Ilden er nu slukket i den 850-årige gamle Notre Dame i Paris og mange genstande er blevet reddet ud af katedralen, mens andre er mistet for altid. Her er nogle af genstandene, der er reddet. og andre, der er mistet.
Reddet: Jesus tornekrans
Dette er katedralens mest værdifulde genstand set med religiøse øjne. Man mener, at dette relikvie blev båret af Jesus, da han gik op til sin korsfæstelse. Det britiske Sky News skriver, at præsten Jean-Marc Fournier nærmede sig farezonen for at redde kransen. Tornekransen blev bragt til Paris i 1200-tallet af kong Ludvig IX (1214 - 1270).

Reddet: Katedralens orgel
Det store orgel i Notre Dame er ikke et hvilken som helst orgel. Det er et af verdens mest berømte og største orgler. Det blev bygget af Francois Thierry i midten af 1700-tallet og har 8.000 orgelpiber.
»Orgelet har ikke taget skade af ilden, men af vandet, men det er på ingen måde katastrofalt,« siger orgelbygger Bertrand Cattiaux, der vedligeholder orgelet i Notre Dame, til AFP.
»Orgelet er et uvurderligt historisk monument, der er verdensberømt, ikke alene på grund af sin størrelse, men også på grund af lydens kvalitet,« siger han.
Reddet: Sankt Luvigs kappe
Denne gamle kappe tilhørte kong Ludvig IX, som blev ophøjet til helgen.
Reddet: Katedralens alter
Alteret og dets gyldne kors er også reddet.

Reddet: Statuerne på taget
Man havde netop fjernet 16 religiøse statuer fra taget omkring tårnet for at lade dem blive renoveret. Disse 16 statuer viser Jesus´ apostle og de 4 evangelister. De befinder sig nu i Bordeaux i sikker afstand fra Paris
Reddet: Malerier
Der var 12 store malerier af religiøse scener, der var malet i 1600-tallet i Notre Dame. Ifølge kulturminister Franck Riester er ikke blevet ødelagt.
Reddet: Religiøse genstande
Mange af genstandene blev reddet ud. Det drejer sig om lysestager, møbler, malerier og andre ting. De skal senere overføres til Louvre.
Muligvis reddet: Klokkerne
Under Den franske Revolution blev katedralen omdøbt til et Tempel for Fornuft, som en del af den antikirkelige bevægelse, som revolutionen var. Alle de originale klokker blev dengang ødelagt og erstattet med nye - med undtagelse af én som fik navnet Emmanuel og vejede 13 tons. I 2013 blev de 9 store klokker fra revolutionstiden erstattet med nye. Det vides ikke om klokkerne har klaret branden.

Muligvis reddet: Fragment af Jesus' kors
Katedralen havde som religiøst relikvie et stykke træ, som man hævdede stammede fra det kors, som Jesus blev korsfæstet på. Og desuden et søm, som man mente var brugt til at sømme Jesus fast med. Vi ved endnu ikke, om disse to genstande er blevet reddet.
Muligvis reddet: Katedralens vinduesmosaikker
Det er usikkert om glasmosaikkerne i vinduerne har overlevet. UNESCOs chef Audrey Azoulay sagde til nyhedsbureauer, at det endnu er usikkert om de har klaret varmen.

Mistet: Tårnet og religiøse relikvier
Tårnet kollapsede dramatisk og 2/3 af taget blev ødelagt. I tårnet var religiøse genstande, som må anses for at være gået tabt.
