På den første Thy-lejr i 1970 blev der eksperimenteret med stoffer og alternativ livsførelse. Emner der umiddelbart ligger langt fra de værdier og symboler, som Holger Danske, der hviler i Kronborgs kasematter, normalt forbindes med. Men som symbol er kæmpen blevet drejet og tilpasset aktuelle behov og formål igennem tusinde år, og det blev han også i Thy-lejren.

Til stede var en ung Ebbe Kløvedal Reich, som her påbegyndte arbejdet med romanen »Holger Danske. Tolv fortællinger om en folkehelt«.

I bogen lykkedes det Kløvedal Reich at gøre Holger Danske til en dansk superhelt med social indignation og solidaritetsfølelse. En folkets frelser. Han lader Holger Danske vende tilbage til Danmark i 1850erne, hvor han møder Frederik VII, som fortæller om hans forsøg med at skabe mere lighed i Danmark. Og han lader ham føre dybsindige samtaler med både Ingemann og Grundtvig, der fortæller om andelsbevægelsen.

»I lighed med de fleste andre nationale symboler har Holger Danske ingen absolut værdi, men man kan tilskrive ham præcis den værdi, man står og har brug for,« fortæller Inge Adriansen, ph.d. og museumsinspektør på Sønderborg Slot, som har skrevet flere bøger om national symbolik.

Hun har netop udgivet en bog om Holger Danske i anledning af betonfigurens 100 års jubilæum i Kronborgs kælder. Bogen fortæller om en kæmpe, der er blevet brugt, misbrugt og misforstået gennem tusinde år. Han har lagt navn til værtshuse, krigsskibe og en modstandsgruppe under besættelsen. Han har medvirket i logoer og reklamer for alskens produkter og er blevet brugt af politiske grupper på både højrefløj og venstrefløj i debatter om nedrustning, EU og indvandring.

I virkeligheden hed han Ogier
Holger Danske er en litterær figur fra middelalderen. Første gang vi møder ham er i det franske heltekvad »Le Chanson de Roland« fra 1060 som en biperson ved kejser Karl den Stores hof.

Han kaldes »Ogier le Danois« altså Holger Danske, og fremføres som en ædel person, der udfører store bedrifter for kristendommen. Men i historien får man ikke at vide, om han har tilknytning til Danmark, eller hvorfor han bærer det nordiske navn. Andre eksperter har senere tydet de skriftlige kilder anderledes.

»De mener, at der i virkeligheden skulle have stået »Ogier lardanois,« altså Holger fra Ardennerne og ikke Holger fra Danmark. Muligvis skyldes legenderne om Holger Danske en fejllæsning af de ældste franske kilder,« fortæller Inge Adriansen.

Ikke desto mindre optræder Ogier hyppigt i europæisk litteratur herefter og tilskrives stadig flere heltegerninger. Første gang han omtales i Danmark er i den vestnordiske prosagengivelse »Karl Magnus Krønike«, som blev trykt på dansk i starten af det 16. århundrede, da navnet »Holger Danske« for første gang optræder.

Denne person har dog kun navnefællesskab med den figur, som fra 1840erne skulle komme til at stå som symbol for den danske folkeånd. Han har ikke andet tilhørsforhold til Danmark end måske - at være født her, og hans tapre heltegerninger foregår steder som England, Spanien, Østen og Frankrig, men aldrig i Danmark. Han ender heller ikke sit liv som nationens beskytter, men hentes til en fjern ø af feen Morgana, hvor han lever et udødeligt liv med skønne kvinder.

Folkeånden
Alligevel har Holger Danske spillet en central rolle i dansk litteratur og har stået som symbol for den danske folkeånd som et begreb, der skulle dække over karaktertrækkene ved en hel nation. Blandt andet har B.S. Ingemann og H.C. Andersen været med til at forme Holger Danske som en kristen dansk patriot og frelserskikkelse gennem sange og eventyr.

H.C. Andersen blev inspireret til at skrive om Holger Danske under sine rejser i Tyskland, hvor han havde stiftet bekendtskab med folkesagn om den tyske middelalderkej­ser Frederik Barbarossa, der skulle sidde fast i Kyffhäuser-Bjerget i Thüringen med skægget vokset fast i klippegulvet. Han ville vågne, hvis Tyskland kom i nød ganske som Holger Danske.

