Dina Al-Erhayem var måske ikke kendt af alle herhjemme. Men den dansk-irakiske studievært og skuespiller gjorde indtryk på mange i sin alt for korte karriere.

Hendes tidlige død for egen hånd har under alle omstændigheder sat fokus på depressionens uvæsen og udløst talløse overvejelser på sociale medier.

»Dina har de senere år i stigende grad kæmpet en særdeles vanskelig kamp mod psykisk sygdom,« skriver søsteren Anja på Facebook.

»Vi – og mange andre – kæmpede for hende og håbede til det sidste, at hun ville vælge livet. Med den dybeste sorg fandt vi hende her til formiddag den 29. december i hendes lejlighed – hun havde desværre opgivet livet. Det er så ubærligt, at ord ikke kan beskrive vores sorg.«

Dina Al-Erhayem var en overgang meget populær som studievært og medvirkede blandt andet i et skuespil om mordet på den italienske turist Antonio Curra på Nørrebro i 2003.
Dina Al-Erhayem var en overgang meget populær som studievært og medvirkede blandt andet i et skuespil om mordet på den italienske turist Antonio Curra på Nørrebro i 2003. Kaare Smith

Musikeren og debattøren Henrik Marstal var også hurtig på Facebook med erindringer om den afdøde vært bag seersuccesen »Dinas Dates« med videre.

»Jeg mødte Dina nogle gange de seneste år – vi drak kaffe og talte om tilværelsen,« skriver han.

»En af gangene var for godt et år siden, hvor hun samme aften ringede for at bakke mig op oven på en lidt besynderlig tv-optræden, jeg desværre var blevet en del af nogle timer efter vi skiltes. Hun ringede kort efter udsendelsen var færdig, og vi talte sammen i taxien hele vejen fra DR Byen til Valby, vores fælles bydel. Hendes nærværende stemme løftede mig op. Det hjalp ikke så lidt.«

Også sangeren Anne Dorte Michelsen er »dybt rystet over at høre, at dejlige, elskelige, sjove, kloge Dina er død«, skriver hun.

»Det er helt forfærdeligt. Hun havde det stærkeste blik og der blideste hjerte. Vil savne, huske og mindes.«

»Angrebet af mørkets kræfter«

»Denne skønne kvinde har forladt os alt alt for tidligt,« skriver Dansk Skuespillerforbund.

»Selvom hun ikke længere var medlem er det på sin plads at sige pænt farvel her, da jeg er sikker på at mange – ligesom jeg – er triste over at hun ikke længere er blandt os. Varme tanker og vores dybeste medfølelse til hendes familie«.

Dina Al-Erhayem ville »allerhelst have heddet Gitte« som barn, sagde hun.
Dina Al-Erhayem ville »allerhelst have heddet Gitte« som barn, sagde hun. Jan Jørgensen

Dina Al-Erhayem var dybt engageret i sin tro og med årene blevet lidt af en stjerne i kristne kredse.

»Du sagde, at når du rejste, var det allervigtigste for dig at finde et sted, hvor du kunne føle dig tryg,« skriver teologen Iben Thranholm.

»Jeg håber, at du har fundet den tryghed, du søgte, i det hinsides sammen med Jesus, som du troede fuldt og fast på som din frelser. Også selv om du indimellem følte dig angrebet af mørkets kræfter.«

Og forfatteren og journalisten Daniel Øhrstrøm fra Kristeligt Dagblad »blev glad, da jeg forleden læste om hendes nyfundne kristne tro,« skriver han.

»Men depression er en livsfarlig sygdom for alle, så vi må huske at tænde lys for hinanden her i vintermørket.«

Dina Al-Erhayems søster takker på Facebook for den megen »varme, der strømmer mod os« og håber på forståelse i den kommende tid.

»Mange ringer og skriver til mig. Jeg kan lige nu ikke tale med jer. Jeg vil gerne men jeg kan ikke,« skriver hun.

Familien står ifølge Anja El-Erhayem over for endnu flere udfordringer: »Vores mor dør indenfor meget kort tid. Min far er kommet på sygehuset med en blodprop i hjertet.«