Hvad blev der af Whigfield?

11 år er gået, siden Sannie Carlson fra Skælskør brød igennem med »Saturday Night«. Et irriterende lille pophit, der ændrede hendes liv for evigt.

Hvad blev der af Whigfield? - 1
Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Sidste sommer gik Sannie Charlotte Carlson rundt i Tivoli med sin kæreste i hånden. Ikke en fotograf eller fan i sigte. Hun nød at ingen genkendte hende som Whigfield. Poppigen med lillepigefletninger, der i 1994 hærgede klodens hitlister med »Saturday Night« og skabte tumultagtige scener til koncerter og på diskoteker fra Canada til Korsør.

Det øretæveindbydende lille pophit, nærmest tegneserieagtig simpel, solgte over to millioner eksemplarer på rekordtid og placerede Skælskør-pigen, fotomodellen og tøjdesigneren i alle europop-lytteres ører og i Guinness Rekordbog som den første debutant nogensinde, der er braget ind på den engelske singlehitlistes førsteplads. Den dengang 24-årige rodløse og udadvendte pige blev den første danske popsangerinde, der slog rigtigt igennem internationalt. I 1998 var Whigfield så stor, at Danmarks Turistråd brugte hende på deres plakat. Med efterfølgende hits som »Think Of You«, »Another Day« og »Sexy Eyes« solgte Whigfield over fire millioner albums og singler.

Fire år varede megasucceshistorien. Derefter ebbede den ud.

I dag er 35-årige Sannie Carlson sjældent i Danmark, så man må nøjes med at ringe til hendes gamle produktionsselskab Off-Limits, som hun skriver popsange for, hvis man vil høre, hvad hun har gang i efter livet som sangstjerne. Selskabet ligger i den italienske by Reggio Emilia mellem Milano og Bologna og er kun »lidt større end Svebølle« griner hun hæst i telefonen med tydelige sjællandske stød i udtalen. Hvad man ikke kan høre er, at selskabets tidligere guldfugl har smidt fletningerne og har konverteret til mørkt pagehår.

»Vi har også ... det er ikke rigtige bjerge. Det er sådan nogle små ... hvad hedder sådan nogen? Ja, mit danske er efterhånden lidt Gitte Stallone-agtigt.«

Hun taler kun dansk med sin bror i telefonen. Ellers står den på flydende tysk, fransk og italiensk efter mange rejser og skolegang i udlandet.

Hvad blev der af Whigfield?

»Hun ligger gemt i en skuffe et eller andet sted. Når jeg f.eks. skal på toilettet og går gennem gangen her i vores produktionskompagni, så hænger mine guld- og platinplader op og ned af væggene. Jeg ser dem ikke. De er ligegyldige. Man går videre, ik'. Jeg tror, vi kørte det for langt ud. Det varede for længe. Fire LPer, og det var svært at få de sidste to solgt. Det var sådan noget med: Lad os prøve igen. Lad os bare prøve igen.«

Tog det overhånd?

»Ja, fuldstændigt. Min turmanager fik nervesammenbrud af al stresset og hele det liv. Du har ikke tid til noget. Det eneste du har tid til er at rejse. Være på hotel. Spille på diskoteker, promotion og interviews. Det var sjovt en gang imellem. Men ikke i ti år.«

Efter at have boet ti år i Barcelona flyttede Sannie Carlson sidste år til Italien for at hellige sig karrieren som sangskriver i Off-Limits, der også stod bag udgivelsen af det lille monster-hit »Saturday Night«. Sannie Carlson drømmer om at lave musik til reklamebranchen, og i tasken har hun en digital optager, som hun synger melodistumper ind på. Idéer hun har fået i brusebadet »eller f.eks. bare fra en ambulance, der kører forbi«, som hun siger.

»Jeg har sådan et range af melodier i hovedet. De ligger der bare. Jeg er så lykkelig for det, jeg laver nu. Jeg tænker musik 24 timer i døgnet. Det lyder måske åndssvagt, men jeg kan høre melodier.«

Økonomisk lider hun ingen nød. Hun får stadig royalties fra sine gamle hits og ejer stadig ejendomme i Spanien. Én af dem er hun ved at sælge, så hun kan købe noget i Reggio Emilia tæt på studiet. Ellers går hun ture. Kører på cykel og sidder oppe til sent og komponerer.

