For godt tre uger siden kom det frem, at medarbejdere i Moderaterne havde klaget over arbejdsmiljøet til Arbejdstilsynet.
Nu er det Moderaterne, der klager over journalisten bag afsløringerne.
Det erfarer Netavisen Pio, som også har fået det bekræftet af B.T.s chefredaktør.
Således har mediet erfaret, at Moderaterne har klaget til Folketingets formand, Søren Gade (V), over journalisten Anne Katrine Restrup fra B.T. efter en hændelse foran partiets gruppeværelse på Christiansborg.
Her skulle hun ifølge klagen nærmest have forhindret medlemmer af partiets folketingsgruppe i at komme ind i gruppeværelset, da hun stillede spørgsmål til folketingsmedlemmerne om arbejdsmiljøet i partiet.
Berlingske har ikke set klagen, men over for Netavisen Pio bekræfter B.T.s chefredaktør, Simon Richard Nielsen, at der er indgivet en klage.
»Jeg kan bekræfte, at der er indgivet en klage til Folketingets formand over vores journalist. Men Anne Katrine Restrup har bare passet sit arbejde. Og det er jeg rigtig glad for,« siger han til Netavisen Pio.
Regelsættet
Klagen skal behandles i den nærmeste fremtid af Folketingets Præsidium, og det er derfor endnu uvist, om Moderaterne og formand Lars Løkke Rasmussen (M) får medhold i sagen.
Dog er der et regelsæt for de journalister, der arbejder på Christiansborgs gange.
Af regelsættet fremgår det blandt andet, at et interview med en politiker først finder sted, når »vedkommende har indvilget i at blive interviewet«, hvorfor »eventuelle optagelser først må begynde, når en aftale er på plads«.
Derudover er det »ikke tilladt at forfølge folketingsmedlemmer, ansatte i Folketinget eller andre personer på Folketingets gange«, da der ikke må opstå »paparazzilignende tilstande«.
Fyret afdeling
Der har på det seneste været blæst om Moderaterne, efter at det kom frem, at flere ansatte i partiet havde klaget til Arbejdstilsynet.
Blandt andet har anklager om mobning og sexisme fyldt, og det har fået partiet til at tilknytte en erhvervspsykolog, ligesom at Arbejdsmiljøet er i gang med en undersøgelse.
Indtil videre er der fortsat meget uvished om, hvordan det står til i partiet, men senest erkendte Løkke selv, at »der har været problemer med en mobbekultur«.
I samme ombæring blev de ansatte i den politiske afdeling, som ikke havde taget imod en frivillig fratrædelse, fyret med øjeblikkeligt varsel.
Dermed er der bare tilbage at vente på Arbejdstilsynets endelige konklusion.




