlingsomkvæd: »Jeg er den, jeg er«.

Denne tilsyneladende ærlige, men også i virkeligheden fattige konstatering er om noget årsagen til kriser som Muhammed-krisen. Så galt går det, når fundamentalister på hver sin kulturfront ikke kun er og bliver, dem de er, men tilmed sætter en ære i det. Og taler om - som Pia Kjærsgaard -»at det er ens pligt at være den, man er«.

En kanoniseret dansker som H.C. Andersen satte en ære i ikke at være den, han var. På rejser mod alle verdenshjørner så han det ofte som sin pligt at give slip på sig selv og i mødet med det fremmede og væsensforskellige at spørge: »Hvem er jeg?«

Når Johan de Mylius i sin bog skriver, at åbenhed og tolerance var nøgleord for H.C. Andersen i mødet med den islamiske verden, får man lyst til at supplere med eventyrdigterens egen beretning om mødet med en perser på båddækket under stjernehimlen på vejen mod Athen i 1841.

Ingen af dem kunne forstå hinanden, men begge havde viljen og lysten. Danskeren greb til det eneste han kunne sige på hebraisk, nemlig første linje i skabelsesberetningen, og pegede mod stjernerne: »Bereschit Barah Elohim Et Haschamim Veet Haaretz!«

Perseren smilte, nikkede og ville nu også sige noget, han troede var Andersens sprog: »Yes Sir! Verily! Verily!« Og så følger (i rejsebogen »En digters bazar«) Andersens afrunding og konklusion på dette kulturmøde uden spor frygt og had: »Det var hele vores konversation. Ingen af os vidste mere, men gode venner var vi!«

Moralen er, at tillid kan flytte bjerge. Hvad enten man hedder Muhammed eller Kjærsgaard.