Hold kæft, hvor der bandes og svovles

Alle gør det - uanset alder – bruger eder og forbandelser, altså, og det sker i de elektroniske medier, i de nære omgivelser og i »Yallahrup Færgeby«. Mennesker har til alle tider bandet, men hvorfor gør vi det? Og er det nu så galt at bande, hvis man altså gør det på en opfindsom og kreativ måde?

Ali og Hassan er to venner i DR2-julekalenderen »Yallahrup Færgeby«. De vil gerne være »syge gangstere«, og deres sprog er derfor en blanding af amerikanske låneord som »fuck« og danske bandeord som »bøsseluder«, »luder« og andet.

»Yallahrup Færgeby« handler om den svære integration og om at finde sine fødder i forholdet til pigerne og den danske kultur. For Ali og Hassan er bandeord og vulgær tale en måde at udtrykke sig på, men er de typiske? Taler ungdommen virkelig sådan? Eller er det kun i DRs virkelighed, at ungdommen lever et liv med amerikanske kraftudtryk og seksualiseret sprog?

Dansk Sprognævn har undersøgt, om der er forskel på banderiet hos forskellige aldersgrupper. Sprogforskeren Marianne Rathje lyttede til samtaler mellem 16-18 årige, 37-46 årige og 68-78 årige:

»Jeg undersøgte sproget hos 24 unge og fandt ud af, at der kun var en lille forskel i frekvensen af brugen af bandeord mellem aldersgrupperne. Når vi almindeligvis opfatter det anderledes, er det fordi, at ældre bruger ord, som vi efterhånden opfatter som almindelige og ikke stødende. Når midaldrende og ældre mennesker siger »Gud«, »Du godeste«, »Helvede«, »Fanden« eller »Gud ske lov« ved de færreste, at det oprindelig var gudsbespottelse,« siger Marianne Rathje.

Ifølge hende relaterer unges bandeord sig i højere grad til kroppens nedre funktioner, hvorimod midaldrende og ældre holder sig til de religiøse, og de bruger stort set ingen bandeord, der har med afføring og sex at gøre. De yngre bruger også engelske låneord som »shit« (lort), »fuck« (knæp) og »fucked up« (absurd / ødelagt / gennemknæppet).

Marianne Rathje er i færd med at færddiggøre en større afhandling om danskernes bandeord og de engelske kraftudtryks indtog. Hendes foreløbige konklusioner er, at de amerikanske bandeord ikke har haft stor succes hos danskere. De 24 danskere, hun har udvalgt til sin undersøgelse, er københavnere og uden længere uddannelse, og deres forbrug af fremmedord er kun på en procent af deres samlede ordforråd, og egentlige kraftudtryk udgør kun en forsvindende lille del.

Men denne beroligende rapport harmonerer måske ikke med, hvad enhver lytter kan høre sig til, hvis man åbner for Danmarks Radios ungdomskanaler og bl.a. lytter til »Yallahrup Færgeby«. Marianne Rathje indrømmer, at hendes undersøgelse ikke er helt repræsentativ:

»Af de unge mennesker, jeg udvalgte, var der ikke indvandrerungdom repræsenteret, så det er muligt, at »Yallahrup Færgeby« rammer meget godt plet, selvom jeg nu ikke synes, at der var så mange bandeord ud over »fuck« i udsendelsen. Men de unge bruger næppe den slags udtryk på tværs af generationerne, så det er mest et ungdommeligt frisprog, som de selv ved ikke accepteres generelt,« siger hun.

Shakespeare bandede også
Men før »Yallahrup Færgeby« og andre ungdomsudsendelser introducerede bandeord for en bred offentlighed, var der såmænd godt gang i anvendelsen. Menneskeheden har til alle tider bandet og brugt kraftudtryk. Ganske vist skifter kraftudtrykkenes indhold, men intet tyder på, at frekvensen er blevet mindre.

Engelske forfattere som Ben Johnson og William Shakespeare brugte kraftudtryk i deres værker, som regnes for vor kulturs støttepiller.

