Hollywoods måske største stjerne fylder 100 år

Kirk Douglas fylder 100 år i dag og var en af Hollywoods største stjerner i 1950erne og 1960erne. Med hul i hagen, machoerotisk udstråling og tungen i kinden gav han liv til både helte og antihelte.

Kirk Douglas og hans søn Michael Douglas. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En dag i 1986 gik Kirk Douglas ned ad gaden efter sin morgentræning i Hollywood. Han var på det tidspunkt fyldt 70 år. En taxachauffør havde råbt »Hej, Spartacus« ud af sit nedrullede vindue og lidt efter råbte en yngre kvinde ham an: »Mr. Douglas, Mr. Douglas!« Han stoppede, trak maven ind og skød brystet frem. Han gjorde sig klar til at skrive endnu en autograf, som han havde været vant til det siden 1950erne. Da kvinden nåede op på siden af ham, stod hun helt stille og udbrød: »Wow! Michael Douglas’ far!«

Kirk Douglas fortæller historien i sin selvbiografi »The Ragman’s Son« (»Klunserens søn«), der udkom i 1988. Sådan kan det gå som filmstjerne, når man har en søn, der er lige så dygtig som en selv. Siden 1980erne har Michael Douglas nemlig været mere kendt end Kirk Douglas, men i dag skal være en undtagelse, for Kirk Douglas fylder 100 år. I eftermiddag dukker omkring 150 mennesker op til te hos skuespillernes nestor. Blandt andre Steven Spielberg og Jeffrey Katzenberg (medskaber af Dreamworks, red.) forventes at lægge vejen forbi ligesom Michael Douglas og Kirks tre andre sønner.

Ved Kirk Douglas’ side vil være hans hustru gennem mere end 60 år, Anne. Hun er blot 98 år gammel. Ægteparret er i øvrigt klar med en ny bog, der udkommer til foråret med titlen »Kirk and Anne: Letters of Love, Laughter and a Lifetime in Hollywood«.

Bob Hope, George Burns og Olivia de Havilland er ganske få eksempler på andre Hollywood-stjerner, der er blevet 100 år. Så det er ikke så lidt af en sjældenhed i en by, hvor konkurrencen er hård. Kirk Douglas er heldigvis selv gjort af et hårdt stof. Indtil for ganske få år siden optrådte han på en teaterscene i Hollywood med et onemanshow under titlen »Before I Forget«.

Han kom ellers langvejs fra. Kirk Douglas er født i den knap så pæne del af New York og er søn af en far fra Moskva og en mor fra Ukraine. De kom som så mange andre immigranter i land på Ellis Island og fik i deres nye hjemland seks døtre og sønnen Issur Danielovitch Demsky. Barndommen var hård. Faderen havde travlt med at samle alt det, folk i New York og omegn smed ud, hvorefter han sorterede skrot og skrald og solgte det som genbrug.

Ganske ofte var der ikke mad i køleskabet, hvor der end ikke var råd til den isblok, der dengang lå i bunden. Den lille dreng måtte stjæle æg hos naboen, som han spiste råt. Han viste senere initiativ ved at sælge sodavand og slik til tørstige arbejdere og har også arbejdet i stålindustrien.

Faren var desuden en fordrukken slagsbror, og fra ham kom der ingen kærlighed. Men det kom der moderen Bryna, som Kirk Douglas mange år senere opkaldte sit produktionsselskab efter.

Det viste sig, at Kirk Douglas var både stærk og handlekraftig. Han fik smag for at spille skuespil allerede i gymnasiet, og det lykkedes ham at blive uddannet skuespiller, selv om det var dyrt. Ærgerrigheden og ambitionerne hjalp ham frem til den første filmrolle i boksefilmen »Champion« i 1949.

Instruktøren Billy Wilder – ham med »Ingen er fuldkommen« – fortalte ofte en vittighed om Kirk Douglas’ viljestyrke. Den tog udgangspunkt i en film med titlen »Lænken« (»The Defiant Ones«) fra 1958, hvor Sidney Poitier og Tony Curtis spillede en sort og en hvid straffefange, der var på flugt lænket sammen af håndjern.

