Oluf Høst blev en maler, der gerne ville skildre altings sammenhæng. Han var med egne ord en naturpsalmist, der mod slutningen af livet i et og samme billede forsøgte at rumme både universet og det nære: Udsigten fra Bognemark på Bornholm og stjernebilledet Orion omkring 1.600 lysår borte. I ét storslået greb.

Hvem: Jens Henrik Sandberg.
Hvad: »Oluf Høst jeg blev væk i mig selv«. 278 sider. 300 kr.
Hvor: Gyldendal.

Oluf Høst (1884-1966) fik et liv præget af store sorger og vel også skamfølelse, men han opnåede på mange af tilværelsens områder succes. Han sagde, han var kommunist, men han stemte konservativt. I hvert fald i 1926. Det var på grund af formueskatten. Formueskatten var et forslag fra Thorvald Stauning, der gerne ville sætte gang i beskæftigelsen, og det ville altså blandt andet, mente den socialdemokratiske statsminister, indebære en ny skat på formuer.

Det kunne maleren med de mange venner og bekendte i tidens kulturradikale miljø omkring Poul Henningsen alligevel ikke lide, for han havde da både hus med tjenestefolk og stor bil. Til gengæld købte han sine PH-lamper direkte hos arkitekten selv.

Slangens æg

Oplysningen om Oluf Høsts stemmeafgivning stammer ikke blot fra en ny biografi om den danske maler skrevet af direktøren for Oluf Høst Museet i Gudhjem, Jens Henrik Sandberg. De stammer fra kilden. Oluf Høsts biograf har informationen fra en af Høsts logbøger.

Høst skrev logbøger. Ikke dagbøger. Til gengæld skrev han flere end 1.300 af dem. Ifølge forordet. 1.800 ifølge bagsideteksten. Under alle omstændigheder et stort arbejde som Jens Henrik Sandberg har brugt som et væsentligt fundament for sin biografi, der posthumt har lånt titel fra Høst selv. »Jeg blev væk i mig selv,« skrev han i 1964. Det var hans eget bud på en titel til en kommende monografi.

Det med at anvende logbøgerne som kildemateriale er ikke nogen selvfølge. Efter Oluf Høsts død blev bøgerne overdraget til Det Kongelige Bibliotek og klausuleret frem til 2016. Kun ved familiens mellemkomst har Jens Henrik Sandberg fået mulighed for at komme til dem forinden.

Hvorfor de var klausuleret? Fordi Oluf Høsts søn, Ole, var overbevist nazist; så overbevist at han melder sig til Østfronten, hvor han falder i 1943. Det var en historie, familien ikke rigtigt havde lyst til at boltre sig i. Hvem havde lyst til det?

Både Ole Wivel og Knud W. Jensen har siden været udsat for voldsom kritik for deres ungdoms »sværmeriske« forhold til visse ideologiske og kunstneriske strømninger syd for grænsen. Måske var der også en tendens til at ville lægge de fem forbandede år og efterkrigstidens forkølede retsopgør bag sig. De Gode Tider ventede jo lige forude.

Den dæmoniske gæst, der i denne sammenhæng leder en familie og en kreds af venner i ulykke, er den østrigske litterat og kunstskribent Fritz Waschnitius. På en forunderlig måde overtager han lyrikeren Otto Gelsteds »rolle som intellektuel forankring i tiden«, skriver Jens Henrik Sandberg, der så efterfølgende redegør for, hvordan Fritz Waschnitius og Høst-familien får stadig mere med hinanden at gøre. Blandt andet i form af udstillinger i Tyskland.

Men paradoksalt er det, som også Sandberg bemærker, for Gelsted bliver mere og mere overbevist kommunist; Fritz Waschnitius stadig mere overbevist nazist (hvis han da ikke var det i forvejen). Og man forstår og føler med Oluf Høst, der ikke havde hang til det totalitære. Var det hans skyld, havde han blot en medskyld i, at Ole valgte at melde sig til SS? Alene fordi han introducerede de to til hinanden? Var Fritz Waschnitius forføreren? Kunne faderen have forhindret tragedien? Og skammen?

At Oluf Høst selv ikke havde sympatier i dén retning synes evident. Han var fortrolig med tysk og europæisk maleri og herunder udrensningerne af entartete Kunst. Det havde han såmænd selv været udsat for under en udstilling i Tyskland. Han vidste, hvad der skete syd for grænsen. Han ytrer sig om ensretning, og på et tidspunkt bliver Danmark jo også besat. Ja, undervejs bliver det måske ligefrem åbenbart, at Tyskland alligevel ikke vinder krigen. Men Høst holdt sig på den rigtige side af kridtstregen hele tiden.

