Hvem er bange for Oriana Fallaci?

I det forløbne år døde den måske mest kendte og barskeste italienske journalist og forfatter nogensinde

Fire millioner italienere kan ikke tage fejl - eller kan de? Så mange eksemplarer solgte den mest kendte italienske journalist og forfatter Oriana Fallacis tre sidste bøger om islam og Vesten - og dét alene i hendes hjemland, før hun døde af kræft, 77 år gammel i sit elskede Firenze den 15. september.

Bøgerne 'Raseriet og stoltheden', 'Fornuftens styrke' og den sidste med undergangstitlen 'Apokalypsen', hvor Fallaci interviewer sig selv, er nu samlet i en trilogi, der kan købes i hjembyens gadekiosker, og den går stadig som varmt brød. Boghandleren i Borgo Ognissanti, hvor jeg købte mit eksemplar, fortalte, at Fallacis begravelse forløb i overraskende tavshed, når man tænker på det brøl og den vrede, der blev hende til del i levende live.

Men hvorfor fik hun så mange læsere? Og hvorfor er hun ikke oversat til dansk - bortset fra hendes romaner? Skyldes det sidste mon, at hun ikke er for sarte, danske sjæle?

Som ganske ung deltog hun i modstandsbevægelsen mod det tysk besatte Firenze; senere var hun døden nær i Mexico og som regel at finde som reporter i krigszoner verden over. Det sker, derfor skal det nedskrives, kunne have været hendes motto, og havde hun stadig trukket vejret, ville hun sandsynligvis have overværet hængningen af Saddam på klos hold i stoisk ro og rost irakerne for at gøre det rigtige. Mest kendt er hun nok for rækken af interview, hun lavede med 'magtens mænd', herunder bl.a. Henry Kissinger, Ayatollah Khomeini, Yasser Arafat og Wernher von Braun.

Hun lavede også i 1972 et med Arafats rival i Beirut, George Habash, der berettede, at islams fjende ikke alene var Israel, men hele Vesten, Europa inklusive. »Vores revolution er en del af verdensrevolutionen«, sagde han. »Palæstinenserne tilhører den arabiske nation, som vil gå i krig mod Europa og Amerika. I véd ikke, at vi arabere kun lige er ved begyndelsens begyndelse. Vi har endnu det bedste til gode. Fra nu af vil Vesten ikke leve i fred.« Metoden var ikke krig og terror, men at avancere med demografiens og ideologiens hjælp: »Skridt for skridt. Millimeter for millimeter. År efter år. Tiår efter tiår. Determineret, stædigt, tålmodigt. Det er vores strategi. En strategi, der til sidst vil omslutte hele kloden.«

Fallaci siger også selv tingene uden omsvøb. F.eks. sådan her: »Jeg tror ikke, der findes en god islam og en dårlig islam. Der findes kun islam. Og islam er Koranen«. Som vel at mærke bringer mindelser om Hitlers 'Mein Kampf'.

Oriana Fallaci faldt bestemt ikke i alles smag. F.eks. kaldte den venstreorienterede italienske avis La Repubblica hende for 'ignorantissima' - den mest uvidende person. Selv det liberale engelske magasin The Economist lagde i sin nekrolog afstand til hende. »På hver en side blandes legitim frygt for demokratiets og frihedens fremtid med sludder og vrøvl«, skrev bladet og fortsatte: »Frk. Fallaci har allerede hørt imamernes kalden i Toscanas bakker, set somaliere urinere på Dåbskapellet i Firenze, og snart, mente hun, ville muslimer skide i Det Sixtinske Kapel.«

Professor ved European University Institute i Firenze, Donatella della Porta, medgiver over for Berlingske, at Oriana Fallaci fik et meget negativt ry i de sidste år af sit liv. »Mit indtryk er, at hun ikke længere havde kontrol over sine intellektuelle evner. Jeg tror heller ikke, at hun øvede nogen stor politisk indflydelse i Italien.« Bjørn Thomassen, der er lektor ved The American University of Rome, vurderer, at »Fallaci røg af sporet de sidste år, men solgte godt, fordi hun gennem hele sit liv var så radikal i flere forskellige sammenhænge.« Han tilføjer, at »hun gav intellektuel pondus til meget radikale holdninger«.

Pondus, det havde hun, og skrive, det kunne hun. Hvis blot halvdelen af det, hun nåede at grave frem, er sandt, så har Vesten et kæmpe problem med islam. Om ikke i dag, så i morgen eller overmorgen.