»Først spurgte de Marlon Brando, om han ville være med i filmen. Marlon sagde ja, men han ville spille den sorte fyr. Så spurgte de Robert Mitchum, men han ville ikke spille sammen med en sort. Derefter spurgte de Kirk Douglas, men han ville kun være med, hvis han måtte spille begge roller,« lød joken.

Og sådan er Kirk Douglas’s spor gennem Hollywood præget af, at han var sikker på eget værd og gjorde tingene på sin egen måde. Han skrev ikke under på filmstudiernes sædvanlige syv år lange kontrakter til sin agents store fortrydelse. I stedet stiftede han tidligt sit eget produktionsselskab Bryna, så han fik mere kontrol over de film, han var med i. Som skuespiller har han været med i mere end 80 film, men han har samtidig produceret omkring 30. På vejen blev det også til affærer med skuespillerinder som Marlene Dietrich, Joan Crawford og Gene Tierney.

Kirk Douglas var ikke som så mange skuespillere i 1950erne tilhænger af metoden fra Actor’s Studio, hvor man groft sagt finder følelser i sig selv, man trækker på i rollerne. Douglas spillede mere på sit instinkt og havde sin egen gejst og gåpåmod, der gjorde ham god som actionskuespiller og helt, mens han havde sine begrænsninger som karakterskuespiller. Han var dog god, når han ramte den rigtige rolle som for eksempel antiautoritær officer i Stanley Kubricks »Ærens vej« (»Paths of Glory«). Han var bedre til at brænde endimensionelt for en sag end til at spille de små fine nuancer. Om sin filosofi om skuespil har Kirk Douglas sagt: »Jeg laver film for at give mennesker mulighed for at få en pause fra deres problemer«.

Videre sagde han: »Som skuespiller skal du vide, hvordan du virker, og hvordan du bærer dig selv. Og du skal have en kærlighed til dit arbejde. Men du behøver også held, og det har jeg haft. Det kræver en voldsom energi at være skuespiller. Mange falder fra, fordi de ikke har den energi, der skal til for at understøtte deres talent«.

Et andet eksempel, hvor Douglas rammer sin karakterrolle rent, er »Lust for Life«. Man tror på ham som Van Gogh, selv om han brænder lige lovlig meget energi af for øjnene af en. I det hele taget kører Kirk Douglas, der var bryder som ung, meget på sin fysik. På den baggrund virker han mere troværdig i de fysisk krævende roller, hvor man ser ham tage kampen op med og mod elementernes rasen. For eksempel i en del westernfilm eller i »Odysseus«, hvor han kæmper mod en kyklop.

Især to af Kirk Douglas’ roller er gået i arv og lever i bedste velgående. Som sømanden Ned Land i den stort anlagte underholdningsfilm fra Disney »En verdensomsejling under havet« (1954), der er baseret på Jules Vernes klassiker, er Douglas vores guide ind i en forunderlig verden. Min far så den som dreng, hvad jeg også selv gjorde – de gode film havde jo ofte repremiere i biograferne dengang – og mine børn har også sat pris på den på DVD.

Størst og bredest i erindringen står dog »Spartacus«. Kirk Douglas havde lagt kraftig billet ind på at få hovedrollen i »Ben-Hur«, men måtte se sig slået af Charlton Heston, som filmens instruktør William Wyler foretrak. Derfor købte Douglas selv rettighederne til »Spartacus«, så han også kunne være med i en af de dengang meget populære storfilm i »sværd og sandal«-genren.

Som instruktør blev Douglas påduttet Anthony Mann, der var et lidt for reaktivt temperament til den idérige skuespiller. Mann måtte forlade settet efter få dage. Douglas foreslog Stanley Kubrick, som han kendte fra »Ærens vej«, og resten er historie. Præsident Kennedy sneg sig ud af Det Hvide Hus i en snestorm for at se filmen lige efter premieren. Den slags vigtige mennesker plejer ellers at få tilsendt en kopi, hvis der er noget, de gerne vil se.

