Hun er Elektra

Marijana Jankovic er født og opvokset i Montenegro og kom som syvårig til Danmark sammen med sine forældre. Her forfulgte hun sin barndoms drøm om at blive skuespiller, og der er stærkt bud efter den 28-årige skuespiller, som lige nu kan opleves som Elektra på Betty Nansen Teatret.

Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hun kommer svingende på sin spritnye, røde cykel ned ad Frederiksberg Allé, og da hun stiller den fra sig foran cafeen, genkender jeg hende på det lange, mørke hår. Og smukke, lidt kantede træk.
Straks vi har sat os indenfor, afslører hun, at håret er det rene snyd, eller rettere sagt extensions. For nylig fik hun nemlig den fikse idé at klippe sit eget hår, og det passede ikke til rollen som den iltre, hævntørstige Elektra.

Hun kommer lige fra prøverne, og Marijana Jankovic ser ikke spor hævntørstig ud. Men hun siger, at hun ligesom Elektra også selv har et heftigt temperament.
Hun ser hende som en slags kvindelig Hamlet.
»Elektra er klog – men sindssyg. Hun har siddet i ti år og ventet på at hævne mordet på sin far. Hun kan ikke længere sætte grænser for sit had – billederne er løbet af med hende,« siger hun og mener, at den 2.000 år gamle tragedie stadig er relevant.

Hvordan mere præcist?
»Jeg kan da for eksempel godt forestille mig, at der stadig lever krigsramte børn, som aldrig kan få et normalt liv, fordi de har set deres forældre blive slagtet. Det sker ikke kun i historier, der er skrevet for mange, mange år siden, og som kaldes for græske tragedier. Det sker også i virkeligheden. Noget hører man om, andet hører man ikke om. Men det sker.

Elektras had er skræmmende, ja. Men hvis jeg prøver at sætte mig i hendes sted og tænker: »Hvad nu, hvis det var sket for mig?« Jeg kan ikke sige, at jeg ville have gjort det samme. Men jeg kan godt forstå det. For hvis man har oplevet den slags, kan man ikke få et normalt liv. Man bliver i hvert fald aldrig et lykkeligt menneske.«

Marijana Jankovic er født og opvokset i Montenegro og er af serbisk afstamning. Hun var syv år, da hun sammen med sine forældre og sine to ældre brødre flyttede til Danmark. Det var i 1990 og før borgerkrigen i Eks-Jugoslavien.

Blev din familie ramt af borgerkrigen?
»Nej, for der var aldrig som sådan borgerkrig i Montenegro. De blev mere ramt af fattigdom. Men vi har da siddet med angst herhjemme i Danmark og tænkt: »Hvad sker der nu?« På den måde har jeg jo et billede af krig, fordi vi hele tiden så og hørte om det i aviser og fjernsyn. Mine fætre og onkler har været i krig, og mine brødre blev også indkaldt til militærtjeneste – men det var efter krigens tid.«

Hun nævner NATOs bombninger af Serbien og Montenegro i 1999 som det, der gjorde størst indtryk på hende.
»Jeg husker det som en rigtig svær tid. Jeg var ung dengang, og ligesom Elektra dannede jeg mig billeder af det, der skete: »Hvordan mon de havde det alle sammen dernede?« Min fantasi rakte langt ud over virkeligheden, når det gjaldt dem, jeg holdt af,« siger Marijana Jankovic.

Hun voksede op i en lille, fattig landsby omgivet af Montenegros »store og smukke bjerge«. Hun husker det som en tryg barndom, tæt på naturen.
»Hele min familie boede der, og den fornemmelse af at høre til et sted, alt dét skulle jeg genskabe, da jeg kom herop. Min mor og far kom hertil som gæstearbejdere, og først flyttede de alene herop og boede hos min faster. Siden kom jeg og mine brødre også herop.
Første gang var dog ingen ubetinget succes.

Jeg var seks år og begyndte at gå i børnehave, hvilket jeg aldrig havde prøvet før. Efter nogle måneder havde jeg en morgen pakket alle mine ting og stillet mig i døren og sagt: »Nu vil jeg gerne tilbage.« At komme fra Montenegros bjerge til Nørrebro, og mor og far var på arbejde, og mine brødre var der ikke. Jeg forstod ikke et ord.«

Hvordan reagerede dine forældre?
»Ja, de måtte jo sende mig tilbage. Jeg har lidt den samme viljestyrke som Elektra, og lige siden dengang har jeg haft det sådan, at hvis der var noget, jeg ville, så skulle det ske. Jeg har dog ikke været helt ude i ekstremerne endnu,« smiler hun og tilføjer, at det både er skræmmende og skønt at vide, at man har den egenskab.