Når Shakespeare således i »Stor ståhej for ingenting« skriver »zounds« og »sblood« så er det profane sammentrækninger af ord som »Gods wounds« (Guds sår) og »Gods blood« (Guds blod), som er hentydninger til seksuelle ordspil og blasfemiske i den betydning, at man ikke måtte tage guds navn forfængeligt.

Og James Joyce anvender udtrykket »fuck« i sin klassiske roman »Ulysses«. I Norman Mailers antikrigsbog »De nøgne og de døde« bander soldaterne, hvilket forekommer naturligt, for sådan talte soldaterne. Caliban, en af Shakespeares mest kendte figurer, siger i stykket »Stormen«:

»Du lærte mig sprog og at have udbytte af det. Jeg ved, hvordan man bander.«

Men hvorfor bander vi? Forskerne er uenige, for banderi kan udtrykke mange forskellige menneskelige følelser alt afhængig af situationen. Kate Burridge, der har forsket i kraftudtryk, siger i bogen »Forbidden Words: Taboo and the Censoring of Langauge« (2006), at banderi ofte optræder i grupper, hvor man føler sig afslappet og tilpas og derfor har et frisprog og samtidig understreger, ligesom i »Yallahrup Færgeby«, sin gruppeidentitet.

Men banderi kan også anvendes til at komme af med vrede og aggression og i sidste ende undgå fysisk aggression. Vi kan altså ikke sætte banderiet på en let menneskelig formel, for det optræder i så mange forhold.

Religion og sex
Hvilke ord, der er bandeord, er afhængig af den nationale kulturhistorie. I visse samfund er det religiøse forhold, der bestemmer bandeordenes art og i andre seksuelle. Oprindelig var det at bande forbundet med at sværge i guds navn.

I det gamle Babylon svor man i gudernes navne for at sikre sig mod løgn. Hvis folk forbrød sig og brugte Guds navn i daglig tale, var det blasfemisk. Udtryk som »I Guder« eller »Jesus Kristus« var misbrug af guden og blev betragtet som en gudsbespottelse og kraftudtryk.

Vort samfunds tiltagende sekulære karakter har gjort religiøse bandeords effekt svagere. De er ved at blive erstattet af seksuelle udtryk som »fuck you«, som strengt taget ikke giver mening, for at have sex med en anden er ikke noget dårligt og kan vel ikke opfattes som en forbandelse. Den hollandske forsker Guy Deutscher har forsket i udviklingen af sprog, og han siger til New York Times:

»I samfund, hvor kvinders renhed og ære er af afgørende betydning, er det ikke overraskende, at mange bandeord er variationer over udtryk som »din søn af en luder« eller refererer til kønsdele.«

Kroppen og dens funktioner er en kilde med et uudtømmelig lager af bandeord, men i et samfund, hvor vores kropsfunktioner ofte er tabulagt, kan selv uskyldige ord blive udgrænset. Ordet »toilet« kommer af det franske ord for et lille håndklæde og var en pæn måde at omtale det sted, hvor man forrettede sin nødtørft. Siden blev udtrykket identisk med selve den porcelænskumme, der stod på toilettet. I mange kulturer blev ordet »toilet« fjernet fra daglig tale, fordi det for direkte blev forbundet med de kropslige funktioner. I stedet spørger man efter badeværelset.

Den dag i dag anvender veletablerede aviser ikke ord som »lort«, »pis«, »røvhul« og lignende. Der er dog forskel på den slags udtryk. Kate Burridge har observeret, at »lort« er mindre acceptabelt end »pis« og at »prut« er mere acceptabel.

Bandeord på hjernen
Hjerneforskeren Steven Pinker har i en netop publiceret artikel i tidsskriftet New Republic stillet spørgsmålet: Hvorfor interesserer det offentligheden så meget, om man bander eller ej? Årsagen er, siger Pinker, ikke ordene i sig selv, men frygten for at banderi skal sænke det moralske niveau hos ungdommen. Men ingen har nogensinde påvist, at der er en forbindelse mellem profant sprogbrug og moralsk fordærv, siger Pinker.