»Der findes myter om slumrende folkehelte overalt i og uden for Europa, som sidder under jorden eller inde i et bjerg og våger over nationens tilstand, hvor de kommer frem, når der er brug for dem. Det er en del af verdenskulturarven, og Holger Danske er ikke noget specifikt dansk, hvad det angår,« fortæller Inge Adriansen.

I Norge var der således sagn om kong Olav Tryggvason, som efter slaget ved Svold i 1012 var forsvundet sporløst, men som skulle opholde sig i et kloster i Østen, hvor han ville komme frem, når Norge kom i nød. I Frankrig var der folkesagn om Karl den Store, i Portugal om kong Sebastian, i England om den keltiske kong Arthur, der ville vende tilbage sammen med ridderne af det runde bord, og i de tysktalende lande findes der utallige historier om folkehelte, der bor i bjerge og vender tilbage i nødens stund.

Politisk helt
Under tragedierne i 1864 dukkede Holger Danske ikke op og reddede nationen. Men genrejsningen efter krigen krævede nationale forbilleder, og her var ingen bedre end Holger Danske.

Den første til at skrive om ham var en af grundlæggerne af den danske arbejderbevægelse, Louis Pio. Han lavede bogen »Holger Danske. Dets Udbredelse og Forhold til Mythologien«. Heri påviste han slægtskabet til de europæiske sagn om sovende nationalhelte, og studierne blev senere en vigtig del af Pios sociale bevidstgørelse af befolkningen. I den socialistiske fortolkning fremstår Holger Danske som folkets helt, der kæmper imod undertrykkelse.

Holger Danske skulle dog først for alvor vise sig velegnet til politisk brug op gennem slutningen af 1980erne og 90erne. Folketingsvalget i maj 1988 var f.eks. udløst af spørgsmålet om, hvorvidt amerikanske krigsskibe måtte medbringe atomvåben, når de lå i danske havne. De borgerlige partier argumenterede for, at samarbejde var den eneste måde, hvorpå Danmark kunne undgå at blive løbet over ende af de store lande som i 1940erne.

Argumentet blev slået fast gennem annoncer, hvor Holger Danske opfordrede folk til at rejse sig fra den politiske, moralske og økonomiske afgrund.

Venstrefløjen lod ikke sådan de borgerlige slippe af sted med misbrug af nationalhelten og stiftede foreningen »Holgers Venner«, som indrykkede annoncer, hvor kæmpen var stolt over danskernes modstand mod atomvåben.

Flere partier hoppede med på vognen og forsøgte at gøre Holger Danske til symbol på deres kamp, undtagen de Radikale, som blot indrykkede små dagbladsannoncer med påskriften: »Hvad skal vi med Holger Danske, når vi har Hørup?«

I samme periode begyndte også de danske nazister og andre fremmedfjendske grupper at lave løbesedler og trusselsbreve, hvor Holger Danske figurerede. Ligesom Fremskridtspartiet begyndte at bruge ham i annoncer til forsikring om, at partiet tog udgangspunkt i de danske traditioner.

I det hele taget skete der en opblomstring i brugen af Holger Danske i denne periode, ligesom det skete i 1840erne. Holger Danske tronede f.eks. frem på det daværende Falck Securitas logo, ligesom han gav navn til et flyttefirma.

»Der er også sket et skifte indenfor forsvaret. Da vi havde FN-tropper på Cypern tilbage i 1970erne, var lejrene opkaldt efter de geografiske steder, som lejrene lå. Men siden 1990erne har man brugt navne på generalerne fra de slesvigske krige, eller man kalder dem Dannevirke eller Holger Danske,« fortæller Inge Adriansen, der ser det som en generel tendens i samfundet.

»Det er et led i den almindelige nationale oprustning, som man har kunnet følge siden slutningen af 1980erne. Den kan også ses med hensyn til flagning. Førhen flagede ministerierne på Slotsholmen kun på de officielle flagdage, men i dag hejser man Dannebrog hver dag. Der er sket et skifte og en hyppigere brug af den nationale symbolik.«

»Holger Danske - En lysende legende« er udkommet og kan købes i Velkomstcentret på Kronborg eller kan bestilles hos Slots- og Ejendomsstyrelsen. Den fylder 40 sider og koster 65 kr.