Hvem er på absint?

»Absinthdrikkeren« har den besynderlige virkning, at jo længere man betragter maleriet, desto mere føles det som at blive omgivet af en tæt, grøn absinttåge. Maleriet er groft, dunkelt og domineret af klunseren med den påfaldende høje hat. Hans slidte, mørke påklædning flyder sammen med maleriets slidte, mørke baggrund. Hans ubarberede ansigt er lettere sammenbidt, mens hans venstre ben er fremskudt som i et lille absint-hopla.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Klunseren må være absint-drikkeren, tænker man.

Men så får man øje på detaljerne i maleriet: Et stort glas med den grønne væske svæver tilsyneladende i luften til venstre for klunseren. På jorden ligger en tom flaske, som kaster skygge både foran og bagud. Og på muren står hans skygge selv om skyggen mere ligner en kutteklædt person end den hattebærende spradebasse.

Så må maleren være absint-drikkeren, tænker man.

Men fokuserer man på klunserens sko, mens man går langs maleriet: fra venstre til højre og tilbage til venstre. Så sker der igen mærkelige ting. Først ser man, at han har taget skoene omvendt på. Det er så, hvad det er, for klunseren er næppe appelsinfri. Men det mærkelige består i, at skoene følger betragteren; uanset om man ser maleriet fra højre eller venstre, så vender klunserens skosnuder frontalt mod én.

Er jeg da absint-drikkeren? Og stik imod alle naturlove, tænker man.

Sådan læner »Absinthdrikkeren« sig op ad absintens mange myter og megen mystik. Drikken, der har en alkoholprocent på mellem 50 og 85, har fået tilnavnet »den grønne fe« efter farven og ryet som et hallucinogen. Det skyldes, at den foruden anis og malurt har indeholdt stoffet tujon, der angiveligt giver hjerneskade ved langvarigt brug. Derfor blev absinten også forbudt i en række europæiske lande i årene omkring 1915. Forinden dukkede den op sidst i 1700-tallet og blev populær i 1840erne efter, at det franske militær fik den udleveret som sygdomsforebyggelse. Men især vandt den indpas i Paris, hvor den forbindes med boheme-livet og kunstnere som Charles Baudelaire, Henri De Toulouse-Lautrec og Édouard Manet. Blandt de sejlivede myter hedder det sig, at digteren Arthur Rimbaud skød sin elsker Paul Verlaine, mens han kogte på absint. At Vincent Van Gogh skar øret af under samme påvirkning. Og at Frankrig i virkeligheden forbød absint pga. frygt for fertilitetsnedsættelse under Første verdenskrigs voldsomme tabstal.

Kort sagt er myten og erfaringen fra alle der har drukket absint i større mængder at den grønne muse får de mest besynderlige ting til at ske.

Franske Édouard Manet (1832-1883) malede »Absinthdrikkeren« i 1859. Motivet er formodentlig klunseren Collardet, der levede i Paris slum. Manet indsendte maleriet til Salonen i Paris, men fik det afvist som dekadent i både motiv og stil. »Absinthdrikkeren« hænger på Glyptoteket i København. Museet har åbent tirsdag-søndag fra 10.00-16.00.