Hvad kan vi bruge vores privilegerede liv til?

Nadia Plesner blev slæbt i retten for at bruge en Louis Vuitton-taske til at sætte fokus på folkedrabet i Darfur. Nu zoomer hun ind på flygtningekrisen og den storm-ombruste danskhed med udstillingen »Borderline«, der åbner i dag.

Kunstner Nadia Plesner er aktuel med udstillingen »Borderline«, der på forskellige måder beskæftiger sig med flygtningekrisen i Europa. Udstillingen bliver sat op på Lundsgaard Gods. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard

Nadia Plesner går rundt i en gammel kostald på Lundsgård Gods i Kerteminde. På gulvet ligger en perleplade på tre gange fire meter. Det har taget hende et år at lave den, og ligesom de øvrige værker i stalden, er den prangende perleplade en del af hendes nye udstilling »Borderline« om flygtningekrisen.

Kunstværkerne er af varierende materiale. Her er blandt andet et display med røntgenbilleder af mennesker skjult i køretøjer, variationer over det danske pas, musselmalede brosten, en hudfarveskala og et oplyst dukkehus med smadrede møbler.

»Flygtningekrisen er kommet meget tæt på os og fylder meget i vores hverdag og i nyhedsmedierne. Men det er min oplevelse, at debatten er meget polariseret og sort/hvid. De mest ekstreme og højst råbende får mest taletid, og man er enten for eller imod.«

»Som medborger er jeg frustreret over, at der ikke er plads til flere nuancer, for det er en mangefacetteret katastrofe, som er meget kompleks, og der er mange affødte spørgsmål, som vedkommer os meget direkte. For eksempel: Hvordan bliver man dansk? Hvad er danskhed?« spørger Nadia Plesner.

Hun håber, at den nye udstilling kan bidrage med det, som hun selv savner mest.

»Nuancer! Jeg har ikke nogle svar. Min hensigt er at sætte gang i nogle tanker og prøve at belyse krisen fra så mange vinkler som muligt. Når man debatterer et emne som flygtningekrisen på traditionelt vis, så fremfører man typisk sine meninger og argumenter og når frem til en konklusion. Kunstens force er, at den kan belyse ting, uden at nå frem til en konklusion. Kunsten kan invitere folk ind i et andet rum, som er meget vigtigt parallelspor til den almindelige debat,« mener Nadia Plesner.

Ansvar fra allerførste møde

Det er langt fra første gang, at hun beskæftiger sig med den offentlige dagsorden som kunstner. Plesner slog sit navn fast, da hun som studerende lavede et billede af en udsultet afrikansk dreng med en Louis Vuitton-taske og en skødehund.

Den idé fik hun, da hun bed mærke i det absurde i, at en avis omtalte folkedrabet i Darfur i en note, men skrev langt og flot om Paris Hilton. Da modehuset Louis Vuitton efterfølgende reagerede med et sagsanlæg, gik historien om den danske kunststuderendes kamp mod storkapitalen verden rundt.

»Da jeg lavede mine værker om Darfur, handlede de meget om massemediernes prioriteringer. Det var der rigtig mange, der gerne ville diskutere, og det var ikke så vanskeligt et spørgsmål. Det er langt sværere med flygtningekrisen. Der er ikke nogen åbenlys løsningsmodel, og der er ikke på samme måde en fane, som jeg kan invitere folk ind under,« siger Nadia Plesner.

Mens hun arbejdede med sin udstilling i Kerteminde, hvor den bliver udstillet, har hun talt med lokale beboere. De har sagt, at der er kommet mange syriske flygtninge til Kerteminde.

»De vil gerne vil hjælpe flygtningene, men på samme tid følger der nogle problemer med – eksempelvis med nogle af flygtningebørnene. Tidligere var der et indslusningsforløb, som stille og roligt skulle hjælpe dem med at finde ud af, hvordan tingene fungerer i en dansk skole.«

»Det er blevet skåret væk, så nu er det den enkelte lærer i en given klasse, der står med ansvaret. Det har skabt problemer men også voldelige konflikter, og jeg kan sagtens forstå, at man bliver meget urolig, hvis man selv har børn i sådan en klasse,« siger Nadia Plesner, som selv er mest bekymret over, at regeringens stramninger går for hårdt ud over de flygtninge, der kommer til Danmark.

