Hvem er kriminel? Og hvor længe er en baby en baby?

Susanne Staun Fold sammen
Læs mere

En trekløverregering har overtaget Christiansborg, og den nye justitsminister, Søren Pape, har bebudet sin hensigt om at slå hårdt ned på kriminelle. Samtidig har en bunke folk fra det bedre borgerskab, eller hvordan man nu beskriver ansatte og affilierede med Se & Hør, fået domme.

Alt i alt en anledning til at kigge ordet kriminel efter i sømmene, når det bruges til at beskrive en person. Selv ikke storværket Ordbog over det Danske Sprog er tilstrækkelig klar: »som (vanemæssigt) begår forbrydelser.« Den parentes forplumrer. Er det vanemæssigt - eller ej?

Facebooks svar på voxpop hedder »facebookhjernen«. Det er en umage samling mennesker, man i visse tvivlstilfælde med fordel kan spørge, hvordan de opfatter tingene. Så det har jeg gjort:

»Hvornår er det betimeligt at kalde en person kriminel? Er fx nysdømte Qvortrup kriminel? Hvis ja, hvor længe efter en dom, en afsoning eller en bødebetaling kan folk kaldes kriminelle? Hvis nej – er det så kun et adjektiv, man hæfter på folk, der uafladeligt begår kriminalitet?« (Og er der i øvrigt forskel på straffelovs- og færdselslovsforseelser? Er man med andre ord kriminel, hvis man har fået en fartbøde, glemte jeg at spørge).

Ifølge ét medlem af facebookhjernen, der selv havde været bosiddende i politiets kriminalregister flere år efter en betinget dom for spritkørsel, var svaret klart: Ifølge politiet var han kriminel i flere år, måske for evigt. En, der ikke havde udstået den tjans, havde den skæbnetunge indstilling, at har man én gang begået kriminalitet, er man for altid … kriminel. En tredje mente, at kriminel var noget, man kaldte folk, man ikke kunne lide.

Ellers fordelte svarene sig på tre hovedopfattelser:

Den første tilslutter sig ordbogens antydning af det vanemæssige. Der skal mere til end en enkelt dom eller kriminel gerning.

Den næste forholder sig til tidsaspektet: »Man er kriminel, når man er dømt for noget kriminelt. Og man holder op med at være det, når man har udstået sin straf eller betalt sin bøde.« (En variation over dette: »Når straffeattesten er ren.«)

Den tredje opfattelse, som deles af både en advokat og en sprogpedant, har også fat i tidsaspektet, der her indsnævres, således at man kun er kriminel i gerningsøjeblikket. Qvortrup var således kriminel, så længe hans blad købte information hos tys tys-kilden, men er nu tidligere kriminel. Hvis han under sin afsoning ryger pot, er han igen kriminel, men kun i det tidsrum, han potter ud.

Det er derfor også uklart, hvad Pape mener, når han vil slå hårdt ned på kriminelle. Jeg vil tro, han ønsker at slå hårdt ned på kriminalitet og gøre dette at begå den mere uspiselig for alle, også de endnu helt uskyldsrene.

Men det er et skråplan, når man skal gætte sig til helt dagligdags ords betydninger; ualmindeligt er det dog ikke. »Det er ligesom med en baby,« kunne en facebooker oplyse. »Som en læge forklarede mig, kan det ord ikke afgrænses.«

Du milde.