Scener fra et ægteskab

Oluf Høst er født på Bornholm. Som en af de få af bornholmermalerne. Bornholmermalerne er for eksempel Karl Isakson, Harald Giersing og Edvard Weie samt Høsts ærkefjende, Niels Lergaard.

Mellem 1898 og 1901 er Høst til søs. Efterfølgende står han i lære som håndværksmaler. Efter en tid i marinen slår han sig ned i København, hvor han begynder at modtage undervisning med henblik på at lægge op til Akademiet.

I sin studietid træffer Høst også sin tilkommende, der ikke alene er maler med også »et lille væsen jeg længes så nederdrægtigt efter«. Hendes maleri, der i dag er glemt, men som Sandberg i biografien imidlertid anerkender som talentfuldt, bliver der ikke meget plads til i det ægteskab. Det foregår ganske vist ikke som hos en anden maler nogle tiår senere, der på kunstnerægteparrets bryllupsrejse til kunstens daværende hovedstad, Paris, allerede ved Valby åbner togvinduet og kyler sin hustrus malerkasse ud af kupeen. Der var kun plads til én maler. Sådan var det også med Høst og hustru.

Høst-parrets ægteskab visner bare. Det gør Hedvig også og parret har en længere ægteskabelig krise, der imidlertid ophører omkring 1925. Høst var mere gift med sit maleri end med sin kone. Der på sin side måske hellere ville være gift med Rude. Familiens sagfører noterer bedrøvet: »De to, som var så lykkelige nu gør de livet til et helvede for hinanden. Levede gamle Herr Wiedemann ikke, havde de forlængst været skilt...«

Herr Wiedemann er Hedvigs far, der havde finansieret lejligheden i København. Men Bornholm trak. Det var lyset og landskabet. Lysten hos Høst til at være en succes hjemme på øen, der om sommeren i hans optik alligevel blev en forstad til København på grund af alle badegæsterne. Og til København kunne man altid tage om vinteren. Så Hedvig og Oluf slog sig ned i Gudhjem med hus og atelier og en Chevrolet. Siden kom så gården Bognemark, der sammen med andre bornholmske lokaliteter blev et motiv, han vendte tilbage til igen og igen, fordi stederne og deres hjemmevante skønhed blev ved med at fascinere ham.

Hvisken og råb

I takt med at Høst fik en stadig friere penselføring, rejste det nye kunstneriske problemstillinger. Mødet med de andre bornholmermalere skærpede hans interesse for arbejdet med farven, men ellers er det tydeligt, hvordan mange af hans billeder bliver ren flade. Motivet synes ligegyldigt det bliver et spørgsmål om, hvordan farveflader mødes og bevæger sig indbyrdes i billedrum. Og så fastholder han alligevel den motiviske forankring. Silderøgeriet, rundkirken, nabohusene og så gården med den lysende vognport, som han malede hundredvis af gange, og som lægger grunden til den folkelige yndest, der er blevet Oluf Høsts billeder til del.

Med tiden nærmede Oluf Høst sig i stigende grad abstraktionen og blev stadig mere kosmisk. Både i sit natursyn og helt konkret, idet han rettede sin motiviske opmærksomhed mod stjernebilledet Orion og i nogle af sine senere leveår skabte nogle fortryllende billeder, hvor det er, som om kosmos og udsigten uden for vinduet forenes i ét som en lovsang til livet, der udtrykker en forståelse af, at der er en sammenhæng og en cyklus i alt.

Høst var som hustruen skrev i et brev gift med sit arbejde. Men det er ikke det samme som, at familielivet ikke betød noget for maleriet, for hans produktivitet og hans orientering. Det samme gjorde den underlegenhedsfølelse, han nærede over for nogle af sine kolleger og dem med de rigtige meninger og den helt korrekte smag. Og ikke mindst tabet af sønnen til en syg ideologi må have spillet en afgørende rolle.

Logbøgerne er redigerede Høst værnede om sin anseelse, sin fremtræden i lokalsamfundet og kulturlivet. Men de og biografien der er bygget på dem tegner alligevel et billede af en kunstner, hvis liv var kunsten, men hvis kunst alligevel hang sammen med livet.