»Uanset hvor mange eller hvor få mennesker, vi tager imod, så tror jeg, det er essentielt, at vi tager hånd om dem på bedst mulig vis fra det allerførste møde. Hvis vi sparer lige dér, så går det hårdt ud over integrationen,« siger Nadia Plesner, som under arbejdet med »Borderline« har set og læst rigtig meget om flygtningekrisen og situationen i Syrien.

»Jeg er blevet meget bevidst om, hvor privilegerede vi er, fordi vi har muligheden for at gå til og fra. Katastrofen i Syrien fylder rigtig meget i den danske presse. Der kommer hele tiden nye tal, billede og historier, men på et tidspunkt begynder det også at prelle lidt af, og vi behøver ikke forholde os til det hele tiden, fordi vi er i sikkerhed her. Jeg synes, at vi skal overveje, hvad vi kan bruge vores privilegerede liv og situation til i forhold til flygtningekrisen.«

»Borderline« kan opleves på Lundsgård Gods frem til 13. november. Udstillingen består af 35 værker. Udstillingen »Borderline« belyser flygtninge-krisen fra forskellige vinkler og består af en række kapitler, der berører hver sin del af krisen. Kunstneren Nadia Plesner fortæller her om et udvalgt værk fra hvert af de fem kapitler.

Kapitel 1: Udgangspunktet i Syrien

Værk: Perlepladen »Mind Mosaic«

»Det har taget mig et år at lave perlepladen. Den måler næsten tre gange fire meter. Perlepladen portrætterer det, som folk flygter fra.

Vi bliver bombarderet med så mange frygtelige historier fra krigen i Syrien, og der er så mange lag i fortællingerne, at jeg ikke kunne forestille mig, at det var noget, som jeg kunne udtrykke i et lille maleri. Jeg havde lyst til, at det skulle være noget stort og monumentalt som det også var tilfældet, da jeg arbejdede med Darfurnica, der er en moderne version af Picassos Guernica. Perlepladen er på tilsvarende vis en collage, der samler en masse historier i ét værk.

Der er i kunsthistorien tradition for at lave store detaljerede værker, der illustrerer væsentlige begivenheder, hvor man allerede har en konklusion. Jeg synes, at det er spændende at bruge den samme æstestik til en fortælling om noget, som vi ikke har konklusionen på endnu.

Vi ved selvfølgelig, at der sker en masse forfærdelig ting i Syrien, men vi ved ikke, hvad der kommer til at ske med Syrien og flygtningene, og vi ved ikke, hvordan det kommer til at påvirke os. Jeg har blandt andet taget udgangspunkt i pressebilleder og kombineret dem med forskellige elementer fra den syriske kultur.

Jeg valgte perlerne som materiale, fordi jeg ville en reference til nogle historiske syriske gulvmosaikker, der er meget smukke. På samme tid er perler et produkt, som man allerede kender – måske fra børnehaven. Det er noget hyggeligt og rart over perler, hvilket skaber en interessant kontrast.«

Kapitel 2: Flugten

Værk: Træbjælken »Alan«

»Det ikoniske pressefotografi af Alan Kurdi – den treårige, druknede flygtningedreng i vandkanten – spredte sig med lynets hast. Da jeg så billedet for første gang, gjorde det et mget stort indtryk på mig. Men det berørte mig lige så meget, da jeg kort tid efter, at billedet var gået viralt, så en opdatering fra en kunstner, som jeg følger.«

»Jeg er er med i en kunstnergruppe, der hedder »Emergency Room«, der arbejder med de ting, der sker lige nu. Oftest politiske emner. Og en af de kunstnerne lagde en hel stribe fotos ud, som dokumenterede, hvordan drengen var blevet arrangeret i vandkanten. I virkeligheden blev han fundet ved nogle klipper og derefter båret væk og placeret i vandkanten. Det chokerede mig. Hvorfor var det vigtigt at arrangere liget af et lille barn? Er det nødvendigt, for at nå os?«

»Som nyhedsbrugere i Vesten bliver vi bombaderet med en massiv strøm af information, og jeg synes, at det er interessant at reflektere over, hvad der skal til, før vi bliver berørt. Fotografen har haft en forståelse for, hvordan de ting fungerer, for billedet gik jo verden rundt. Udover drivtømmeret, som jeg har malet, så det ligner Alan Kurdis lig i strandkanten, har jeg også lavet en form for tegneserie, der viser, hvordan virkeligheden blev redigeret, før billedet gik viralt.«

Et malet drivtømmer fra værket »Træbjælken »Alan««. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard.

