»Hvad har en mand opnået, hvis han vinder hele verden, men mister sin sjæl?«

Tyson Fury er verdens bedste sværvægtsbokser og indehaver af VM-titlen. Men nu er både karrieren og hans liv i frit fald. Den 28-årige mester er plaget af psykiske problemer, har fornærmet stort set alle tænkelige minoriteter, og forleden fældede en dopingtest ham for kokainmisbrug. Fury er den seneste af en lang række superatleter, der har fundet luften i toppen af elitesporten for tynd.

Få havde ventet at Tyson Fury så uproblematisk ville detronisere Wladimir Klitschko, der var ubesejret i 11 år. Men siden har Fury ikke bokset. »Jeg er bekymret for, at han ikke når at blive 30 år. Meget bekymret,« sagde Furys ven, bokseren Billy Joe Saunders i denne uge. Foto:Patrik Stollarz Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For knap et år siden sad jeg på bagsædet af en Landrover og talte med Tyson Fury. Den 206 centimeter høje bokser var blot en måned fra at blive verdensmester i sværvægt og være den første i 11 år til at slå nærmest uovervindelige Wladimir Klitschko. Men på vejen mellem Bolton og Manchester indikerede intet, at jeg var i selskab med en elitesportsmand og slet ikke en ubesejret bokser, som blot var få uger fra sit livs største kamp.

Uanset hvad jeg spurgte om, var Furys første svar en variation af »det interesserer mig ikke« og »jeg er ligeglad«. Titler interesserede ham meget lidt, berømmelse slet ikke.

»Nogle tjener flere penge og får mere succes undervejs, men i sidste ende er vi alle på vej samme sted hen. Døden. Så hvad forskel gør det? Vores dage er alligevel talte,« sagde Fury.

I et forsøg på at forstå hans motivation, spurgte jeg, om det var udsigten til at kunne give sine børn en økonomisk sikker fremtid, der drev ham. Men der var heller ikke bid.

»Se på de fugle, der flyver rundt dér. De har hverken penge eller et hjem, men de overlever, gør de ikke? Vi er ikke vigtigere end fugle. Gud skal nok sørge for mine børn.«

Og sådan gik det fra morgen til aften den dag i træningslejren. Fury gav indtryk af at være en følsom og tænksom mand, men også en mand, som var slave af sit sinds konstant svingende impulser. Da vi tilbragte et par timer i BBC’s studier var der glimt af showmanden, der erklærede sig historiens bedste bokser, men kort efter snakkede Fury igen om Gud, døden og livets meningsløshed.

Sværvægtstitlen har det med at forstørre allerede eksisterende karaktertræk. Mike Tysons selvhad eksploderede, da han blev verdensmester. Evander Holyfield blev endnu mere religiøs og fik endnu flere børn uden for ægteskabet. Muhammad Ali blev endnu mere principfast, Lennox Lewis blev endnu mere kølig og distanceret. Da Tyson Fury en måned efter snakken på bagsædet vandt VM-titlen, virkede det til at forstærke hans grundfølelse af, at alt er meningsløst, at boksning er ligegyldet, og at alle er ude efter ham.

Tungsindet har præget de ti måneder, siden han detroniserede Klitschko, og i weekenden kom det frem, at en dopingtest har fældet ham for at have indtaget kokain. Men det er blot et symptom på det dybere problem. At Tyson Fury har svære psykiske problemer.

Det var grunden til, at han for et par uger siden for anden gang meldte fra til revanchekampen mod Wladimir Klitschko. TV-stationer, promotorer og andre rådgivere, der stod til at tjene på revanchekampen, kunne ikke længere bortforklare, at verdens bedste sværvægtsbokser ifølge sin onkel og træner er »på sammenbruddets rand«. Fury selv har kun givet et enkelt interview i denne uge. Det var til Rolling Stone og her sagde han blandt andet:

»Hver dag håber jeg, at jeg dør. Det er en grim ting at sige, når man har tre børn og en dejlig kone, er det ik’? Men jeg vil ikke leve mere. Og hvis jeg kunne tage mit eget liv - og jeg ikke var kristen – ville jeg gøre det med det samme.«

På Twitter annoncerede han i mandags, at han ville trække sig tilbage, for så få timer senere at skrive, at han kommer stærkt tilbage, og at han får hjælp. Om diagnosen er depression, bipolar lidelse, eller en blanding af det hele står ikke klart, men det er åbenbart, at Tyson Fury har brug for hjælp. Ifølge nogle kilder skal han indlægges. Han er ude af boksesporten på ubestemt tid og på vej til at blive frataget sine titler uden kamp.

Det er en heftig deroute for manden, der leverede en af de største overraskelser i nyere boksehistorie, da han udklasserede Wladimir Klitschko. Bevæget til tårer sang Fury bagefter Aerosmiths »I Don’t Wanna Miss a Thing« for sin kone, Paris, og 55.000 lettere forbløffede tilskuere i Düsseldorf over arenaens højtaleranlæg.

Fury var på toppen af sin sport med udsigt til at tjene hundreder af millioner kroner over de næste par år, men i stedet faldt han i gamle mønstre og forstærkede dem. Allerede i begyndelsen af hans karriere var det almindeligt kendt, at Fury kæmpede med overspisning, depression, alkoholisme og behovet for at brænde sine penge af hurtigere, end han kunne tjene dem. Men før Klitschko-kampen lød han afklaret om, at han havde fundet en anden vej.

