Hvad nu hvis terroren rammer os?

Stemningen i Elsebeth Egholms nye roman »Nærmeste pårørende« er dyster, og handlingen mere blodig end normalt for en dansk krimi. Via et sindrigt og modigt plot spørger forfatteren, hvad der mon vil ske, hvis vi herhjemme bliver ramt af terror? I Egholms roman er ytringsfriheden det første offer.

Hvad nu hvis terroren rammer os? - 1
Elsebeth Egholms nye krimi handler bl.a. om en terroraktion i Danmark. Foto: Claus Bjørn Larsen Fold sammen
Læs mere

Havde man læst Elsebeth Egholms nye roman for blot få år siden, ville man nok have tænkt: »Nej, den er for langt ude - ikke i Danmark!« Men sådan tænker man (desværre) ikke i dag.

Fra dét øjeblik den afskyelige film med halshugningen og kravet om indførelse af dødsstraf i Danmark lander på journalisten Dicte Svendsens skrivebord, leger man som læser med.

Ikke på spøgen, for der er sandt for dyden ikke tale om nogen spøg. Men man godtager præmissen og hænger på til sidste side, hvor det komplicerede, stærkt oprivende - og overraskende - plot om sider falder på plads.

At man køber præmissen siger ikke kun noget om forfatterens evne til at læse tiden og skildre sine mange miljøer troværdigt. Det siger også noget om den stærkt forandrede verden, vi befinder os i. En global virkelighed, som lidt polemisk sagt indebærer, at »hvis du nyser herhjemme, så kan det høres i Kairo«.

»Spørgsmålet er så, om vi skal holde op med at nyse,« siger Elsebeth Egholm, som i dette sit fjerde bind i krimiserien om Århus-journalisten Dicte Svendsen sætter vores højt besungne ytringsfrihed på en hård prøve.

»Jeg har i hvert fald givet et bud på, hvordan det kan foregå i en bestemt situation. Der er selvfølgelig mange faktorer, som spiller ind, men hvis det skulle ske herhjemme, vil jeg tro, at det i høj grad er tilfældigheder, som styrer udviklingen. Hvem der lige er på arbejde den dag - fra den enkelte journalist til den vagthavende redaktør, politiet osv. Om det er en dårlig dag,« siger Elsebeth Egholm.

For hvordan vil vi reagere, hvis terroren slår ned? Eller hvis vore nærmeste udsættes for en meningsløs død, hvad enten det nu sker som følge af en terrorhandling, eller fordi en spritbilist dræber vores elskede barn?

Kunne vi finde på at ønske dødsstraffen genindført? At gribe til selvtægt? At sætte alle de fine retsprincipper i vores samfund over styr? I »Nærmeste pårørende«, som først og sidst er en gysende aktuel og sindrigt fortalt krimi, griber Elsebeth Egholm modigt fat i nogle af tidens mest sprængfarlige emner. Fra incest og æresdrab til terror og dødsstraf. Med tråde fra sjælens mørkeste kroge og ud til den store verdens brændpunkter.

Det er en ordentlig mundfuld og en øvelse, som snildt kunne have endt i politisk korrekthed eller løftede pegefingre. Det undgår Elsebeth Egholm heldigvis, men hun indrømmer, at hun har måttet holde tungen lige i munden.

»Der er ikke noget, jeg hader mere end en politisk korrekt krimi, så kan man ligeså godt lade være med at skrive. Jeg har aldrig selv brudt mig om at blive belært, og jeg forsøger da også - ligesom alle journalister - stædigt at holde fast i den tilstræbte objektivitet,« siger Elsebeth Egholm, der selv er uddannet journalist - i øvrigt på denne avis.

Stemning af alarmberedskab
»Nærmeste pårørende« er skrevet i løbet af sidste efterår, og den afspejler den stemning af alarmberedskab, som alle befandt sig i oven på terrorbomberne i London, gidseltagningerne i Irak og den snigende terrorfrygt også herhjemme.

»Bogen er skrevet på den grundstemning af usikkerhed og angst. Mens jeg sad på Gozo, sprang terrorbomberne i London, og da jeg et par uger efter kom til Danmark og skulle med toget fra København til Århus, var aviserne fulde af historier om bombeattrapper.

Man talte om, at Rullemarie skulle udstationeres i Århus, fordi de på én dag fandt to bombeattrapper på banegården i Århus,« fortæller Elsebeth Egholm, som da også bruger netop scenen fra banegården i Århus til at åbne sin historie.

På en togtur overhørte forfatteren også to unge fyre, som sad og diskuterede én af de makabre film om henrettelser af gidsler, som cirkulerede på internettet. Og det er netop sådan en film, der sætter handlingen i gang i Egholms nye roman.

»For én ting er, at en arabisk TV-station modtager sådan en film, men hvad ville der ske, hvis min hovedperson Dicte fik sådan en film tilsendt? Hvordan ville hun som journalist reagere, og hvordan ville hendes avis, politiet og PET reagere på noget, der lignede muslimsk terrorisme?«

Krimier skal have kant
I din roman er ytringsfriheden det første offer?

