Hun vil helst hviske med sin violin

Nicola Benedetti er skotsk violinstjerne på 26 år og optræder i Tivolis koncertsal næste onsdag. Hun kan godt blive noget træt af larmende kommunikation og spørgsmål om hendes udseende. »Alle skal hele tiden oversælge alting,« siger hun.

Nicola Benedetti begyndte allerede som fireårig og blev koncertmester i Storbritanniens nationale ungdomsorkester som otteårig. Foto: Mansi Midha Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når den stemningsfulde Last Night of the Proms sendes på dansk TV, er det kun sidste halvleg.

Altså den del med »Rule Britannia« og sømandsviserne og indbruddene af mere eller mindre sjove tågehorn.

For arrangementet er faktisk begyndt en times tid før: BBCs orkester giver helt almindelige stykker fra det klassiske repertoire – ofte med en kendt brite som solist.

Forrige års kendte solist var violinvirtuosen Nicola Benedetti. Et af Skotlands mest omtalte musiknavne for tiden. Og trods sit italienske drengenavn altså kvinde.

Nicola Benedetti optræder i Tivolis koncertsal onsdag i næste uge og vil passende nok divertere med »Skotsk fantasi« af Max Bruch.

Hvis stykket ikke lige ringer en klokke, er det fuldt ud forståeligt. Det høres relativt sjældent rundt om i verdens koncertsale.

Nicola Benedetti optræder faktisk tit med mindre kendte værker. Et af hendes første album var med musik af Polens største romantiker, Karol Szymanowski.

Men det sjældne er ikke noget, hun tænker særligt over.

»Du kan ikke bygge en karriere på den slags overvejelser,« siger hun.

Skotten sidder på sit hotelværelse i en amerikansk storby. Hun er typen, der har forbindelsen over Skype klar længe før det aftalte tidspunkt. En stort smilende dame på 26 år, der fik moderne kommunikation og dens faciliteter ind med modermælken.

»Hvad spiller de andre solister for tiden? Hvad slags musik vil dit publikum gerne høre? Jeg tror ikke, nogen solister i verden tænker i de baner. Man falder personligt for et bestemte stykke og øver sig så på dét,« siger hun.

Faderen er italiener. Moderen er skotte. Nicola Benedetti selv stammer fra en fjern landsby på den skotske vestkyst: En flække med keltiske stensætninger og udsigt til dystre klippeøer.

Så hun har altid lignet en fremmed fugl. Og hendes talent for violinspil må have virket lige så særpræget:

Nicola Benedetti begyndte allerede som fireårig og blev koncertmester i Storbritanniens nationale ungdomsorkester som otteårig. Hun sad altså forrest og styrede orkestrets førstevioliner. Otte år gammel!

Så da hun fyldte ti år, var der ingen vej tilbage: Pigen fra West Kilbride blev optaget på Yehudi Menuhin School. En af nationens fem eliteskoler og rede for senere verdensvirtuoser som Nigel Kennedy og Tasmin Little.

Fik lektioner hos Menuhin

Det blev endda til et par lektioner hos Menuhin selv. Og da legenden døde i 1999, spillede hans purunge elev ved mindehøjtideligheden i Westminster Abbey.

»Han var så sød og lærte mig en masse om både musik og teknik,« siger hun i dag.

Karrieren har siden bragt hende rundt til næsten alle orkestre i det britiske og på det seneste også til udlandet.

Hun har også været overordentlig aktiv på pladefronten og allerede udgivet hele syv album. Tre af dem blev nogle af de bedst sælgende klassikere på det britiske marked.

Og roserne er regnet ned over hende - også her i bladet. »Benedetti har teknikken, passionen og energien til at stå op mod de bedste,« skrev dagbladet The Guardian allerede for fem år siden. Du kan alligevel ikke bestemme dit repertoire helt selv?

»Nej. Det ideelle ville jo være, at jeg kunne øve på bestemte ting og satse på dem en hel sæson,« siger hun.

»Men man skal gerne lægge arm med arrangørerne. Så jeg øver hele tiden, øver på noget nyt og holder så samtidig de gamle ting ved lige.«

Nicola Benedettis pladecovers ligger til den sanselige side – hverken mere eller mindre. Hun har aldrig haft udseendet imod sig. Men hun spiller heller ikke på det. Spurgt lige ud: Er et udseende som dit en fordel eller en ulempe?

»Begge dele. Hvis nogen finder mig eksotisk, kan jeg da kun være glad for det. Vi er jo nogle stykker om jobbene her i branchen - og må spille de kort, vi nu engang har. Men det kan også være ret belastende.« Hvorfor belastende?

»Fordi musik nu engang er kunst for ørerne. Folk skal ikke sidde og tænke på mig, men være inde i musikken. Og når du nu spørger, så jo: Folks fokus på det ydre kan faktisk godt være for meget sommetider. Alle skal hele tiden oversælge alting. Især her i musikbranchen. Du går heller ikke til yderligheder rent musikalsk ...»Rigtigt. Jeg gør snarere det modsatte. Man kan sige, jeg underspiller en smule –også når musikken er kraftig.

Jeg prøver i en vis forstand at hviske til folk med min violin. For jeg forestiller mig, at musikken virker stærkere på den måde.«