Holder argumenterne?

Selvransagelse. Det er en rigtig god idé, at Danmarks Radio internt undersøger sig selv i forbindelse med Afghanistan-filmen og den efterfølgende dækning.

Lad os starte med at præsentere Danmarks for tiden mest glemte mand: Eksperten, der i slutningen af Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm »Den Hemmelige Krig« om behandlingen af krigsfanger i Afghanistan udtaler, at der er basis for en rigsretssag mod statsminister Anders Fogh Rasmussen. Udsagnet var bemærkelsesværdigt klart. Ingen tøven. Ingen forbehold. I betragtning af, at det var filmens absolutte klimaks, er det bemærkelsesværdigt hvor lidt, eksperten siden har boltret sig i den offentlige debat. Lad os vise nåde og undlade at nævne hans navn. Det er ikke ham, der er vigtig i denne sag. Der blev heller ikke meget ud af den Cavling-pris, som filmen var indstillet til allerede i november - flere uger før den var færdig og blev sendt - først i en biograf og siden på DR 2. Alle journalister kan indstille kolleger til Cavling-prisen. Her var det DR 2-chef Gitte Rabøl, der med ord som »talent, vedholdenhed, analytisk sans, kreativitet og mod« talte varmt om folkene bag det program, hun havde købt og fulgt produktionen af gennem flere år.

Gitte Rabøl har været med til at gøre DR 2 til en stor succes. Blandt andet med sin evne til at købe og udvikle nye satireprogrammer til kanalen. Man kan bestemt ikke beskylde folkene bag »Den Hemmelige Krig« for at mangle vedholdenhed og kreativitet, men nogen pris blev det altså ikke til for hverken den nu glemte rigsretslektor eller folkene bag dokumentarfilmen.

Til gengæld har både forsvarsminister Søren Gade og nu senest også den ikke-rigsretsanklaget statsminister brokket sig højlydt til Danmarks Radio over dokumentarfilmen og den journalistiske opfølgning. Det har fået oppositionspolitikere til at tale om regeringsmagtens forsøg på censur og politiske pression mod public service-kanalen. Også mediefolk har kritiseret kritikken. Et foreløbigt klimaks er den normalt indsigtsfulde medieprofessor, Jørgen Poulsen fra Roskilde Universitetscenter, der taler om tilstande som i »diktaturlande og islamiske stater, hvor regeringen sidder tungt på medierne«.

Sikke dog noget sludder.

Hvorfor i alverden må politikere, der bliver tærsket løs på i ugevis og piskes rundt i manegen, ikke brokke sig over medierne, hvis de føler, der er grund til det? Det har Mogens Lykketoft og Frank Aaen da gjort i årevis. Anders Fogh Rasmussen opfordrer nu Danmarks Radio til internt at undersøge sig selv i forbindelse med Afghanistan-filmen og den efterfølgende dækning. Det lyder faktisk som en rigtig god idé. Den i forvejen noget knudrede og sine steder spinkle argumentationskæde, der i filmen fører frem til den ivrige og siden glemte rigsretslektor, er efterhånden blevet draget alvorligt i tvivl. Hvad er det helt præcist, nogle af hovedkilderne tror, de svarer på? Er citaterne på en bare rimelig måde trukket ud af en sammenhæng, eller er de fair og retvisende? Er historien helt grundlæggende rigtig? Har dækningen i DR efterfølgende været præget af, at man i for høj grad har bestræbt sig på at forsvare filmen? Er der i dele af Danmarks Radio tvivl om forløbet? Er det fornuftigt at købe kontroversielle dokumentarprogrammer ude i byen, eller bør den slags programmer produceres indenhus, hvor det - trods alt - er lettere at »smide« en produktion, hvis den viser sig ikke at holde vand?

Sidste gang, et dokumentarprogram gav anledning til en troværdighedskrise i Danmarks Radio, var, da man klippede sig frem til, at en dagplejemor på Mors stak et barn en lussing. Det program var lavet i DR, men ikke af den faste redaktion i DR Dokumentar. Skulle man tage skridtet helt ud og netop forbeholde den slags programmer en professionel redaktion, hvor selvkritik, selvransagelse, påpasselighed og styrke til at droppe idéer samt halv- eller helfærdige produktioner er en integreret del af kulturen?

Der er sådan set masser af lærerige spørgsmål at gå i gang med i en intern selvransagelse over forløbet af »Den Hemmelige Krig«. Ikke bare for Danmarks mest glemte mand, men også for Danmarks Radio.