Hollywood-drømmen blev et mareridt

Talrige danske filminstruktører har siden 1990erne satset på at få succes i Hollywood, men det er kun lykkedes ganske få. For andre blev turen begyndelsen på et mareridt.

Jennifer Lawrence og Bradley Cooper i Susanne Biers »Serena«, der var tre år undervejs. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I 2009 tog filminstruktøren Christian E. Christiansen hul på fuldbyrdelsen af sin livsdrøm: At sidde ved roret på en film i Hollywood­ som instruktør. I Danmark havde han instrueret ungdomsfilm som »Råzone« og »Dig og Mig«, og på ryggen af de film blev han hyret til at instruere teenage-gyserfilmen »The Roommate«. Hovedet var fuld af gode ideer til det amerikanske manuskript, men da instruktøren endelig stod på optagestedet og skulle have de første scener i kassen, var det på andre vilkår, end dem han havde drømt om.

»Den første aften jeg er på optagelse, sidder der syv-otte producere med hver sin monitor 50 meter fra mig og følger med i alt, hvad jeg laver. I første omgang følger jeg manuskriptet til punkt og prikke, men da jeg et par timer inde i optagelserne prøver at lave noget, der er bare lidt anderledes, kommer de rendende og stopper det hele,« fortæller Christian E. Christiansen.

I scenen er en af personerne blevet overhældt med benzin, mens en pige truer ham med en tændt zippolighter. I manuskriptet stod der, at pigen holder lighteren ud i strakt arm, men den danske instruktør forestillede sig, at det kunne blive mere intenst, hvis pigen strøg lighteren mod sit lår. Det var producerne ikke enige i, og først efter en langvarig diskussion fik instruktøren lov til at optage sin idé, og kun hvis han lovede også at indspille scenen, som den stod i manuskriptet­.

»Og det blev naturligvis manuskript-­versionen, de brugte. De havde aldrig intentioner­ om at bruge mit forslag,« siger Christian E. Christiansen.

Enorm forskel

Hans oplevelse kan de fleste af de efterhånden ganske mange danske instruktører, der har arbejdet i Hollywood, nikke genkendende til. Der er nemlig enorm forskel mellem filmbranchen i Danmark, hvor instruktøren som oftest har det sidste ord, hvad angår manuskript, instruktion, klipning og andet efterarbejde, og USA, hvor det som regel er producenten, der i det store hele bestemmer, mens instruktøren i mange tilfælde er en slags håndværker, der skal realisere et færdigt manuskript. Kun den øverste elite af instruktører som Steven Spielberg og Peter Jackson har hånd og halsret over de film, de instruerer.

Ikke desto mindre er der talrige danske instruktører, som forsøger at slå igennem i Hollywood. I øjeblikket arbejder Ole Christian Madsen, Niels Arden Oplev, Charlotte Sieling og Janus Metz på amerikanske TV-serier, mens Nikolaj Arcel og Nicolas Winding Refn har amerikanske film i støbeskeen.

Når det handler om at få kombinationen af danske instruktører og amerikansk filmindustri til at gå lydefrit op, er det dog sparsomt med iøjnefaldende succeser. Formanden for Danske Biografer, Kim Pedersen, gjorde boet op sidste år, og de positive resultater var få. Ud af ni danske instruktører med amerikanske film på CVet er det kun Nicolas Winding Refn, der siden 1998 har formået at få både succes hos anmelderne og solgt mange biografbilletter.

»At der overhovedet er danske instruktører i Hollywood, skyldes at de både er fagligt dygtige og er billige i forhold til de amerikanske. Men de fleste, der kommer der over for at lave film, får et chok, fordi den kommercielle amerikanske branche ligger milevidt fra den statsstøttede danske. I Danmark er instruktøren kongen gennem hele filmens udvikling, optagelse og efterarbejde, i USA er han kun på optagelsen, og i mange tilfælde ser han ikke filmen efter sidste optagedag førend på premieredagen,« siger Kim Pedersen.

Siden Kim Pedersens opgørelse sidste år har blandt andre Kasper Barfoed og Susanne Bier haft nye film ude i USA. Sidstnævntes »Serena« havde premiere i oktober og blev sønderrevet af de amerikanske anmeldere. Kasper Barfoed instruerede i 2013 »The Numbers Station«, der blev udsendt i USA i relativ ubemærkethed på trods af, at filmen havde John Cusack i hovedrollen.

»Filmoptagelsen blev en rædselsfuld oplevelse. Jeg kunne jo ret tidligt mærke, at det her ikke ville blive godt. Jeg kunne have valgt at kræve mit navn af filmen, men jeg tænkte, at dette trods alt var lidt bedre, end hvis jeg slet ikke var med,« siger Kasper Barfoed­.

