Hun er født til at filme

Sofia Coppola bærer sit berømte efternavn med en reserveret følsomhed, der ikke ligefrem sparker dørene ind hos hendes omgivelser. Berlingske forsøgte alligevel at komme lidt tættere på instruktøren, der netop nu er aktuel med sin femte film, »The Bling Ring«.

Sofia Coppola lukker gerne sin berømte far Francis Ford Coppola ind i klipperummet, men han får ikke lov til at blande sig, for hun vil gøre tingene på sin egen måde. Foto: Loic Venance Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

CANNES: Der er filminstruktører, hvor et enkelt spørgsmål eller to kan virke som at trykke på en knap, og så flyder ordstrømmen derudaf: om tanker, følelser og overvejelser.
Og så er der dem, for hvem det at tale om deres egne film er en sværere proces. Ikke fordi de nødvendigvis er afvisende, arrogante eller uvenlige, men mere fordi det egentlig ikke falder dem så let. Fordi det at lave en film er en praktisk, intuitiv og personlig proces, der ikke sådan lige lader sig overføre til bombastiske slaglinjer og udfoldede verbale analyser.

Kald det følsomhed, indadvendthed eller social tilknappethed, resultatet er i al fald, at man godt kan føle sig lidt som en fremmed fugl, der forsøger at trænge ind i en anden fugls private rede, hvor stråene er lagt efter særlige mønstre, og æggene placeret på en bestemt måde, der ikke umiddelbart lader sig forklare i letfordøjelig fuglekvidder.

Sådan er det at møde Sofia Coppola – datter af den berømte og berygtede Francis Ford med det legendariske efternavn – som har lavet sin foreløbigt femte spillefilm, »The Bling Ring«, og som vi interviewer tidligere på året midt i filmfestivalen i Cannes’ frenetiske film-ekstravaganza, hvor »The Bling Ring« åbnede den såkaldte Un Certain Regard-serie.

»Det er svært for mig at analysere mine egne film. Misforstå mig ikke, jeg er glad for interessen for filmen, og jeg har selvfølgelig gjort mig en masse tanker om, hvorfor jeg har gjort tingene på en bestemt måde, men jeg har ikke så megen distance, at jeg kan analysere det,« siger hun. Kortfattet, afdæmpet og en smule undskyldende.

Vidunderligt comeback

Men vi bliver alligevel ved med at presse på for svar og åbninger ind til den 42-årige Sofia Coppolas tanke- og livsverden.

Hvorfor? Fordi hun er én af de mest spændende og talentfulde kvindelige amerikanske filminstruktører, og fordi hun – i al fald i forhold til denne interviewer – adskillige gange har ramt så rent ind i den dér særlige filmiske melankoli, der kun lader sig beskrive på skrift med fattige klicheer som »bittersød« og »stilfuld«.

Debuten, »The Virgin Suicides« fra 1999, baseret på Jeffrey Eugenides’ roman om fem søstre i en stille forstad i 1970ernes USA, der begår kollektivt selvmord, var et unikt og fintfølende blik på snærende familiebånd og den tumultariske forvandling fra pige til ung kvinde.

Hendes anden film, den mesterlige »Lost in Translation« (2003), bød på et vidunderligt comeback for Bill Murray i rollen som en aldrende skuespiller, der tager til Tokyo for at lave en whisky-reklame og søvnløs vandrer rundt på luksushotellet, hvor han møder en ung og søgende kvinde (indtagende portrætteret af Scarlett Johansson), der er ved at glide fra sin selvoptagede fotografkæreste.

Filmen blev lavet i kølvandet på, at Coppola var blevet skilt fra hot shot-instruktøren Spike Jonze, som hun havde været gift med i fire år, og den viser hendes unikke sans for at blande tætte, skæve og personlige portrætter med et cutting edge-soundtrack og mættede, drømmende billedlandskaber.

»Jeg kan godt lide at filme i virkelige omgivelser, hvor jeg kan opbygge en atmosfære. Jeg elsker for eksempel hoteller. Det er sådan nogle overgangssteder, helt deres egen verden, som ikke er en del af dit daglige liv. Og så har jeg altid været interesseret i fotografi og visuelle kunstarter; interesseret i, hvordan man fortæller en historie i billeder, og det påvirker, hvordan jeg laver film,« siger Sofia Coppola, der også arbejder intenst med musik, som er en integreret del af hendes film, og som ofte bliver brugt under optagelserne:

»At spille musik på filmsettet hjælper så meget med til at få den rette atmosfære, så skuespillerne virkelig kan leve sig ind i scenerne,« siger hun.

I blitzlysets skær

»Marie Antoinette« (2006), opfølgeren til »Lost in Translation«, hvor historien om den naive franske dronning er fortalt som en art filmisk musikvideo, var en big-budget fejltagelse og lærte Sofia Coppola på den hårde måde, at mange penge ikke nødvendigvis er lykken for en filminstruktør.

»Jeg vil gerne arbejde med mindre budgetter, for så har jeg større kreativ kontrol, og jeg kan fokusere på historier med færre personer. Det er sværere at holde styr på med de store produktioner,« som hun siger.

