Hos de rige nord for København: »De, der bor her, er den eneste befolkningsgruppe, vi stadig må kalde for svin«

Teatret Familien byder publikum på et møde med de riges liv i en teaterforestilling, der er baseret på interview med mennesker fra de velbjærgede områder nord for København. Scenen: en velhavervilla i Charlottenlund.

Overflod: Lene Skytt og Gry Guldager fra kunstkollektivet Familien er instruktørerne bag forestillingen »Første parket«, der undersøger, hvad det vil sige at bo i »reservatet« nord for København. En velholdt Charlottenlund-villa udgør rammen om forestillingen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Den ligger diskret bag en høj hæk på Jægersborg Allé. Midt i det Charlottenlund, hvor efterårsløvet daler en lille smule pænere end andre steder. Hvor ældre damer med velordnede frisurer og i tynde, stamtsiddende dynejakker lufter deres småhunde, og hvor konebilerne kæmper om at kunne parkere lige foran den lokale Meny.

Og den ligner det, den skal. En smuk, velholdt og hvidmalet patriciervilla fra begyndelsen af forrige århundrede. Sortglaseret mansardtag og store vinduespartier mod alle verdenshjørner. Også mod baghavens azurblå swimmingpool. Med andre ord: drømmen om det gode liv for rigtig mange.

Sådan et sted, der sætter drømmene i sving: Tænk, hvis man boede her! Men når man diskret banker på døren, møder man ikke det, man skulle tro.

Gry Guldager

»Der er en anden reserverethed her, en følelse af, at man lige skal ses an. Det er jo interessant som en kunstner, der gerne vil grave helt ind til sandheden.«


»Hvad så du på vej herud? Og hvad tænker du umiddelbart ved mødet med huset?« er omtrent det første, jeg bliver spurgt om, da en ung, smilende kvinde lukker op. Spørgsmålene falder næsten, som om hun var en etnolog, der ville registrere mine observationer af et fremmed folkefærd og dets skikke. Og længere inde i de elegante rum, der er udsat for et kreativt rod, møder jeg andre yngre mennesker, som afbryder deres intense arbejde for at hilse.

Teaterkollektivet Familien har de seneste uger indtaget en Charlottenlund-villa, der er blevet nøje udvalgt som ramme om deres kommende, interaktive forestilling med titlen »Første parket«. En forestilling, der er blevet til med støtte fra Statens Kunstfond, og som giver publikum mulighed for at møde de mennesker, der bor i »reservatet«, velhaverkvartererne nord for København.

Jeg sætter mig ned i den rummelige stue sammen med skuespilleren Gry Guldager og instruktøren Lene Skytt, der er en del af Familiens kunstneriske ledelse. Rundt om os breder sildebensparketten og de ægte tæpper sig, som vi sidder her i de cremefarvede sofaer mellem den knejsende fajancekakkelovn og B&O-fjernsynet. Er det her drømmen om det gode liv?

»Det tror jeg er meget en smagssag,« siger Lene Skytt, der hjemmevant har foldet benene sammen under sig.

»Nu har jeg selv lige købt et hus for første gang i mit liv, så jeg er meget glad for det sted, jeg bor lige nu, men hvis jeg hver dag var kommet fra min gamle lejlighed på Amager og herop, ville jeg endnu tydeligere kunne mærke, at jeg synes, det er lækkert. Stort, lyst, have og pool. Hvis jeg flyttede ind med mine børn og selv skulle gøre rent, ville det nok hurtigt blive noget andet.«

»Hvis du ønsker at blive en del af reservatet, så er dette drømmen,« mener Gry Guldager.

Hjemme hos Lis og Ole

Det er netop den drøm, mange af os andre nærer, der er forestillingens kerne. Selv om man som tilskuer bliver udsat for en iscenesat virkelighed, er det i mødet med sig selv og sine fordomme om »de rige«, den egentlige forestilling opstår. Kunstnerkollektivets forestillinger, hvoraf »Første parket« er den syvende, baserer sig nemlig på publikums aktive medleven. Den er del af en trilogi, der begyndte for et par år siden med den roste »En landsby på højkant«, der baserede sig på publikums møde med virkelighedens mindre velstillede mennesker, den såkaldet »underklasse«, som boede i et nedrivningstruet højhus på Amager.

