Hvad man ikke ser, har man ikke ondt af

Man kan lægge meget i Kasimir Malevitjs hovedværk »Sort kvadrat på hvid bund«. Man kan også lade være.

Kasimir Malevitj: »Sort kvadrat på hvid bund« fra ca. 1929 Fold sammen
Læs mere

Mørke er ikke kun angst for det ukendte. Mørke kan også være trygt. Det kan gøre os alene med os selv, minde os om de første ni måneder af vores tilværelse. Og mørket i den anden ende af livet kan føles som en pause fra livets ondskab fra misbrugte børn, forsømte gamle, forpinte dyr. Hvad man ikke ser, har man ikke ondt af.

Man har måske ligefrem godt af det. Kasimir Malevitj byggede en hel teori over de ensfarvede billeder, den såkaldte suprematisme. Og lige siden har kunstnere fra Mondrian og Yves Klein til vor egen Per Kirkeby dyrket det monokrome med jævne mellemrum.

Dog er russerens »Sort kvadrat på hvid bund« fra omkring 1929 ikke sort. For der findes næppe et sort maleri i hele den vide verden. Kunstneren kan blande samtlige farver, men aldrig opsuge alt lys i rummet der vil altid være et genskin tilbage. Desuden vil f.eks. lærredets struktur og almindeligt slid efterhånden ophæve det ensfarvede: Man lægger mere mærke til de små fejl, til revnerne og de falmede pletter. Til det skabtes vaklen.

Malevitj ville da heller ikke male et sort billede. Værket er netop et sort kvadrat på neutral baggrund og indgår i en serie med andre sorte former på samme slags baggrund. Det repræsenterer snarere en generobring af det figurative en hel eksplosion i forhold til russerens gennembrud ti år før. Her kulminerede hans arbejde i den såkaldt puristiske fase med et maleri som »Hvid på hvid«. Resultatet var i familie med en farveprøve fra Dyrups fabrikker.

Alligevel virker den sorte firkant som hans bedste forsøg. Blandt andet fordi malerier næsten altid er firkantede. Selv om verden er multidimensional og vore øjne mandelformede, så ender både maleres og fotografers indtryk af omgivelserne forunderligt nok som udtryk i en firkant man har vist heller ikke opfundet det runde fjernsyn endnu.

Og det er denne standardform, russeren fylder ud med mørke ... Beskueren kan forestille sig hvad som helst: Arabernes sorte terning i Mekka, skrækvisionen af et mørkt børneværelse og så fremdeles. Det var rigtignok ikke det, Malevitj ønskede. Han ville snarere frigøre malerkunsten fra den slags. Men stadigvæk står fantasierne i kø.

Og dermed finder hans billede flere paralleller i musikkens verden. Især i komponisten John Cages mest radikale værk: 433 fra 1953. Her skal der ikke spilles noget som helst. Det er fire minutter og treogtredive sekunders pause.

Det kan lyde som pjat. Men faktisk er det både indspillet, endda i stereo og det hele. Og når musikere af og til sætter det på programmet så siger de faktisk at de »spiller det«! For den udøvende tager pænt tøj på, bliver måske nervøs, går ind til sit instrument og bukker og så videre. Desuden er der jo lyd i alt det udenom: Nogle fniser, andre fnyser og alle bliver pludselig opmærksomme på hinanden eller kaffekoppernes klirren ude i forhallen. 433 er musik fra først til sidst. Et helt rent værk.

Sådan kan man se på det sorte billede: Det er en pause fra verden. Men det er samtidig en akademisk øvelse ligesom de mange ord om billedet er en øvelse. Hvor selv den flotteste radering af Rembrandt i sidste ende lader sig begrænse af sit motiv, da er det sorte billede grænseløst.

Det var en mørk og stormfuld nat...