Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Så kalder sofaen! Et længe ventet tv-maraton er nært forestående.
Det drejer sig naturligvis om den populære, politiske Netflix-serie »House of Cards«, hvis tredje sæson har premiere på fredag.
Hvad kan vi vente os? Flere amerikanske anmeldere har fået lov til at se et par af de første afsnit på forhånd, og anmeldelserne er klar.
Men lad os lige snakke om historien først.
Det er ikke nemt at være præsident
Seriens to hovedpersoner, det kyniske powerpar Frank og Claire Underwood, er nu henholdsvis USAs præsident og præsidentfrue efter at have slået Garrett Walker af pinden.
I sæsonåbningen deltager Frank - noget modstræbende - i en form for officiel ceremoni og vrænger til seerne, at »det får mig til at se mere menneskelig ud«.
Derfra ruller »House of Cards« videre i samme rille som de tidligere sæsoner, men med en række nye plots.
Uden at afsløre for meget kan vi godt sige, at det ikke er så nemt at være præsident, som Frank Underwood troede.
Han er kommet hurtigt til magten, og hører ikke hjemme der, mener hans politiske modstandere. Selv hans egne folk tvivler på ham.
Men Frank er altid mest underholdende, når han oplever modgang.
Manden elsker jo - som bekendt - hævn, skriver New York Post, der begejstret giver de første afsnit af serien 3,5 ud af 4 mulige stjerner.
Claire og Hillary
Flere medier mener, at Claires historie i sæson 3 minder ret meget om Clinton-parrets. Præsidentfruen vil ikke bare stå i baggrunden som en hvilkensomhelst anden præsidentfrue. Hun vil have magt.
En ny person i serien er den russiske præsident, som spilles af danske Lars Mikkelsen. New York Post skriver, at Mikkelsen er »fremragende grov« i rollen.
Krumspring
Variety mener, at sæsonen, takket været gode skuespillere i et højspændt miljø, er solid underholdning. Men ifølge anmelderen har selve plottet mangler.
»Kevin Spacey (Frank Underwood, red.) og Robin Wright (Claire Underwood, red.) er fremragende som det centrale par, men deres søgen efter magt er lykkedes, og seriens arkitekt Beau Willimon er tvunget til at ty til krumspring for at opretholde dramaet,« skriver magasinet og fortsætter:
»Serien føles udspillet, som om den skulle have trukket sig tilbage uden en tredje sæson.«
Bedre end sæson 2
Anderledes positiv omkring plottet er anmelderen på Time Magazine. Han var ikke særligt begejstret for sæson 2, hvor Frank - ifølge ham - kom for nemt til det hele. Men det problem er afhjulpet i tredje sæson i form af flere fjender og nye, anderledes udfordringer.
»Serien er blevet mere procesorienteret, og det gør House of Cards til et lidt anderledes show nu,« skriver han og fortsætter:
»Men nogle fans vil måske ønske sig tilbage til gamle dage, hvor Frank skubbede folk ud foran tog.«
Anmelderen påpeger dog, at serien »ikke er fantastisk tv«.
Fredag morgen kl. 9.01
»House of Cards«, der foregår i det politiske miljø i Washington DC, har vundet adskillige priser og var i 2014 nomineret til 13 Emmy'er.
Den politiske dramaserie er en genindspilning af en BBC-serie, som er baseret på en roman af Michael Dobbs, der tidligere har arbejdet for Det Konservative Parti i Storbritannien.
Netflix oplyser, at tredje sæson af »House of Cards« får premiere kl. 9.01 fredag morgen dansk tid.