Hvad er værd at se i teatret lige nu? Jakob Steen Olsen anbefaler tre gode forestillinger

Berlingskes teaterredaktør, Jakob Steen Olsen, guider til tre gode teaterforestillinger lige nu.

Farlig kønskamp: Fanny Louise Bernth og Thomas W. Gabrielsson er nye på rollelisten i »Frøken Julie« på Det Kongelige Teater. Fold sammen
Læs mere
Foto: Camilla Winther

Det Kongelige Teater er blevet bedre til ikke blot at sende de gode forestillinger på pension, når sæsonen er slut. Dansk teater – og altså også nationalscenen – er godt på vej til at forrente sine forestillinger langt bedre. Og det er ikke svært at være uenig i, at de gode forestillinger skal ses af så mange som muligt. Ja, hvem siger, at de ikke kan sættes i banken og tages frem med jævne mellemrum over en årrække? Hvis publikum altså kan vænne sig til det i en eventkultur, der hele tiden fordrer nyt, nyt, nyt. Her i spalterne vil vi i hvert fald gerne slå et slag for den svenske mesterinstruktør Staffan V. Holms iscenesættelse af Strindbergs krasse skandaledrama fra 1888, »Frøken Julie«, som nu genoptages, oven i købet på Store Scene i Skuespilhuset. Historien om adelsfrøkenen, der bliver forført af tjeneren Jean i midsommernatten er af scenograf Bente Lykke Møller sat i en kælder sort som kul. Henning Jensen er erstattet af Thomas W. Gabrielsson, så noget af iscenesættelsens generationskamp fortoner sig, mens Fanny Louise Bernth nu er Julie. Kirsten Olesen er dog stadig at finde på rollelisten som den hele tiden registrerende køkkenpige Kristin i statusspillet om køn, magt, sex og sociale forskelle. »Et eksempel på eminent teaterkunst« mente Berlingskes Anne Liisberg ved premieren.

»Frøken Julie« kan ses på Det Kongelige Teater frem til 29.marts.

Kitt Maiken Mortensen og Jeanett Albeck fyrer den af med grotesk vildskab, charme og musikalsk kvindepower. Fold sammen
Læs mere
Foto: Catrine Zorn.

Kan man andet end knuselske kvindekollektivet Sort Samvittighed? Kollektivet har fået et nyt hjem på Betty Nansen Teatret,  hvor gruppens instruktør, Elisa Kragerup, er teaterchef. I deres tredje forestilling »I et forhold« har de plukket fra lyrik og prosa i en stor og skøn og legesyg tekstcollage, hvis fragmenter alle har det til fælles, at de er skrevet af kvinder på tværs af tiden. Men man har som tilskuer slet ikke tid til at lege litterær gætteleg, for fra første færd er man fanget ind i kærlighedsvalkyriernes helt specielle verden, hvor monologer, dialoger, sang og musik afløser hinanden i dur og mol. Resulatet er en fræsende, skær og sindssygt vittig hyldest til kærligheden i alle dens tonearter. »At følelser ikke kan styres, men gang på gang løber af med os, demonstreres med overlegent vid og i alle tænkelige tonearter i det ene optrin efter det andet. For humørsvingningerne sættes på scenen med det, vi efterhånden genkender som Sort Samvittigheds vidunderlige tilgang til ord på teatret: Som noget, der ikke bare tages for pålydende, men hele tiden afsløres, udfordres, udvikles gennem den fysikalitet, der sættes på dem. Kroppene forråder hele tiden de talende,« skrev vi her i avisen og kastede hele seks stjerner efter den livsbekræftende forestilling.

»I et forhold« kan ses på Betty Nansens Teatret  til 18. april.

Der er masser af store følelser og voldsom dramatik i Bellevue Teatrets flot skårne musicalversion af Ken Folletts »Den Evige Ild«. Her Silke Biranell i clinch med Karsten Jansfort. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bellevue Teatret.

Anmelderne har været helt vilde med den ambitiøse opfølger til musicalen »Jordens søjler« – sidstnævnte producerede teaterchef Pia Jette Hansen, da hun i sin tid var chef for Østre Gasværk Teater. Nu er hun rykket videre til Bellevue Teatret, og det er her, man nu kan se en mindst ligeså passioneret og højspændt dramatisk musical, »Den evige ild«, som i lighed med forgængeren er baseret på en murstensroman af den britiske bestsellerforfatter Ken Follett. »En perlerække af fantastiske kvinder, der får lov at brillere i sang efter sang … Så kom bare an – af sted til Bellevue,« jublede Berlingskes Anne Liisberg ligefrem i sin femstjernede anmeldelse og tøvede ikke med at kalde den danskproducerede musical for en potentiel klassiker i sin genre, noget scenekunstsitet Iscene også mente at kunne få øje på. For tekst og musik står trioen Høg · Aagaard · Svanekier, som denne gang tilsyneladende er sluppet rigtig heldigt med afsted med det hele. De mange romansider med de mange svinkeærinder og dramatiske episoder fra religionsfejden i renæssancens Storbritannien er trimmet til en stramt fortalt historie, som instruktøren Mads M. Nielsen har fuldstændig styr på, musikken er medrivende og Benjamin la Cours scenografi bliver ligefrem kaldt »blændende smuk« i Politiken. Spilleperioden er begrænset, så man skal ikke vente for længe, hvis man er til store følelser, forførende musik og masser af dramatik.

»Den evige ild« kan ses på Bellevue Teatret frem til 31. marts.