Hvad skete der, da biograferne ikke længere måtte være kultur?

Der tegner sig et flertal uden om regeringen for at komme nødstedte biografer til økonomisk undsætning – men hvorfor blev biograferne overhovedet sat uden det fine kulturselskab?

En række ordførere og brancheaktører ønsker hurtig hjælp til biograferne, efter at kulturminister Joy Mogensen (billedet) forleden forkyndte, at biograferne ikke hører til i hendes ressortområde, men i Erhvervsministeriet. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Direktør for Danske Biografer, Lars Werge, fik et mindre chok, da han i begyndelsen af juli var til digitalt møde med kulturminister Joy Mogensen om mulighederne for at hjælpe kulturlivet økonomisk gennem coronakrisen. På det tidspunkt havde andre aktører som cirkusser, museer og dyreparker fået statsstøtte for 700 millioner kroner i en hjælpepakke, der skulle gøre det muligt at kunne halvere billetpriserne, så at de kunne tiltrække et større publikum. Biograferne var undtaget hjælpepakken, og til det digitale møde kom der en slags forklaring på netop det forhold fra kulturministeren.

»Jeg kunne med stor overraskelse høre kulturministeren sige, at biograferne ikke var en del af kulturen, men nu sorterede under Erhvervsministeriet,« siger Lars Werge.