»Hun får ting frem, som jeg ikke har set før«

Mesterinstruktøren David O. Russel og filmstjernen Jennifer Lawrence har lavet deres tredje film sammen. Berlingske mødte Hollywoods nye power-duo i London.

Jennifer Lawrence på den røde løber. Fold sammen
Læs mere
Foto: TONY GENTILE
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

LONDON: »Jeg kan godt lide at være på den side af ham, hvor hjertet sidder,« siger Jennifer Lawrence med en lille hæs, koket latter, der straks formindsker den lidt kølige »rød løber«-distance, som hendes kraftige make-up og den højhalsede, ærmeløse selskabsbluse med sølvglimmer ellers kunne signalere.

David O. Russell giver hende sin jakke til at dække de bare arme med i det lidt kølige rum og tager plads ved siden af, mens han læner sig tilbage i stolen med lukkede øjne.

»Wauw, det er dybt,« siger han til den unge kvindes bemærkning.

Hvilket det selvfølgelig ikke rigtig er. Og så alligevel. Den helt særlige kemi mellem Hollywoods kraftigst lysende superstjerne og den tilsyneladende evigt Oscar-flirtende filminstruktør virker tæt på legemliggørelsen af alkymisternes drøm om formlen for guld. De er begge to klar over, at de er i gang med noget helt særligt, som det er værd at værne om, og som det gjaldt for de gamle guldmagere, er der først og fremmest brug for varme, masser af varme.

En film for alle kvinder, der tør

Jeres nye film »Joy« er jeres tredje film sammen. Hvad får I ud af at arbejde sammen?

»Jeg bliver vidne til den systematiske dygtighed fra én, som jeg var en kæmpestor fan af, allerede før jeg mødte ham, »siger Jennifer Lawrence:

»Jeg lærer mere om mig selv og om film og om at spille skuespil, end jeg nogensinde har haft chancen for før. Vi har også en meget dyb forståelse for hinanden, parret med kærlighed og respekt.«

»Joy« er løst bygget over amerikaneren Joy Manganos livshistorie. Hun gik med ét slag fra at være fraskilt mor til tre, der kæmpede for at få tilværelsen til at hænge sammen, til at udleve drømmen om at skabe og opfinde.

Hun fik chancen i 1990erne på amerikansk TV Shop med sin »selvvridende Miracle Mop« og blev en legende og mangemillionær på sin evne til at tale lige ind i hjertet på gennemsnitsamerikaneren med sine smarte løsninger på deres hverdagsproblemer.

Det lyder som et oplæg til en ligefrem historie om den amerikanske drøm, og sådan var den også tænkt. Men da Russell fik filmprojektet i hænderne, skrev han det hele om. Han ønskede en film for alle kvinder, der tør. For kvinder, der ligesom Mangano beslutter at bryde grænser ned og at frigøre sig fra hverdagens forpligtelser for at forfølge magien, som han siger.

For Russell var det også afgørende at komme frem til noget nyt og skabe et filmunivers, der kunne udforske og udvikle samarbejdet med hans unge stjerne.

»Jeg har det privilegium at arbejde med én, som jeg elsker og respekterer enormt. Hun får ting frem, som jeg ikke har set før. Hvis hun ikke ville have lavet denne film, så ville jeg heller ikke,« siger Russell.

»Og vice versa. Vi gik ind i den som et hold, og vi forlod den som et hold,« kvitterer Lawrence og beder Russell om at finde noget at spise. Noget andet end chokolade.

»Vent lige. Der er ikke noget særligt spændende her. Men vi har broccoli. ... Vær venlig at komme med lidt mad, folkens! Er der nogen, der lytter,« siger Russell med pludselig skarphed til to assistenter, der står bagved.

To plasticbøtter med salatblade og broccoli kommer ind. Man fornemmer, hvordan instruktøren forventer at blive lyttet til og reageret på øjeblikkeligt.

Lawrence på Oscar-kurs?

25-årige Jennifer Lawrence har allerede vundet en Oscar for den kvindelige hovedrolle i Russels »Silver Linings Playbook«. Hun blev nomineret til en Oscar for sin birolle i hans »American Hustle«, og sammen har de også vundet en række andre prestigefyldte priser. Pressevisninger af »Joy« har dog ført til blandede anmeldelser.

En del kalder filmen springende, uforløst og lidt af et fejlskud i Russels lange række af succeser, men filmen er allerede nomineret til flere priser, og nogle har også forventninger til en ny Oscar-nominering til Lawrence.

I »Joy« spiller hun for første gang rollen som en, der bliver ældet gennem tre årtier. Som i »Hunger Games« og andre af hendes film er det samtidig en rolle, hvor hun kæmper mod alle odds og påtager sig tunge forpligtigelser for at hjælpe sine nærmeste, men klarer sig, fordi hun er en stærk kvinde.

Du er blevet et forbillede for mange piger og unge kvinder og et symbol på kvinder, der kan og vil. Er det et mål for dine roller, eller er det mere et biprodukt af dine roller?

»Det er vel snarere et biprodukt,« siger Lawrence og gumler højlydt på endnu en broccolistump.

Russell bryder ind og siger, at han rent faktisk tænkte på Lawrences udstråling i rollen som Katniss Everdeen i »Hunger Games«, og at han prøvede at bruge den i sin nye film:

»Jeg tror, at hun dengang blev en inspiration for mange, og jeg forestiller mig, at de samme piger, der så »Hunger Games«, også ser den her film. Her vil inspirationen for dem så være, at livet ikke slutter, bare fordi du bliver skilt. At du ikke behøver at hade ham, du bliver skilt fra. Og at du kan beslutte at gøre noget, som du virkelig gerne vil.«

En assistent kommer ind og vifter med hånden. Tiden er gået for fire journalister fra fire forskellige lande med hver deres spørgsmål. Hollywood-stjernerne har været med til at promovere deres nye film, og det her var det sidste interview, så nu er der mulighed for at nyde lidt af opholdet på luksushotellet Claridge’s i Londons Mayfair. Jennifer Lawrence strækker armene i vejret og forvandler sig fra filmstjerne med millionsucceser til enhver anden 25-årig på weekend i storbyen.

»Jeg er officielt på ferie,« råber hun, efterfulgt af et højlydt, langt præriehyl.

Russell tager sig tid til en sidste bemærkning til Berlingske.

»Vi sagde, at vi ville lave den her film på en måde, hvor første del handler om at stille tingene op. Og så – BANG!«

Den 57-årige instruktør taler stadig film, mens den unge skuespillerinde på vej ud af rummet mumler:

»Jeg vil åbne noget champagne!«

»Joy« blev anmeldt i Berlingske 25. december.