»Jeg synes, min dagligdag er meget normal. Det er også derfor, jeg er holdt op med at give interviews. Det er næsten kedeligt at snakke med mig.«

Det kunne åbenbart også være kedeligt at være i vælten og have millionerne til at rulle ind fra pladesalg i midten af 90erne. Da bølgerne gik højest, kunne hun finde på at købe kæmpestore TV-apparater, som hun aldrig så på, og da hun og en ven en dag sad og kedede sig i Barcelona, slentrede de ned i Toys'R'Us og købte for 20.000 kr., så de kunne slå tiden lidt ihjel.

Kosmopolit
Den senere poppiges opvækst har på den anden side været alt andet end kedelig. Da hun var seks, flyttede familien Carlson (mor, far og bror) til Elfenbenskysten, da faren var ingeniør. Senere tog de, igen i kølvandet på farens arbejde, til Algeriet i to et halvt år. Dernæst tog familien til Danmark i et halvt års tid. Så Nigeria. Så Danmark igen. Altid små korte visitter til Danmark og bedsteforældrene i Svebølle. Da hun var 12 år, flyttede familien permanent, for en tid, til Danmark, som Sannie Carlson efterhånden kun har et overfladisk og ferieagtigt forhold til.

Da hun var fjorten, døde hendes mor.

»Det var svært for mig. Jeg blev meget ensom, og senere flygtede jeg fra det. Lad mig komme videre. Sådan har det altid været. Jeg tror, det er derfor, jeg har gjort så mange ting på så kort tid i mit liv. Jeg er løbet og har haft travlt for ikke at tænke for meget over tingene. Det har jeg altid gjort. Min mors død er en del af årsagen. Når du har en lille familie, og du mister dine elskede. Din mor og dine bedsteforældre ... Jeg smed mig selv ud i arbejdet.«

I 1991 blev hun uddannet som designer på Columbine Fashion Academy i USA og arbejdede derefter bl.a. som model i Bologna. Hun boede på et tidspunkt oven på en natklub og fik via sit arbejde som PR-pige for en række diskoteker kontakt til et pladeselskab. De hyrede hende til at indsynge »Saturday Night«, og hun valgte navnet Whigfield efter sin gamle klaverlærerinde. I lang tid stemplede alle popsangen som »noget lort«, som Sannie Carlson husker. Først da en spansk discjockey forelskede sig i nummeret og spillede den i radioen hver lørdag, var der bid.

Resten er pophistorie.

Efter at have forsøgt at starte et reklamebureau i Ghanas hovedstad Accra, hvor hendes far har boet i næsten 30 år og fået en datter - Sannie Carlsons halvsøster Tutu - besluttede Sannie Carlson at prøve poppen på ny fra sin tidligere base i Barcelona. Hun indspillede »Whigfield IV« med sine gamle musikere uden succes. Men hun var stadig efterspurgt til tyske TV-shows og til studenterforeningers gamle elever-fester over det meste af Europa.

Turnélivet plagede hende, og i november 2004 blev det for meget. Hun besluttede at denne »koncert« skulle være hendes sidste. Det var til indvielsen af et splinternyt diskotek i det tidligere Østtyskland. Arrangørerne havde ikke nået at pakke stolene ud af deres plastic, og Whigfield skulle synge »Saturday Night«, playback som altid, for at strø lidt stjernestøv på eventen.

»Det var bare så dårligt organiseret, at jeg tænkte: Det er meget godt, at jeg kommer ud af det her.«

Hvad tænker du om din popstjernetid i dag?

»Det er som en sky. Jeg ser på det som noget, jeg har drømt. Noget mærkeligt. Men det var da sjovt. Det er da heldigt, at man kan være en del af sådan noget i sit liv. Og én af de gode ting ved det er jo, at der stadig kommer penge ind på kontoen fra royalties.«

Hvad har den tid gjort ved dig?

»Jeg har lært meget. At være ydmyg. Man bliver lidt diva af altid at få at vide, hvor god man er. Når det hele holder op, så kikker man på sig selv og tænker: Hold kæft, hvor var jeg åndssvag. Det er nærmest pinligt at se sig selv i TV-interviews igen. Der var mange mennesker, der troede, jeg var en elle anden hjerneløs dulle. Men jeg mener, jeg er et meget følsomt menneske. Jeg har nogle brikker hjemme. Men det kom bare ikke frem dengang.«