For at forstå fascinationen af banderi og afskyen i visse kredse for vulgært sprogbrug må vi forstå, siger Pinker, at ord, som er tabu, har en forbindelse til den ældste og dybeste del af vores hjerne.

Ord har ikke blot et sprogligt indhold, men også en billedbåren følelse, der er forankret dybt i hjernen. Vores hjerne har et såkaldt limbisk system, der regulerer motivation og følelser. Desuden består hjernen af en krøllet overflade, som kaldes neokortex, hvor viden, rationalitet, fornuft og planlægning har sin platform. De to systemer arbejder sammen, mens ords sproglige betydning behandles i neokortex, så er dets billedmæssige konnotationer forbundet med både neokortex og det limbiske system.

I dette sidste system findes et valnøddeagtigt organ, amygdala, som er med til at berige erindringer med følelser. Denne hjernedel lyser op, viser hjernescanninger, når et menneske ser et vredt ansigt eller hører et bandeord. Reaktionen er følelsesmæssig, og vi reagerer ufrivilligt over for påvirkninger af f.eks. bandeord med seksuelt indhold. Reaktionen har fået betegnelsen ’stroop effekten’. Mens ord som rød, blå, gul og grøn registreres uden billeder og følelser, så vil »kusse«, »lort«, »fuck«, »patter« og f.eks. »pik« give os en ufrivillig billedoplevet følelsesreaktion, skriver Pinker. Prøv selv.

Fucking fantastic
Professor i psykologi Timothy B. Jay, forfatter til »Cursing in America«, har i sin bog undersøgt banderiet i USA. Han dokumenterer, at mænd bander mere end kvinder.

Grunden er, skriver Steven Pinker, at i alle samfund har mænd et mere frit seksualliv end kvinder og et større forbrug af tilfældig sex. Det er kun naturligt, at dette forbrug også medfører et større frisprog.

I moderne rytmisk musik anvendes nedladende og sexistiske udtryk om kvinder – ofte krydret med bandeord om kønsorganer. Den slags musik spilles på alle radiokanaler.

Skal man i ytringsfrihedens navn acceptere anvendelsen af bandeord også af seksuel art? Skal vi tillade sexistisk musik og bandeord om kønsorganer anvendt af radioværter i DRs ungdomsudsendelser og af de storgrinende nonsenssnakkende værter i udsendelser som »De sorte Spejdere« på DR? Og hvad med »Yallahrup Færgeby«? Er det i orden, at unge mennesker får den idé, at man skal sige »fuck« og »bøsseluder«?

Amerikanerne har været debatten igennem, og i 2003 modtog sangeren Bono i en radioudsendelse en pris med ordene »Det er virkelig helt fucking fantastisk«.

Sagen kom op i Kongressen, og konservative ønskede forbud mod seksuelle bandeord i medier, der var offentligt finansieret. Men forslaget blev nedstemt, og sproget er stadig frit i alle amerikanske medier – bortset fra selvcensur og politisk korrekthed, der ganske alvorligt indskrænker det frie sprog.

Der er mange argumenter for både at acceptere banderi og gå imod det. For Steven Pinker er det afgørende, at væsentlige dele af livet kun kan udtrykkes gennem bandeord. I krig og kærlighed bandes der, og stor litteratur er fuld af obskøniteter. At bande er en del af vores sprog og anvendt opfindsomt med kreative metaforer og rytme er det en af de mest værdifulde dele af vort sprog, skriver Pinker. I stedet for at forbyde det, burde banderi accepteres og raffineres.

DR har en officiel sprogpolitik, hvor man fastholder, at bandeord ikke bør være en del af programmernes koncept, dog med den elastik, at der kan forekomme argumenter for brugen i specifikke programmer. Underdirektør Inger Kirk fra DR siger:

»Vi er meget bevidste om brugen af bandeord og slang og vurderer i hver enkelte program, hvor grænsen går. Det er bevidst valg hver gang, og selvom man i »Yallahrup Færgeby« bruger bandeord, er det ikke udtryk for en blåstempling af den slags, men et forsøg på realistisk at skildre et miljø.«