»Spartacus« var den tids »Gladiator«, og filmens renommé er heldigvis endnu ikke ødelagt af en remake, som »Ben-Hur« blev det for nylig.

Manuskriptet til »Spartacus« var skrevet af Dalton Trumbo, der siden begyndelsen af 1950erne havde været blacklistet i Hollywood, fordi han nægtede at lade sig afhøre om kommunistisk virksomhed i Hollywood. Kirk Douglas har i flere af sine egne bøger været ivrig efter at skrive historien, så han står tilbage som manden, der egenhændigt fik ophævet den sorte liste i Hollywood ved at bruge Dalton Trumbo som manuskriptforfatter. Dels i sine personlige erindringer men også i bogen »I Am Spartacus: Making a Film, Breaking the Blacklist« fra 2012.

Det er da også et faktum, at Dalton Trumbo skrev manuskripter til både »Storm over Rio Grande« i 1961 og »Lonely Are the Brave« i 1962, men flere kilder peger på, at den historieskrivning er for offensiv. At Kirk Douglas giver sig selv en større rolle i sagen, end han i virkeligheden havde. At han er ude på at gøre sig selv til helten i virkeligheden, som han ofte var det på film.

Det seriøse webmagasin, The Atlantic, rullede sagen grundigt op i en artikel i juli 2012, hvor Dalton Trumbos datter Melissa er citeret for følgende:

»Kirk Douglas insisterer nu så meget på sagen, at det gør mig irriteret. Jeg kastede på et tidspunkt rundt med Douglas’ bog i min stue.«

Kirk Douglas sammen med den indiske skuespillerinde Mehtab på Lido-stranden under Venice Film Festival i september 1953. Fold sammen
Læs mere

Edward Lewis, der har produceret »Spartacus« sammen med Kirk Douglas, bakkede hende op offentligt, og de fortalte begge to, at Douglas havde forsøgt at presse dem til at anerkende ham som manden, der stoppede den sorte liste. Magasinet henvendte sig til Kirk Douglas for at få en kommentar, men han ville ikke sige mere i sagen end det, der allerede står i hans bøger.

I 1996 fik den fysisk stærke skuespiller en hjerneblødning. Efter at have overvejet at begå selvmord, kom han kom dog stærkt igen, så han kunne modtage en æres-Oscar tre måneder senere. På sine ældre dage er Kirk Douglas også blevet gavmild. Sammen med sin kone Anne har han betalt for 400 legepladser i Hollywood og omegn, ligesom han på sin 99 års fødselsdag gav 15 mio. dollar til et Alzheimers-hjem for ældre skuespillere.

Kirk kom til at spille golf igen og kom med i flere film sidenhen, som han har beskrevet det i bogen »My Stroke of Luck«. Blandt andet i »It Runs in the Family« sammen med sin søn Michael Douglas.

Kirk Douglas’ største skuffelse i Hollywood hænger dog også sammen med hans søn Michael. I slutningen af 1963 og begyndelsen af 1964 spillede Kirk Douglas på Broadway hovedrollen som Randle P. McMurphy i Ken Keseys »Gøgereden«, som han havde købt rettighederne til. Han brændte for også at gøre bogen til en film, men ingen filmstudier i Hollywood var interesserede. Michael Douglas fik lov til at arbejde videre med rettighederne men valgte ti år senere sammen med andre producenter at caste Jack Nicholson i hovedrollen med henvisning til, at Kirk var blevet for gammel. Det gjorde ondt, selv om Kirk Douglas stadig fik procenter af filmens overskud. I sin selvbiografi skriver han:

»Jack Nicholson spillede rollen brillant men anderledes, end jeg ville. For mig var McMur-phy en charmerende svindler og ikke sindssyg. »Gøgereden« er en af de største skuffelser i mit liv. Jeg har tjent flere penge på den film end på nogen anden, men jeg ville betale hver en cent tilbage for at spille den rolle.«

Kirk Douglas på et besøg i København. Fold sammen
Læs mere