Gry Guldager og Lene Skytt trykker den af i pejsestuen. I forestillingen leges der med middelklassens fordomme om »de rige«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Egentlig er villaen, der danner rammen om den aktuelle forestilling, ejet af et ældre par, som bor i Jylland, men som købte villaen for at have et sted at bo, når de var i København, og hvor de kunne være sammen med deres børnebørn. Men i forestillingen tilhører den det fiktive par Lis og Ole, velhavende mennesker med en årsindkomst i nærheden af fem millioner. De er i tresserne, har tre voksne børn og sidder godt i det, ikke mindst efter, at de besluttede sig for at starte deres eget firma.

»Vi taler lidt om den som en Guldlok-forestilling,« forklarer Lene Skytte.

»Man kommer ind i Lis og Oles hus, hvor man skal spise deres mad og sove i deres seng. Mærke, hvad det er for liv, de lever. Men også mærke, hvad man selv har med sig, og hvad det får en til at tænke om mennesker, der lever som Lis og Ole. Det er interessant at sætte midelklassens begær, fordomme og misundelse i spil.«

En anden diskretion

Som forberedelse til forestillingen, hvor 20 mennesker pr. aften inviteres hjem til Lis og Ole, er gået en lang proces, hvor holdet bag »Første parket« har interviewet en lang stribe af anonyme enkeltpersoner, der enten bor i de velbjærgede kvarterer nord for København, eller som har boet der. De har spurgt dem ud om deres liv. Spørgsmål, der har drejet sig om, hvordan de ser på sig selv. På den tilværelse, de har opnået, enten fordi de har arbejdet sig til den, været heldige eller arvet. De er også blevet spurgt om, hvordan de ser på andre. Det har ikke været helt så let at få svar, som Familien først havde troet.

»Det er sjældent, man vil lukke op for det, man sidder midt i,« er Gry Guldagers erfaring.

Gry Guldager er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole 2007. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

»I højhuset væltede historierne nærmest ned over os. Vi skulle bare sætte os i fællesrummet, så kom de. Men der havde beboerne også mere tid, end de har her. Dengang lavede vi en forestilling om mange mennesker på få kvadratmeter. Nu laver vi en om få mennesker på mange kvadratmeter. Vi sidder jo i en kasse blandt andre kasser, så vi har i langt højere grad skullet være opsøgende,« forklarer hun.

De er også stødt på en anden form for diskretion, når de har interviewet mennesker, der er bedre stillet.

»Der er en anden reserverethed her, en følelse af, at man lige skal ses an. Det er jo interessant for en kunstner, der gerne vil grave helt ind til sandheden.«

De dybeste hemmeligheder og den dramatiske historie har folkene bag projektet ikke fået adgang til.

»Det handler om at passe på sig selv,« siger Gry Guldager.

»Eller også kan du kalde det god opdragelse,« supplerer Lene Skytt. »Det drejer sig jo også om, at der er ting, man ikke taler om.«

»Men i virkeligheden har vi fundet ud af, at der ligger en hel masse spændende i det med kontrollen – at se hinanden an. Kan vi få publikum til at se hinanden an? Kan de, når de går ned herfra og ned til stationen, se de andre på gaderne an?« forklarer Gry Guldager.

Større indsigt

Selv kommer begge kvinder fra middelklassebaggrunde. Gry Guldager fra en »hippiefamilie« i en andelsboligforening i Farum. Lene Skytt fra et pænt og borgerligt hjem, hvor der ikke manglede noget. Men der er alligevel langt til Charlottenlund og omegn, synes de. Og de har lært en del af de mennesker, de har talt med undervejs.

