Hun er 73 og optræder i en sky af pailetter: »Vi opfinder alle sammen os selv. Nogle af os har bare bedre fantasi end andre«

De sidste fem årtier har Cher genopfundet sig selv gang på gang som diskodronning, prisvindende skuespillerinde, Las Vegas-diva og dancepopikon. For selv om Cher både er alt for meget og helt perfekt, så har hun banet vejen for Madonna, Britney, Lady Gaga og Beyoncé. Tirsdag aften kommer hendes popshow til Royal Arena.

Cher på scenen i Schweiz på sin nuværende turné omringet af guldklædte gladiatorer. Hun er berømt for sine farverige, flamboyante shows med pailetter, glimmer og masser af konfetti. ENNIO LEANZA

Året var 1988, og Cher strålede på den røde løber. Hun så ikke bare fantastisk ud i en drøm af en sort, gennemsigtig Bob Mackie-kjole, der mindede om et mavedanser-kostume og ikke overlod særligt meget til fantasien.

Hun havde også vundet en oscar for bedste skuespillerinde, og dermed bevist, at hun ikke blot var sangerinde med en af 60ernes største duetter i bagagen. Hun var skuespillerinde og endda en af tidens bedste af slagsen, der to år tidligere var nomineret i samme kategori for filmen »Moonstruck«.