For nogle somre siden besøgte jeg National Air and Space Museum i Washington og stod på et tidspunkt nogle få skridt fra den klaustrofobisk trange Mercury-rumkapsel, der bragte John Glenn i kredsløb om Jorden – som den første amerikaner nogensinde.
Da var det svært at holde et gys tilbage: Frivilligt at sætte sig ind i sådan en blikdåse og afvente, at løfterakettens mange tons højeksplosivt brændstof blev antændt, må have krævet ufatteligt mod og mandshjerte.
Hvorfor er det så, spillefilm om astronauter sjældent formår at engagere på samme måde som den historiske virkelighed, de skildrer? Det spørgsmål er atter blevet aktuelt med 50-året for den første mand på Månen, og premieren på Damien Chazelles film om samme, »First Man«, med Ryan Gosling i rollen som en særdeles jordbunden Neil Armstrong.
At sende en vellykket astronautfilm i luften er forsøgt før, og hver gang er resultatet blevet mindre end anstrengelserne. Man fristes til at sige: »Houston, vi har et problem ... med astronautfilm«.
I 1983 var der filmatiseringen af Tom Wolfes bog om NASAs astronauttræningsprogram »The Right Stuff«, og i 1993 havde instruktøren Ron Howard premiere på sin »Apollo 13« med Tom Hanks som leder af den uheldsramte Apollo-mission, hvor tre mænd var tæt på at omkomme.
Begge film er velegnede, hvis man gerne vil halvslumre en fredag aften foran fjerneren uden at komme i unødig affekt. Og desværre bliver det sandsynligvis samme skæbne, »First Man« får på den lange bane.
For selv om Damien Chazelle har iscenesat sin fortælling om Neil Armstrong i en vekslen mellem buldrende affyringsscener og stilfærdige tableauer fra astronauternes hjemmefront, lider »First man« af samme grundlæggende problem som alle tidligere astronautfilm.
Selv om astronauternes bedrifter er svimlende at tænke på, er virkelighedens rumrejser ikke nødvendigvis oplagt materiale at lave spillefilm om. Vi ved jo, hvordan rejserne ender, og i rummet kan alle høre dig gabe: Der sker nemlig ikke så meget i det lufttomme rum.
Retfærdigvis skal det dog også fremhæves, at »First Man« rummer nogle forsøg på at give de nu velkendte miljøer og karaktertyper et frisk spin.
Ryan Gosling er velvalgt i rollen som Armstrong, manden som hele verden kendte, og ingen vidste noget om. I første scene kæmper han med kontrollen over et eksperimentalfly – og det er faktisk en helt spændende scene.
Det lykkes ham at bringe flyet intakt ned, men hans overordnede er stadig usikre på, om de fremover kan stole på ham. De ved nemlig, at Armstrongs tanker er hos datteren, der ligger for døden på grund af en uhelbredelig hjernetumor.
Ryan Goslings scener med pigen, der spiller hans datter, er rørende uden at være rørstrømske og er en del af instruktørens samlede relancering af Armstrong som en moderne mand, der kan lave mad, være romantisk med sin hustru (spillet af Claire Foy) og græde utrøsteligt i ensomhed, da hans datter bliver taget fra ham.
Efter datterens død bliver Armstrong ansat hos NASA, der søger astronauter til de højrisikable opgaver, som rumkapløbet med Sovjetunionen indebærer. Han bliver medlem af den eksklusive kreds af astronauter, der alle håber at blive sendt på den ultimative mission til Månen. Da tre kolleger omkommer i en pludselig brand, er Armstrong pludselig forrest i linjen.
Det overrasker, at instruktøren Damien Chazelle, der lavede den højstiliserede neomusical »La La Land«, i »First man« er gået efter et nærgående, nærmest socialrealistisk portræt af familien Armstrong. For Goslings mange fans må filmen bestemt være øjeguf, idet skuespilleren er i ultranærbillede i halvdelen af filmen. Men på nær det kortvarige sammenbrud ved datterens død har Gosling valgt at gøre Armstrong næsten udtryksløs, grænsende til det gådefulde, ikke ulig sin rolle i Nicolas Winding-Refns gangsterfilm »Drive«.
Og selv om det ikke skurrer mod portrættet af Armstrongs nærmest overjordiske koldsindighed, ender hans uudgrundelige udtryk med at blive en irriterende visuel hyletone, der underminerer filmens implicitte postulat om intimitet.
Claire Foy får meget ud af den utaknemmelige rolle som Armstrongs hustru, der løfter en stor PR-opgave for NASA, og tager omtrent de samme diskrete virkemidler i brug, som hun gjorde det i rollen som dronning Elizabeth II i Netflix-serien »The Crown«.
I de fleste rumfilm bliver dialogerne tynget af den aldrig hvilende techno-samtale mellem kontrolcentret og de rumfarende, og »First Man« er ikke en undtagelse, ligesom filmen, som alle foregående Apollo-film, snart stagnerer i de velkendte billeder af mænd i kortærmede skjorter og slips, der bekymret sidder bøjede over kontrolpulte og håndtegnede grafer.
Filmen gør ikke noget reelt forsøg på at formidle astronauternes udfordringer med krængningsgrader og rotationsmomenter. Man bliver som i tidligere film og dokumentarskildringer imponeret af, hvordan NASA måtte stole på computere med komisk lav regnekraft, men at være imponeret er ikke en følelse, der kan holde publikum gående gennem næsten toogenhalv times rejse i det tomme rum.
Til gengæld får man i højere grad end i tidligere film fornemmelsen af, at rumfartøjet var meget langt fra at være et skinnende højteknologisk vidunder. Efter tre dage i rummet er astronauterne slidte og snavsede, og deres fartøj har faktisk mere karakter af at være et flyvende gravkammer.
Da Ørnen endelig står plantet i månestøvet, brager hyldestbasunerne løs på lydsiden, men lige meget hjælper det. Filmen kan ikke forhindre, at landsætningen fremstår som en kolossal antiklimaks, eller i bedste fald som civilisationens meningsløse protest mod det lufttomme rum. Dermed kommer »First Man« ufrivilligt til at bekræfte 1960ernes kritik af Apollo-missionerne som verdens største forfængelighedsprojekt. Og det er jo ikke retfærdigt over for de mænd, der vitterligt var af den rette støbning.
»First man«.
Af Damien Chazelle. Med Ryan Gosling og Claire Foy.
I biografer over hele landet.