Husrækken yderst mod vest

I det rolige hjørne af Rådhuspladsen, der snart skifter navn, lå hoteller og gæstgivergårde som perler på en snor.

Husrækken langs byens gamle halmtorv set fra den nyanlagte rådhusplads omkring 1900. Før og nu, 3. årg. Fold sammen
Læs mere

For et par hundrede år siden ville København have været prisgivet uden rigelige forsyninger af hø og halm. Ikke fordi der blev drevet landbrug inden for voldene, men i snart sagt hver en gade var der arbejdsheste på stald.

Og i snesevis af brændevinsbrænderier stod køer i mørke loftsrum og mæskede affaldsprodukter i sig.

Det gav mælken en særlig karakter, men når heste og køer var i fornuftig foderstand, kom der i sagens natur noget ud i den anden ende. Før eller siden måtte der muges ud i stalden og frisk halm strøs ud på gulvet bag dyrene. Møddinger af latrin blandet med halm hobede sig op i gårdene, indtil en vognmand forbarmede sig, og sådan havde det altid været.

På de særlige torvedage blev der på Gammeltorv og Nytorv og på Skidentorvet ved volden mellem Nørregade og Fiolstræde solgt korn, gryn, ærter og fedevarer foruden levende kalve, svin, gæs, ænder, høns og duer.

Derimod havde der aldrig været torvehandel ved Vesterport, for her lå husrækken helt ud til volden, indtil Frederik III i 1661 bekendtgjorde, at han af hensyn til forsvarsværkerne ikke længere ville tolerere nogen form for bebyggelse så tæt på fæstningen.

På den måde blev der på hele strækningen mellem Vestergade og Farvergade etableret en lang og forholdsvis smal plads bag volden. Også den blev indrettet til torvehandel – dog på den betingelse, at »de gående og kørende ikke derved forhindres.«

På Gammeltorv udviklede det sig imidlertid til at være noget rod med bjerge af hø og halm sammen med fødevarer og husholdningsredskaber af alle tænkelig slags, og i 1705 udstedte Ole Rømer en forordning om, at bøndernes vogne med hø og halm skulle gøre holdt umiddelbart inden for byporten.

Rømer var nationens verdensberømte videnskabsmand, men han var også hovedstadens praktiske politimester, og det er på grund af hans beslutning, at den åbne plads inden for Vesterport mellem den yderste husrække og volden blev byens halmtorv.

Den sydligste del af området hen mod Vartov kunne dog ikke bruges til det gode formål, for mellem Lavendelstræde og Farvergade havde den milde stiftelse etableret kirkegård. Meget praktisk for befordringen af døde patienter og fattiglemmer og senere blev området tillige begravelsesplads for Vajsenhuset på Nytorv.

Først i 1760 fik Halmtorvet den udstrækning, det havde, indtil volden på dette sted blev gravet bort mere end 100 år senere. I 1893 blev navnet ændret til Rådhuspladsen, for nu var det blevet besluttet at opføre byens nye rådhus på det tidligere voldterræn.

På det tidspunkt eksisterede endnu alle de gamle bygninger, der efter bybranden i 1795 var blevet opført langs Halmtorvet som byens yderste husrække mod vest.

Jævne mennesker

Fornemt havde det aldrig været at bo ud mod volden fjernt fra centrum, og traditionelt havde det været mennesker med jævne indkomster, der befolkede denne del af byen.

Men mest karakteristisk for voldgaderne var de mange hoteller og gæstgivergårde. De lå som perler på en snor med fristende tilbud til besøgende, der netop havde passeret byporten. Og ikke alle havde den bedste reputation, kan man forhøre sig om hos Holberg. Dog kunne hverken han eller nogen andre sige noget ufordelagtigt om Knapstedsgaard, hvis historie rakte tilbage til begyndelsen af 1700-tallet, og som var det største og mest velanskrevne af gæstgiverierne på Halmtorvet.

Alt det ændrede sig imidlertid til ukendelighed i løbet af nogle få tiår omkring århundredskiftet, da hovedstaden eksploderede i sin vækst. Torvehandel med hø og halm blev forvist til Vesterbro, og det, der i århundreder havde været byens vestligste husrække, befandt sig nu i centrum.

Det medførte, at grundpriserne på det tidligere halmtorv blev ubetalelige, og på de betingelser kunne ingen af de hæderkronede gæstgivergårde overleve.

Pø om pø forsvandt hele husrækken, og hvor Knapstedsgaard havde ligget, opførte den velhavende slagtermester Anders Jensen i 1910 det fashionable Palads-Hotel, som omkring Første Verdenskrig var gullaschbaronernes foretrukne legeplads.

Men med natteroen var der så som så. For hele døgnet bimlede rådhustårnets malmfulde klokker på den anden side af gaden hvert kvarter, og derfor var lurblæserne klart at foretrække. De tog plads på deres søjle mellem hotellet og rådhuset i 1914, og enhver ved, at de kun blæser i instrumentet, når der går en jomfru forbi.

Om få uger får den del af det gamle halmtorv, der i sin tid var kirkegård, igen nyt navn. Noget med en regnbue, forstår man, men uanset hvor meget man graver i historien, giver det ingen mening.