»Jeg har fået en meget større indsigt i, hvor hårdt arbejde det er, hvis man bor her og ligger i det mellemleje, hvor man skal arbejde for sine penge, og de ikke bare avler sig selv,« siger Lene Skytt.

»Og på, hvor meget, jeg skulle give afkald på i det liv, jeg lever nu, for at være et sted som her. Jeg tager virkelig hatten af for de mennesker, som i den grad knokler for det, de har.«

Hvad tænker de om os andre? Synes de, vi er dovne og dumme?

»Det har vi selvfølgelig spurgt dem om. Alle svarer nej,« siger Gry Guldager, der selv blev overrasket over responsen, for det var hendes egen fordom.

»Men da jeg på et tidspunkt kom ind på en længere samtale om topskat, som jo er et stort emne i dette reservat, mærkede jeg faktisk modstanden mod andre klasser.«

Lene Skytt har et andet eksempel:

»Der var også en, der sagde: »Folk tror jo, at vi har mange penge, men pengene er jo brugt. Når jeg har betalt mine faste udgifter, har jeg ikke mere tilbage end en enlig mor med tre børn, for hun får så meget støtte af staten. Jeg har bare nogle flere udgifter.

Lene Skytt er uddannet sceneinstruktør fra Statens Teterskole i 2013. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Det kan man så mene om, hvad man vil, men det handler om, hvad det vil sige at føle sig rig eller føle, at man alligevel hver måned sidder og regner på, at det hele skal hænge sammen. Man kan jo kun sige sådan om en kontanthjælpsmodtager, hvis man ikke selv har skullet stå nede på jobcentret med hatten i hånden.«

Men fordommene går begge veje, mener kvinderne.

»De, der bor her, er den eneste befolkningsgruppe, vi stadig må kalde for svin. Måske ikke lige her i kvarteret. Men her i landet må man gerne sparke opad. Og når man er i toppen bliver der fandeme sparket meget. Tag al den fiktion, vi ser i fjernsynet: Den handler om jo om, at rige forældre er dårlige forældre – og måske har der endda foregået incest. Familier går i stykker over arv og vil ikke hinanden det godt. Man kan ikke være rig og et godt menneske. Den historiske eksisterer simpelthen ikke. Det kan jeg da godt forstå, man bliver skidetræt af.«

Forkerte løver

I arbejdet med forestillingen er Lene Skytt blevet overrasket over, at der helt tydeligt hersker rigide sociale spilleregler på villavejene:

»Jeg troede egentlig, at når først man flyttede herop, så var det nemt og dejligt. Det har overrasket mig, i hvor vidt omfang man også skal være på en særlig måde, når man bor her. De er ganske vist ikke så firkantede her i Charlottenlund som i Hellerup. Vi talte med en fra Hellerup, hvis forældre ikke havde fulgt de gældende regler. De havde for eksempel købt de forkerte løver til indkørslen og haft den forkerte bil.«

Vi lever i et land, hvor vi dyrker en fortælling om, at vi ikke har klasser, mener hun.

I forestillingen »Første parket« bliver publikum taget med rundt på etagerne i en stor villa i Charlottenlund. Her prøver Gry Guldager og Lene Skytt en scene på Oles kontor. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

»Men det har vi. Og jo mere, vi arbejder med dette stof, desto tydeligere bliver det for mig, hvor langt der er fra de mennesker, jeg møder her, og de mennesker, vi før har beskæftiget os med i højhuset. Hvor stor forskel der er på, hvad man er født ind i, og på, hvordan man så forvalter det. Det er væsentligt at tale om og være bevidst om,« siger hun.

Hun mener, at vi kun sjældent krydser grænserne mellem sociale grupper.
»Jeg synes, at vi skal lære hinanden bedre at kende. For der er så mange fordomme på kryds og tværs forbundet med fattigrøvene og de rige svin. Fordi vi kategoriserer mennesker efter penge.«

»Første parket« har premiere 8. november på adressen Jægersborg Allé 108.