Hundrede års eventyr

Jonas Jonassons bestseller »Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt« er blevet til en lun og underholdende film, der får en til at tænke lidt over, om man nu også går og tænker lidt for meget over det hele.

Allan Karlsson, her i skikkelse af Robert Gustafsson, er hverken mæt af dage eller træg på øverste etage. Han er tværtimod klar på nye eventyr. PR-foto Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kendere af Jonas Jonassons bog vil føle sig godt hjemme i Felix Herngrens filmiske univers, for »Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt« er overordentligt tro mod romanforlægget.

Allan Karlsson gider ikke fejre sin fødselsdag nummer 100 på plejehjemmet, derfor kravler han ud ad vinduet og stikker af. På den lokale togstation møder han en ung rocker, der beordrer ham at holde hans kuffert, mens han går på toilettet. Da Karlssons bus i det samme kører ind, tager han derfor kufferten, der viser sig at indeholde 50 millioner, med. Således starter et vaskeægte eventyr – endnu et – for mens Karlsson flygter gennem Sverige med en flok nye venner, optrevles historien om Karlssons århundrede, hvor han blandt andet har mødt Harry S. Truman, Stalin og Franco, bidraget til opfindelsen af atombomben, bygget skyskrabere i New York og udført dobbeltspionage under den kolde krig. Begivenheder Karlsson selv tager med et skuldertræk, for som han siger; »Det er, som det er, og det bliver, som det bliver«.

Robert Gustafsson spiller Karlson med en underspillet komik, der passer perfekt til de vilde historier. Karlsson selv er nemlig ikke klar over, i hvor høj grad han er med til at ændre historien – han er bare til, føler ingen skyld, angrer ikke og bærer ikke nag. Selv ikke da Stalin sender ham til Gulag. Måske vi mennesker i virkeligheden tænker for meget over livet, synes filmen at sige. Måske vi alle sammen ville blive 100 år – og mere til – hvis vi ikke bekymrede os så meget?

Hyggelige originaler

Gustafsson er omgivet af et rigt galleri af hyggelige originaler, der ligesom ham tager livets tosserier med et skuldertræk. Det er sjovt, det er lunt og det er underfundigt. Dog bærer »Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt« også lidt præg af Karlssons evne til ikke at tage noget ind; den er underholdende, men også flygtig. Et lille solstrejf, der ikke sætter sig fast for alvor. Men bare lidt sol på en kold decemberaften er heller ikke at foragte.

Hvad: »Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt«

Hvem: Instruktør: Felix Herngren, medvirkende: Robert Gustafsson, Iwar Wikander.

Hvor: Premiere over hele landet.