Hollywoods sorte samvittighed

Ava DuVernays »Selma«, der i denne uge får premiere i de danske biografer, markerer 50-året for Martin Luther Kings historiske march fra Selma i Alabama, der i 1965 resulterede i vedtagelsen af, at sorte kunne stemme på lige fod med hvide. Men »Selma« markerer også, at der stadig langtfra er lighed mellem sorte og hvide – i Hollywood.

»Det ville være fint at nå til et punkt, hvor Ryan Gosling og jeg kæmper om den samme rolle,« mener skuespiller David Oyelowo, der spiller Martin Luther King i »Selma«. Foto: PR Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ava DuVernays »Selma«, der i dag har premiere i danske biografer landet over, har været fulgt af både ros og kontrovers, siden den havde amerikanske premiere 2. Januar. Ikke mindst i forbindelse med årets Oscar-uddeling 22. februar, hvor flere havde spået, at Ava DuVernay ville blive nomineret som bedste instruktør for sin fortælling om Martin Luther King og hans march for sortes stemmeret i 1965 fra Selma til Montgomery i Alabama.

I så fald ville hun have været den første sorte kvinde nogensinde, der havde opnået en nominering for Bedste Instruktør.

Der blev imidlertid ingen nominering til Ava DuVernay, og heller ingen til David Oyelowo for hans præstation som Martin Luther King – trods nominering for Bedste film.

Det startede en voldsom debat i de amerikanske medier, hvor den ene front mente, at Oscar-akademiet, der består af 94 procent hvide mænd, med vilje tilgodeså deres egne, mens den anden front mente, at Ava DuVernays angiveligt ukorrekte skildring af den i 1965 siddende præsident Lyndon B Johnson – som angiveligt fremstilles som langt mindre reformvenlig, end han ifølge Ava DuVernays kritikere var, havde kostet hende positionen – som altså dermed var selvforskyldt.

Ava DuVernay selv tog sagen med knusende ro i sine medieoptrædender.

»Det her er sådan som jeg ser det. Jeg har ikke tænkt mig at gå ind og diskutere historie. Jeg kunne, men jeg vil ikke,« har hendes faste svar lydt.

»I løbet af de måneder hvor folk konstant kom hen til mig og sagde ’du kommer til at være den første sorte kvinde der bla bla bla, har jeg hver gang tænkt, at det aldrig kom til at ske. Så det har ikke skadet mig. Det vigtigste jeg har lært af hele denne her rejse har været, at Oscar-uddelingen bare er et rum i LA. Med venlige mennesker i pænt tøj der klapper. Og det er virkelig virkelig cool. Men værdien af mit arbejde er ikke baseret på, hvad der sker i det rum.«

Hollywood halter efter

Kontroversen om »Selma« kommer i kølvandet på en vedvarende diskussion det seneste år om underrepræsentation af både kvinder og etniske minoriteter i Hollywood. Blandt andet med udgangspunkt i undersøgelser lavet af UCLA og University of San Diego der viser, at det farvede publikum i USA; sorte og latinamerikanere, udgør det størst voksende publikum i USA, mens sorte og andre minoriteter kun spiller 16 procent af hovedrollerne.

»Hollywood ændrer sig ikke nær så hurtigt som Amerika, når det gælder diversitet,« siger Darnell Hunt, professor på UCLA og forfatter til universitetets årlige »Hollywood Diversity Report’« der netop er udkommet. »Den amerikanske befolkning udgøres idag af omkring 40 procent minoriteter og circa 50 procent kvinder men hvad vi alle ved er, at kvinder og minoriteter langt fra får tilsvarende tid på og bag lærredet.«

Årets Oscars syntes at være det perfekte eksempel. Ikke siden 1998 havde det amerikanske filmakademi præsenteret et så hvidt nomineringsfelt – med ikke en eneste farvet i hverken skuespiller-, instruktør- eller manuskriptkatogerierne. Årets Oscar-vært Neill Patrick Harris jokede ligefrem med det fra scenen; »i dag ærer vi Hollywoods bedste – og hvideste«.

Selvom der til stadighed vil være uenighed om, hvorvidt Ava DuVernays manglende tilstedeværelse på nomineringslisten skyldes det ene eller det andet – eller ganske enkelt, at filmen ikke var god nok i et felt, hvor der var otte pladser til Bedste film, men kun fem til Bedste instruktør, har debatten fået konsekvenser.