»Ja, sådan foregår det i min bog, men det er jo helt hypotetisk, for ingen ved jo, hvordan vi ville reagere. Jeg er ikke ude i et politisk ærinde, men jeg forsøger efter bedste evne at belyse mulige reaktioner så fordomsfrit og åbent som muligt. Jeg forsøger virkelig at tage de der snapshots af samfundet, men jeg er ikke ude i et politisk ærinde, men selvfølgelig kommer det til at handle om, hvordan vi bør forholde os til den globale verden:

Man siger jo, at krimien er den genre, som kommer samfundsportrættet nærmest. Og når man som jeg gerne vil skildre samfundet, som det ser ud i dagens Danmark, må man tage fat på de ting, der optager folk. Det er også derfor, jeg inddrager indvandrermiljøerne. Faktisk synes jeg, at det er lidt tarveligt ikke at gøre det, og det undrer mig egentlig, at ikke flere forfattere gør det,« siger hun.

»Jeg kunne selvfølgelig godt bare blive ved med at skrive om almindelige, pæne mennesker, som begår kriminalitet, men jeg synes, en krimi bør have kant. I teorien kan vi jo alle have mange fine teorier om retssamfundet og ytringsfriheden osv., men hvad sker der med os, når det virkelig kommer tæt på?

I min bog har jeg i hvert fald givet et bud på, hvordan det kan foregå i en bestemt situation. Og der er selvfølgelig mange faktorer, der spiller ind, men jeg vil tro, at hvis det skulle ske herhjemme, så vil det i høj grad være tilfældigheder, som styrer forløbet. Lige fra den enkelte journalist over redaktøren i den varme stol til politiets og PETs håndtering af sagen,« siger Elsebeth Egholm, som selv har en »god fornemmelse i maven« med sin nye bog.

Skrevet i skyggen af sorgen
»Jeg tror, Philip ville være stolt af mig,« siger hun og lægger hånden på den funklende nye bog, som ligger på cafébordet mellem os. »Nærmeste pårørende« har Elsebeth Egholm også skrevet i skyggen af sorgen over at have mistet sin mand, den britiske thrillerforfatter Philip Nicholson, som hun levede sammen med i femten år på den lille maltesiske ø Gozo.

Han døde sidste år i juli, og kort efter begyndte hun at skrive bogen.

»I virkeligheden var det godt, at jeg havde bogen til at aflede mine tanker. Jeg nåede at tale plottet igennem med Philip, og jeg ved, at han ville synes, det var en god bog. Han ville være stolt af mig,« siger Elsebeth Egholm, som er ved at købe en lejlighed på Gozo, hvor hun har mange venner og også finder ro til at skrive.

»Jeg lider ingen nød. Jeg har mine veninder, min mor, mine brødre og min hund her i Danmark, og jeg har Philips og mine venner på Gozo og faktisk over hele verden. Jeg har også arvet Philips agent som ven, og de har alle været rigtig, rigtig gode til at holde forbindelsen,« siger Elsebeth Egholm, som fortsat vil dele sin tilværelse mellem Århus og Gozo.

»Det vigtigste for mig lige nu er mine bøger, og det går i en rigtig god retning. På bibliotekerne er jeg den 5. mest udlånte danske forfatter, og det sjove er, at det er alle bøgerne, der lånes - helt tilbage til »De frie kvinders klub«,« siger Elsebeth Egholm, som har et stort og trofast publikum.

»Og jo, det er mest kvinder, men det ser ud, som om der har sneget sig flere mænd ind med Dicte-serien,« tilføjer hun.

Måske vil endnu flere mænd hænge på efter »Nærmeste pårørende«, hvor forfatteren tydeligvis har sparet på tøsefnidderet. Sproget er skåret mere ind til benet, og selve Dicte-figuren fremstår som en langt mere handlekraftig heltinde. I den foregående roman blev hun, med forfatterens egne ord, efterladt i en noget miserabel stand.

Mere vrede i Dicte
»Jeg har arbejdet meget med at gøre Dicte mere mentalt stærk og handlekraftig, og det befinder jeg mig godt med. Selvfølgelig skal der være plads til steder, hvor Dicte lige får vendt nogle ting, og læseren får pusten.

Men der er mere vrede i min hovedperson denne gang. Og det afspejler måske min egen situation efter Philips død: Hvis man kan overleve at miste den, man holder mest af, så kan man overleve hvad som helst. Så ja, der er nok også en frygtløshed på spil, som jeg genkender fra mit eget liv. Der er ikke tid til mere bullshit.

Og det oplever jeg også, når jeg diskuterer med mine venner, som har været i lignende situationer. Det er noget med, at hvis man har lyst til et glas vin mere, jamen så gør vi det. En slags trodsighed, og hvis den afspejler sig i bogen, så er det kun godt. Der er ingen, der skal få Dicte ned med nakken,« siger Elsebeth Egholm og giver sin smukke bog et kærligt klap. Som var den et barn, der skulle ud ad døren på egen hånd.

Helt på egen hånd er »Nærmeste pårørende« ikke. Gyldendal har sat alle sejl til ved lanceringen op til udgivelsesdagen på tirsdag. Eksempelvis kan forfatteren nikke til sig selv på store reklameposters på bybusserne i Århus.

»Jo, det føles da mærkeligt, men det er fedt, for det betyder jo, at forlaget tror på bogen og på mig,« siger hun og ser således fortrøstningsfuldt på fremtiden.

»Det er selfølgelig en stor mangel, at Philip ikke er der mere. Men jeg synes også, jeg har et ansvar over for ham. Han var jo meget en livsnyder, og han ville virkelig synes, at jeg var et skarn, hvis jeg ikke levede mit liv.«

Også selv om det ligesom alle andres foregår i skyggen af den store terrortrussel.