Så hun nedskalerede igen, og det blev til den glimrende »Somewhere« (2010) om skuespilleren Johnny Marco, der trods sin berømmelse ikke rigtig føler nogen mening med sit liv. Og nu altså »The Bling Ring«, der er baseret på den virkelige historie om en gruppe unge fra Los Angeles, som var besat af realityshow, sladderblade, kendisser, hurtig berømmelse og de sociale mediers evige eksponering, og derfor begyndte at bryde ind i deres idolers hjem og stjæle alskens mærkevaretøj og tilbehør. Paris Hilton og Lindsay Lohan var nogle af de kendte, der fik uventet besøg, og banden, som hurtigt blev døbt »Bling Ring«, nåede at negle værdier for mere end tre mio. dollar, før medlemmerne blev fanget og dømt.

»Da jeg første gang læste historien om »Bling Ring«, slog det mig, hvor meget den indkapsler vore dages popkultur – den der fascination af berømtheder, realityshow, sociale medier osv., og hvordan den umiddelbare adgang til store mængder information påvirker unge mennesker. Det er som om, det her aspekt bare vokser og vokser, og jeg er nysgerrig efter, hvordan den næste generation vil reagere: Vil det bare blive ved med at eksplodere, eller vil der komme en form for modreaktion? Historien føltes så nutidig. Jeg tror ikke, den kunne være lavet for bare ti år siden,« siger Sofia Coppola, der egentlig ikke har særlig meget til overs for virkelighedens »Bling Ring«-medlemmer.

»Men jeg prøver at forstå, hvad deres drivkraft er. Jeg prøver at vise, hvad de er rundet af, og hvad de går op i. Jeg prøver at beskrive deres oplevelser og så overlade det til publikum at dømme dem. Jeg ville have, at filmens stilistiske side gik hånd i hånd med fortællingen. Den skulle være lys, glittet, irriterende, hurtigt klippet og med al energien fra de her unge mennesker, som er så besatte af bling-bling-verdenen,« siger hun.

Samarbejde med storebror

Selv er hun – paradoksalt nok – vel nærmest født svøbt i bling. Hun er Hollywood royalty, fik sin første filmrolle som spædbarn i farens »The Godfather« og forsøgte sig sidenhen som både skuespiller og model. Hun har sit eget tøjmærke, der kun forhandles i Japan, men det er som manuskriptforfatter og filminstruktør, at hun har skabt sig en varig karriere.

Hun laver film sammen med storebroderen Roman, som har produceret »The Bling Ring«, mens hendes far er producent – såkaldt executive producer – på filmen. Hun er kusine til bl.a. Nicolas Cage og bor til daglig i New York med manden Thomas Mars – forsanger i rockbandet Phoenix – med hvem hun har to børn. Hun færdes blandt musikere og filmfolk, besøger jævnligt Hollywood og Los Angeles og anerkender, at »der er et aspekt« af den samme berømmelseskultur, som hun er så kritisk optaget af, i hendes eget liv.

»Jeg ville aldrig bo i Los Angeles, fordi det hele er så centreret omkring denne tabloid-kultur. Jeg deltager i nogle ting, men det skal ikke være hele omdrejningspunktet – alting med måde, som man siger.«Hvorfor arbejder du sammen med din familie?»Jeg arbejder sammen med min bror, fordi han er en stor hjælp, vi er tætte, og vi kan sammensætte et godt filmhold. Min far er executive producer, så han er ikke direkte involveret i det daglige, men jeg viser ham filmen, når jeg er i klipperummet,« siger hun. Men du får ikke nogle gode råd fra farmand undervejs?

»Nej, ikke rigtigt. Jeg vil gerne finde ud af tingene på min egen måde.«

En mørk side

Finde ud af tingene på min egen måde.

Det kunne lyde som et af de centrale temaer, der flyder igennem Sofia Coppolas film, hvor hovedpersonerne næsten altid skal finde ud af tingene på deres egen måde. Fra den rebelske og egensindige Lux i »The Virgin Suicides«, den sørgmodige Charlotte i »Lost in Translation« og den blåøjede Marie Antoinette til den følelsesløse Johnny Marco i »Somewhere« og gruppen af unge i »The Bling Ring«, der forsøger at skabe deres egen eksistens i en overfladisk, kulturløs verden.

»Historien i »The Bling Ring« er ganske anderledes end eksempelvis »The Virgin Suicides«, der er lavet i en helt anden uskyldig tid. Jeg er blevet ældre og har helt andre følelser. Men det er rigtigt, at jeg laver film om mennesker, som er i en overgangsfase, og som prøver på at finde deres plads i den verden, de befinder sig i, og »The Bling Ring« har også det element i sig. Alle mine film er meget forskellige, men der er bestemt temaer, som går igen,« siger Sofia Coppola.

Og stopper så talestrømmen igen, førend den overhovedet er gået rigtigt i gang.

»Det er svært for mig at analysere mine egne film«.

Udsagnet fra tidligere i samtalen giver genlyd som et ekko. Men vi fremturer alligevel en sidste gang:Er der en mørk side i alle dine film?

»Jeg har ikke rigtig tænkt over det, men jeg håber, at der både er lys og mørke. Livet ville være kedeligt uden den mørke side.«

»The Bling Ring« har dansk premiere i morgen.