»Jeg troede engang, at den tomhed, jeg følte, var fordi, jeg havde brug for ting. Så jeg købte en Rolls Royce, et stort hus og et Rolex-ur. Men det fyldte ikke tomheden. Det eneste, der fylder den, er Gud.«

Hverken Vorherre eller folkene omkring ham var imidlertid i stand til at forberede Fury på det spotlight, han kom i, efter sejren i Düsseldorf. Han blev nomineret til BBC’s pris som årets sportspersonlighed, men hundredtusinder skrev under på en protest mod nomineringen på grund af udtalelser, hvor Fury satte homoseksuelle i samme kategori som pædofile. Insisterende på at være ligeglad, men tydeligvis såret og forvirret over at være blevet genstand for, hvad han opfattede som en heksejagt, gravede Fury sig ned i et stadig dybere hul med flere kontroversielle udtalelser om alt fra kvinders plads i køkkenet til internationale jødiske sammensværgelser.

Enhver offentlig person ville være kommet i problemer for lignende xenofobi, men Fury så det selv som et bevis på en anden form for diskrimination, nemlig den, han er vokset op med som en del af den irske traveller-minoritet. Krænkelserne af de irske sigøjnere er veldokumenterede, og det er også let at spore en vis nedladenhed i mediernes omtale af Fury. Men da han efter sejren over Klitschko fremturede med et verdenssyn og moralkodeks, der ikke hentede nyere inspiration end det gamle testamente, gjorde han det svært for sig selv.

Resultatet var, at fokus fuldstændigt forsvandt fra hans store sportslige præstation, og det har været nervepirrende at følge, hvordan Fury siden har mistet grebet om sig selv.

Første klare hint om Furys tilstand kom ved pressekonferencen, der annoncerede den nu aflyste kamp mod Wladimir Klitschko. Fury mødte op 15-20 kilo for tyk. Humørsvingningerne endnu mere udtalte end vanligt, monologerne mere rablende end tidligere. Under pressekonferencen smed han blusen, klappede sig på sin flæskefyldte vom og sagde, at Klitschko skulle skamme sig over at have tabt til en fed mand. Måbende journalister grinte, men der var en lettere manisk kant i tonen og et fravær af glimt i øjet. Og i et dobbeltinterview med Fury og Klitschko et par timer senere var Fury i den helt anden ende af spektret. Klitschko vidste knap, hvordan han skulle forholde sig til sin tungsindige rival. Et udpluk af hvad Fury sagde:

»Jeg håber, du vinder, for så er jeg fri for at bokse igen (...). Jeg er et følelsesmæssigt vrag. Jeg tror, jeg har en skrue løs. Det er ikke for sjov. Jeg kan vågne om morgenen, og så er alt fint, men om eftermiddagen kan jeg have lyst til at begå selvmord(...). Jeg vil gøre mit bedste i kampen, men taber jeg, så giver jeg ham hånden. Vinder jeg, er jeg i samme position som nu, stadig ligeså syg, stadig så deprimeret som man kan forestille sig, og stadig ligeglad med, hvilket sekund jeg dør.«

Det var i foråret, og man skal ikke hedde Sigmund for at konkludere, at her var en mand, der ikke havde brug for at se sit ansigt i medierne hver dag, endsige stå i en boksering. Men der gik adskillige måneder, før nogen sagde stop. Eller rettere, før Furys tilstand tvang dem til det. Furys rådgivere kan sige, at udtalelserne ikke var meget anderledes end det, han sagde, da jeg og andre besøgte ham før Klitschko-kampen. Men måske den allerede var gal der. Folk tæt på Fury i dagene op til kampen sidste år fortæller, at han var i et dybt hul, hvilket på sin vis kun gør præstationen så meget større. Han besejrede ikke kun Klitschko. Han overvandt også sig selv.

Nu kan han ikke længere. Ud over den personlige tragedie er det en skam rent sportsligt. Fury er en fremragende bokser, han bevæger sig unaturligt effektivt i ringen for så stor en mand, han har en stor bokseintelligens, og bliver han frisk igen, venter der storkampe, der kan fylde Wembley til sidste sæde. Han kan være den dominerende figur i en ny gylden periode for sværvægtsboksning. Men han er ligeglad med boksning nu, siger Peter Fury, Tysons onkel og træner. Og alt andet for den sags skyld.

»Intet betyder noget for ham lige nu. Han har altid været op og ned, men det har aldrig været sådan her før. Han siger, at »hvis det er, hvad boksning giver mig, så vil jeg ikke have det«,« siger Peter Fury til Ifl TV.

Da jeg besøgte Tyson Fury fastholdt han stædigt, at intet ville ændre sig, hvis han blev verdensmester. Det var åbenlyst absurd, og uden for sin boksers hørevidde medgav hans manager, at Fury ville få et chok, hvis han vandt. Men bevidst om både boksehistorien og sin egen psyke var det måske en illusion, som Fury havde behov for at opretholde for overhovedet at have lyst til at vinde. Måske fornemmede han – korrekt - at titlen ville gøre det endnu vanskeligere for ham at holde fast i sig selv. For som Fury sagde til mig i bilen mellem Manchester og Bolton, kiggende ud over det nordengelske landskab:

»Hvad har en mand opnået, hvis han vinder hele verden, men mister sin sjæl?«