Seniorkritiker Brent Lang fra branchebladet Variety har efterfølgende udtalt, at han håber, at Akademiet fremover vil lægge sig i selen for at sikre en større diversitet i de nominerede film – og i Hollywood i det hele taget.

»Ud af dem der stemmer for akademiet er 94 procent hvide og 77 procent mænd. Afro-amerikanere udgør to procent af stemmerne, og latinamerikanere under to procent. Og det afspejler ganske enkelt ikke Amerika, og da slet ikke dem der køber billetterne, hvor de to hastigst voksende grupper er latinamerikanere og afroamerikanere. Men dem der tager beslutningerne foretrækker at omgive sig med mennesker, som de føler sig trygge ved. Som tænker – og ofte også ligner – dem selv. Jeg håber det vil ændre sig nu - at akademiet tager det til efterretning.«

Lover forbedring

Præsidenten for Oscar Akademiet, der i denne sammenhæng ironisk nok er både sort og kvinde, Cheryl Boone lover da også bod og bedring; »Vi har i løbet af de seneste to år gjort mere end nogensinde tidligere for at blive en mere forskelligartet og inkluderende organisation ved at åbne os mod nye medlemmer fra andre grupperinger.«

Ifølge Bradford Young, fotograf på »Selma« er det imidlertid et holdningsskift, der skal til – fra begge sider. For både sorte og hvide hyrer de mennesker, de kender og er vant til at arbejde sammen med.

»Det er vi allesammen nødt til at erkende det problematiske I, før vi kommer til at se en virkelig forandring I Hollywood. Der ligger et stort arbejde foran os. Hvis filmsets skal forestille at repræsentere amerikanere som helhed, hvilket de jo burde, så har filmarbejdede faktisk ikke bevæget sig væk fra det område, vi ser Martin Luther King bekæmpe i »Selma«.«

Ava DuVernay selv har efterfølgende udtalt håb om, at diskussionen ikke begrænser sig til film lavet af sorte, men til film lavet af alle former for mennesker.

»Det egentlige spørgsmål er jo; hvorfor var ’Selma’ den eneste film lavet af farvede mennesker, der overhovedet var i betragtning til prisen? Ikke bare sorte, men farvede. Asiater, indianere… repræsentationer, der er mere end bare en stemme, et ansigt, et blik. Så for mig handler det mindre om priserne og æren for, helt ærligt, folk er jo ligeglade, ikke. Jeg aner da ikke, hvem der vandt for bare tre år siden.«

Og hun bliver bakket op af David Oyelowo: »Hver gang der kommer en film af denne størrelse og betydning, går diskussionen om diversitet igen. Og det er fordi, der stadig ikke er nok af det. Det ville være fint at nå til et punkt, hvor Ryan Gosling og jeg kæmper om den samme rolle. Det sker, det er ikke det, der sker bare ikke særligt tit.«

Gang i mange nye projekter

Ava DuVernay er blevet kaldt en ’døråbner’, men er bedre end nogen anden klar over, at det ikke giver meget slagkraft at åbne en dør – det handler om, hvor mange der går igennem den.

»Jeg mener ikke at det gør så stor en forskel at en enkelt person er døråbner. For jeg kan jo sagtens åbne en dør, men hvis der ikke er nogen der kommer igennem døren efterfølgende og den bare får lov til at lukke sig efter mig, så betyder det jo ikke rigtigt noget.«

Selv er hun allerede i gang med flere nye projekter. Blandt andet tv-serien »For Justice« for CBS der tager tråden op fra »Selma« ved at undersøge, hvad begrebet ’borgerrettigheder’ dækker over i 2015. Blandt andet ved at se på mord på transseksuelle, antisemitisme og hetz mod muslimer.

Hun har dog også filmprojekter i gang. Blandt andet en historie om orkanen Kathrina, igen med David Oyelowo i hovedrollen. Så måske får de to endnu en chance for at blive nomineret – og for Ava DuVernays vedkommende gå over i filmhistorien som den første kvinde instruktør, der fik en Oscarnominering.

Nogle ville angiveligt mene, at det var på tide.

Der er i artiklen citeret fra artikler bl.a. bragt i 60 Minutes, Variety og New York Times.