Hvad gør præster i sommervarmen, når sveden driver af dem under den sorte præstekjole?

Den varme sommer har ramt præster, rabbinere og imamer hårdt. De sveder under solens stråler, og en række præster har rejst spørgsmål om, hvad man gør i sommervarmen. Præsten Kathrine Lilleør har løsningen.

Modelfoto af præst Fold sammen
Læs mere
Foto: JENS NØRGAARD LARSEN

Sommervarmen rammer visse folk hårdere end andre. Mens de fleste danskere har nydt varmen, så rammer den kvinder i burka, danske præster, rabbinere og imaner, der er nødsaget til at gå rundt i varme, sorte kjoler.

Formand for Præsteforeningen og sognepræst Per Bucholdt Andreasen siger, at der kan være problemer, som når en præst skal stå for en begravelse på en varm solskinsdag. Han påpeger imidlertid, at der findes en lettere sommerdragt:

»Der er en sommerudgave i lettere stof, men problemet er, at en præst skal vente i fire år, før en sådan tildeles, så ikke alle præster har en sommerdragt.«

I Kristeligt Dagblad er en række præster citeret for at sige, at de har haft store varmeproblemer med præstekjolen i denne sommer.

Reglerne er, at man kan få to tjenestedragter i løbet af de første 16 år som præst. Efter fire år kan man vælge en tyndere udgave, hvis man i forvejen har en klassisk præstekjole. Det betyder, at præstekjolen af uld skal holde i 16 år, og man skal have været ansat i fire år, før man reelt har mulighed for at kunne skifte mellem dem. Der er ifølge sognepræst Per Bucholdt Andreasen ikke forskel på mande- og kvindepræstekjoler.

Præstekjoler er lavet af engelsk uld og er lange og sorte. De bliver produceret af et firma i Sønderborg og koster 20.000 kroner per styk.

Den romersk-katolske kirkes præster bærer et messehagel, og biskopper bærer desuden en kalot eller bispehue. Da Reformationen kom til Danmark, afskaffede lutheranerne ikke messeklæderne ved gudstjenester, men man gik generelt over til, at præsterne prædikede i egne klæder.
Det var dette forhold, der skabte den danske præstekjole eller ornat, der er latinsk for dragt. Præstedragten blev til en sort kjole og en pibekrave, som svarede til den borgerlige mandsdragt i 1500- og 1600-tallet, og der er kun sket mindre forandringer gennem de efterfølgende århundreder. Det var Martin Luther, der gav udtryk for, at præsten skulle bære den samme dragt som borgerne i menigheden, og derfor blev den almindelige borgerdragt valgt.

Pibekraven er fast tilbehør til præstekjolen, og den havde det praktiske formål, at den fangede det hvide pudder fra pudderparykkerne. De var moderne omkring 1600, og derefter blev pibekraven beholdt af statsmagtens ansatte, eksempelvis præster og dommere.

Ifølge Danske Lov fra 1683 skulle præsterne i Danmark-Norge bære ornat ved gudstjenester og kirkelige handlinger. Ifølge samme lov blev det bestemt, at bispernes ornat skal være af sort silke.

Præster deler skæbne med rabbinerne ved den danske synagoge. Den jødiske dragt tog form efter tysk klædedragt i 1500-tallet, og den sorte farve blev sandsynligvis valgt, fordi sort udtrykte ydmyghed over for Gud. De jøder, der kom fra Spanien, de såkaldte sefardiske jøder, tillod sig imidlertid en langt mere kulørt rabbinerdragt, hvor deres lange rabbinerkjortler kunne være broderet med blomstermotiver i sølvbroderi, og de gik også gerne med fez.

De jøder, der kom fra Central- og Østeuropa, de såkaldte askenaziske jøder, havde indtil 1800-tallets begyndelse ofte en pelshue på hovedet, der selvfølgelig var ekstremt varm om sommeren. Først i 1829 fik den jødiske menighed fra Indenrigsministeriet (Danske Kancelli) klare regler for, hvordan rabbinerdragten skulle se ud, og den lagde sig tæt op ad den danske præstekjole.

Men er der en lettere løsning på problemet med de varme præstekjoler? Det mener Berlingskes kommentator og præst i folkekirken Kathrine Lilleør:

»Jeg har den såkaldte sommerpræstekjole, men den er lavet i en slags smokingstof – og det vil sige, at den er lettere end den i uld og silke, men det er stadig meget varmt at stå i en smoking-præstekjole. For mange år siden i de små landsbykirker, når jeg gik på prædikestolen, var det skrækkeligt varmt og iltfattigt. Dengang var jeg ved at besvime af varme flere gange, og så tog jeg albaen, den store hvide messeskjorte, som alle præster har, og det er en dejlig hvid bomuldsskjorte. Den har været min redning, og der er to biskopper, der anbefaler, at det er den, man kan bruge, hvis det bliver for varmt. Så kan man have noget let bomuld inden under i hvidt.«