Den amerikanske film kom i stand, efter at Kasper Barfoed havde færdiggjort den danske thriller »Kandidaten« i 2008, og selv om instruktøren havde hørt rædselshistorier om den behandling, han ville kunne risikere at få i Hollywood, kom det bag på ham, da filmen gik i gang.

Beskyttet af stjernestatus

På selve optagestedet var han dog relativt beskyttet, da filmen var finansieret ved hjælp af John Cusacks stjernestatus. Hvis ikke Cusack havde givet sit forhåndstilsagn til filmen, var den ikke blevet lavet.

»Stjerner har derfor stor magt, og som de fleste skuespillere holder de som regel med instruktøren i konflikter på settet,« siger Kasper Barfoed.

Den indflydelse forsvandt som dug for solen, da den danske instruktør havde fået den sidste scene i kassen, og Cusack ikke længere kunne dække ham. En betydelig del af en films tone bliver til i arbejdet med klipningen og i valget af underlægningsmusik, men det amerikanske filmselskab gjorde det fra første klippedag klart, at de ønskede en helt anden slags film end Kasper Barfoed.

»Det var helt igennem rædselsfuldt. Det var aldrig mig selv, der fik lov at bestemme, om jeg måtte sidde med i klipperummet, så i et helt år sad jeg og ventede ved telefonen for at få at vide, om jeg måtte være med til at klippe min egen film. Enkelte gange, når der var uløselige problemer med klippearbejdet, fik jeg lov at give mit besyv med, men når produceren syntes, at jeg var for besværlig, lod de en anden overtage arbejdet,« siger Kasper Barfoed.

Kasper Barfoed har aldrig set den færdige film. Det kan han simpelthen ikke holde ud, men overraskende nok er han glad for de dyrekøbte amerikanske erfaringer.

»Jeg har fået anskueliggjort, hvad udfordringen er, så jeg piver ikke over det. Jeg har helt klart fundet ud af, at man skal se sig for, når man vælger, hvilken film man skal lave, og hvilke folk man skal arbejde sammen med. Det kan sagtens være, at jeg laver en ny film i USA. Jeg har stadig en agent i Los Angeles,« siger Kasper Barfoed.

Heller ikke Christian E. Christiansen blev afskrækket af de hårde arbejdsbetingelser på »The Roommate«, der endte med at blive et biografhit i USA på trods af dårlige anmeldelser. Anmeldelser tager amerikanske filmselskaber sjældent særligt tungt, når blot en instruktør har vist evnen til at lave film, der kan få folk i biografen. Det betød, at Christian E. Christiansen fik flere tilbud om at instruere gyserfilm, og valget faldt på »The Devils Hand«, hvis historie om en morderisk religiøs kult lød interessant for den danske instruktør. Men gyset blev til et regulært mareridt for danskeren.

Frustrerende oplevelse

»Det var en frustrerende og decideret dårlig oplevelse, som følge af at producerne både var kontrolfreaks, uerfarne og direkte inkomptente, så alle deres beslutninger førte filmen ud i et større og større morads,« siger Christian E. Christiansen.

»The Devils Hand« blev et flop i de amerikanske biografer, hvilket ifølge instruktøren blandt andet skyldtes, at producerne ønskede en såkaldt PG-rating (tilladt for børn i selskab med voksne) og derfor klippede det meste af volden ud af filmen. Anmeldelserne vekslede mellem »dårlige og perfide«, som instruktøren selv formulerer det.

På det Danske Filminstitut siger områdedirektør for Produktion & Udvikling, Claus Ladegaard, at man i det danske filmstøttesystem gerne vil fremme, at danske instruktører tager arbejde i Hollywood, i særdeleshed, hvis det sker i form af en »pendlen« mellem Danmark og USA.

»Vi får ikke noget ud af, at danske instruktører bare bosætter sig i USA, sådan som svenske og hollandske instruktører eksempelvis har gjort det, men vi ser gerne, at der sker en vekselvirkning mellem landenes filmbrancher,« siger Claus Ladegaard.

Han mener, at den danske filmbranche stadig kan lære af Hollywood-filmenes effektive »fortælleøkonomi«, og at den amerikanske filmby giver danskere muligheder for at arbejde med genrer, der ikke er så udbredte herhjemme.

På trods af, at det er meget få danske instruktører, der kan se tilbage på store succeser i Hollywood, mener Claus Ladegaard ikke, at billedet er entydigt negativt, idet han blandt andet peger på de adskillige, der har succes som episodeinstruktører på de stærke amerikanske TV-serier.

»Men der er ingen tvivl om, at der også er adskillige danskere, der har fået sig nogle chok, når de er kommet på arbejde derovre,« siger Claus Ladegaard.