Altså måtte forældrene sende deres seksårige datter med bussen hjem til Montenegro.
»Jeg fulgtes sammen med nogen, de kendte. Der gik vel otte måneder, hvor jeg boede dernede sammen med mine brødre hos vores familie i Montenegro. Og så kom min mor og far i deres Renault og hentede os og tog os med til H.C.Andersens land. Jeg har været her lige siden, og jeg har ingen planer om at forlade eventyret,« siger Marijana Jankovic.

I andet forsøg faldt hun forbløffende godt til i sit nye hjemland.
»Vi boede på Nørrebro, jeg lærte at tale dansk, og jeg fik min første lyshårede veninde. Når jeg tænker tilbage, kan jeg ikke helt finde ud af, om det virkelig var sådan, eller det er min barnlige fantasi. Men jeg husker det, som om jeg følte mig meget hjemme i Danmark. Nu havde jeg jo også mine brødre med mig. Vi er tæt knyttet til hinanden.«

Hun har aldrig følt sig splittet mellem sine to kulturer, siger hun.
»Jeg hører tit om andengenerationsindvandrere, som føler sig splittede. Den følelse har jeg ikke. Jeg føler mig hjemme her – og i Serbien og Montenegro, når jeg er der. Men jeg vil aldrig kunne forlade Danmark. Jeg har dannet mig et netværk af gode kollegaer og venner, som jeg er knyttet til, og som udfylder mit behov for at høre til et sted. Og Danmark er mit hjem.«

Spørger man Marijana Jankovic om den største forskel på de to lande, svarer hun prompte:
»Temperamentet. Jeg har altid skullet kæmpe med mit eget temperament, især på teaterskolen. Jeg kan huske, jeg blev vred, når de sagde: »Tæm dit temperament!« Det føltes mærkeligt. Men jeg blev jo taget så godt imod i Danmark, og jeg har aldrig oplevet racisme. Jeg ved ikke, om det har noget at gøre med, at jeg er pige. Jeg har også kæmpet for, at det ikke måtte stå i vejen for mig. Jeg har insisteret på at være mig selv, og samtidig på ikke at skille mig ud.«

Var du en mønsterelev i skolen?
»Nej, overhovedet ikke. Men helt fra barn var jeg mærkeligt selvstændig. Hvis jeg tog en beslutning om, at det her fag ville jeg være god til, så blev jeg det også. Jeg tror, jeg gik hemmeligt efter min plan om at blive skuespiller. I Montenegro er det et ret prestigefyldt job, så jeg så lidt op til dem, som var det. Da jeg så kom til Danmark, som var mit nye mulighedsland, tænkte jeg: »Hvad vil jeg gerne være? Skuespiller!« Og så gik jeg efter det. Det var den ultimative barnedrøm, og med mig skulle der ligesom ikke være noget kompromis. Så også på dét punkt ligner jeg Elektra. Jeg kan godt identificere mig med hendes viljestyrke,« siger Marijana Jankovic, som fik næret sine skuespillerdrømme via venskabet med kollegaen Dejan Cukic.

»Han kommer fra præcis den samme landsby som min familie i Montenegro. Hans forældre og min faster tog til Danmark sammen som gæstearbejdere i 70erne, så Dejan Cukic har også præget mit ønske om at blive skuespiller. Han fik lov til at spille gode roller, og jeg tænkte: »Når han kan, så kan jeg også.«

Det skulle vise sig at holde stik. Hun kom ind på Skuespillerskolen i Århus ved første forsøg. Og der har været bud efter hende fra både film, TV og teater, siden hun blev færdiguddannet i 2006.
»På skolen sagde folk tit, at jeg nok ville blive typecastet. Men sådan har jeg aldrig selv tænkt – at jeg skulle være uheldig på grund af mit mørke hår. Jeg har derimod altid tænkt: »Jeg skal lige vise dem, at jeg er god nok, og at jeg kan gå hele vejen.«

Dét har hun indtil videre fået lov til, og Marijana Jankovic ser lyst på fremtiden: »Jeg er meget taknemmelig. Gid det aldrig må stoppe,« smiler hun og iler over på teatret for at hente sin røde læbestift, for det vil fotografen gerne have. Og man må jo levere varen.

Læs anmeldelsen af Elektra her