Kapitel 3: Ankomsten

Værk: Maleriet »Borderline«

»Jeg har opkaldt udstillingen efter »Borderline«, som var et af de første malerier, jeg lavede til udstillingen. Titlen refererer til den fysiske grænse og det vigtige spørgsmål som: Hvor åbne eller lukkede skal vores grænser være?«

»På samme tid er borderline også en sindstilstand, hvor man vakler mellem to yderpoler, og hvor ingen af tilstandene er særligt gode at være i. Det, synes jeg, er et fint billede på den offentlige debat. Man er for eller imod, og der er ikke så mange nuancer. Selv er jeg ikke ret sikker på, hvad der er rigtigt og forkert. De fleste af mine værker handler også om spørgsmål, som jeg ikke har svar på, men som jeg går og funderer over.«

»Et eksempel kunne være: Skal man have en bøde for at fragte flygtninge til Sverige? En del af mig mener, at man skal følge loven. På samme tid ville jeg selv gøre alt for at komme til et betemt land, hvis jeg var på flugt og vidste, at min mand var i det land. Jeg bliver på den ene side forarget over, at Lisbeth Zorning får en bøde for at hjælpe flygtninge til Sverige, men på den anden side bliver jeg også urolig ved tanken om, hvad der ville ske, hvis alle folk bare gjorde, som de nu lige syntes.«

Kapitel 4: Livet i det nye land

Værk: Maleri »Assimilation Asylum«

»Jeg går hver dag tur med min hund ved DGI-byen. Det er et livligt område, hvor der sker en masse i forhold til kunst og kultur. Men det er også et sted, hvor der sover rigtigt mange mennesker om natten – både danske og udenlandske hjemløse. Der er tit mange cellufanballoner, fordi det ligger tæt på Tivoli, og børns mistede balloner har en tendens til at strande der.«

»En regnvejrsmorgen så jeg en mørklødet mand, der sov ubeskyttet på jorden. En cellufanballon var fløjet op og lå på hans ansigt – det så virkeligt syret ud. Kontrasten var hjerteskærende og sigende, men jeg syntes, at det var for invaderende at tage et fotografi. I stedet fik jeg idéen til en serie malerier, hvor mennesker er placeret et eller andet sted og bærer en maske af cellufanballoner. Serien handler om identitet og om at passe ind.«

Kapitel 5: Danskernes reaktion

Værk: Brosten »The thin Veneer of Civilization«

»De musselmalede brosten repræsenterer nogle holdninger, som jeg blandt andet har mødt på nettet, og som har chokeret mig meget. Nogle mennesker udviser en ekstrem aggressivitet, som de selv opfatter som en slags modstandskamp for Danmark.«

»Jeg kan godt forstå den slags reaktioner, hvis folk personligt har haft en voldsom oplevelse med nogle asylansøgere. Men jeg synes også, at jeg oplever, at folk har virkeligt aggressive holdninger, som er baseret på beretninger fra nyhedsmedierne eller rygter. Det har overrasket mig, hvor hurtigt had og aggressivitet kan accelerere fra nul til hundrede, for det er min generelle opfattelse, at danskerne er et åbent og generøst folk.«

»Titlen – civilisationens tynde fernis – refererer til teorien om, hvor lidt der skal til, før et samfund begynder at krakelere eller smuldre i kanterne. Hvis folk føler, at der bliver taget noget fra dem, skal der ikke ret meget til, før det kan blive grimt. Jeg har brugt brostenene, fordi vi forbinder dem med konflikt og kamp – eksempelvis fra konfrontationerne på Nørrebro – og kombineret dem med et smukt stykke porcelæn, der er et hverdagsobjekt, som repræsenterer noget dansk og kultiveret.«

»Nogle af de mennesker, der har set værket, synes, at det er uhyggeligt og frygter, at vi læner os op ad en borgerkrig. Andre synes, at det er smukt og et symbol på, at vi skal forsvare vores land.«