Hør en mand fra Napoleons tid tale

Ny bog fortæller den spændende historie om Danmarks første optagelser af lyd. Gå på opdagelse i fortiden med lydens hjælp!

Retro Otto Leisner
Afdelingschef på Danmarks Radio TV, Otto Leisner med pibe og fonograf. Fold sammen
Læs mere
Foto: SVEND ÅGE MORTENSEN

Sus og skrattende lyde. Man lukker øjnene og hører så magien indfinde sig.

En stemme træder frem og virker ikke specielt død – snarere helt forbløffende virkelig:

»Drømmer jeg, eller er jeg vågen?« spørger den. »Hvor er min kone, hvor er mine børn, hvor er mit hus. Og hvor er Jeppe?«

Ordene står i Ludvig Holbergs elskede »Jeppe på Bjerget« og siges af ingen ringere end skuespilleren Ludvig Phister fra Det Kongelige Teater.

De siges altså af en herre med fødeåret 1807. Af en herre, der kom til verden før Københavns bombardement. Men som ikke desto mindre kan høres nogenlunde klart og i hvert fald tydeligt nok til genkendelse. Klik på nummer 43.

»Danmarks første lydoptagelser« af musiklektoren Steen Kargaard Nielsen og lydteknikeren Claus Byrith er den spændende fortælling om Edisons fonograf og især dens ankomst til København i 1890erne.

Den amerikanske opfinder tager i 1877 patent på en »fonograf«, ordet oversat en »lydskriver«: Man råber ind i en tragt og lader lydens svingninger gå ned i en nål og derfra ned på en rulle. Hvorpå man vender processen, lader sporet på den lille rulle sende resultatet ud af en tragt og genskabe dermed lyden.

En verdenssucces er født. Som altid en succes med ret mange fædre. For også Alexander Graham Bell kommer med i udviklingen og har altså andet end telefonen på sin samvittighed. Og tyske Theo Wangemann tilfører lidt af sine landsmænds legendariske grundighed og gør den afgørende model klar – ligesom han forøvrigt får optaget komponisten Johannes Brahms’ stemme i tide.

Bogen fortæller anskueligt om alt det tekniske ved opfindelsen og om nødvendigheden af kaustisk soda ved fremstillingen. Og fordi man stadig ikke fatter en bjælde, er der flotte illustrationer med. Det hjælper alt sammen.

Men at Danmark skulle blive lidt af et storspiller på feltet! Hvem havde set dét komme!

Gottfried Ruben er generalkonsul og succesfuld forretningsmand og indehaver af noget så eksotisk som en portugisisk vinimport i Stormgade i København. Han bliver agent for Thomas Edison med eneret for Skandinavien og kan i november 1889 afhente den første forsendelse af fonografer i større omfang.

»Danmarks første lydoptagelser« går nu ind i et nyt kapitel. For hvad skal man overhovedet med sådan en maskine? Hvad kan den egentlig?

Københavnerne og danskerne i almindelighed er noget skeptiske. Ikke så få ser Edisons nye maskine som et stykke legetøj for velstillede. Og indkøbsprisen kræver trods alt en grosserer ved hånden: Man skal slippe ikke færre end 700 kroner stykket. Det svarer til omkring 50.000 nutidskroner.

Så den danske forretningsmand sætter et kæmpe apparat i gang. Markedet skal gøres sultent efter den amerikanske leg med lyd. Og appetitten skal skabes af pressen. Ruben har store udstillinger og fremvisninger og kan snart se apparatet anmeldt mere eller mindre grundigt i dagbladene.

En udsendt fra Kjøbenhavns Børs-Tidende anno 1889 tager den obligatoriske glasprop i hvert øre og kan næsten ikke trække vejret af begejstring. »Regulatoren hvirvlede rundt - Drivhjulene snurrede - og i Øret hørte jeg en Susen, som et Øjeblik efter gennembrødes af en stærk Mandsstemme. Det var Fonografen, der hilste på Kjøbenhavns Presse!«

En lidt mere sur reaktion kommer ikke overraskende fra Dagbladet Politiken: Sangeren på den demonstrerede optagelse »ville være dårlig tjent med med at faa sin Sangævne kritisk bedømt pr. Fonograf;« skriver anmelderen hjem.

Og en journalist fra Social-Demokraten ryger helt op i det røde felt over opfindelsen. For den kan i værste fald koste arbejdspladser. Mange arbejdspladser. En direktør kunne teoretisk indtale sit diktat og få diktatet skrevet ned på omkring en tredjedel af tiden.

»Kontorpersonalet kan erstattes af en Dreng, som har den fornødne Øvelse i at betjene Skrivemaskinen,« hedder det i bladets udgave fra 6. juni 1894. »Simpelt og praktisk, som man ser. En ren Benefice for de Herrer Kapitalister!«

Resten af den spændende fortælling havde helt bogstaveligt været utænkelig uden Berlingskes medvirken: Knud Hegermann-Lindencrone fra Det Berlingske Officin er en af 1930ernes største musiknørder og anmelder endda plader under mærke!

Han hører i 1935 om tre gådefulde ruller med verdenstenoren Vilhelm Herolds stemme fra omkring 1903. Selve rullerne er så småt gået til, man kan snart ikke høre musikken længere, et helt lille stykke verdensarv virker i fare!

Helten fra Det Berlingske Officin får nu overspillet først de tre plader med Herolds stemme og siden en lang række af de andre optagelser.

Edisons danske producent indstiller så vidt vides alle aktiviteter 17. december 1895. Og ikke alle valserne fra det halve årti har fundet vej til eftertiden i hørbar tilstand. Men opfindelsen har da været rundt til kunstnere, håndværkere og legeglade borgere fra hele Danmark og resulteret i omkring 155 valser.

Og præcis dét er bogens skønne finale: Fortiden kan høres på indlagte fonogrammer i et format ved navn CD. To skiver sender en hilsen næsten fra Napoleons tid og gør det historiske levende som lyset.

For eksempel et par med både russiske og danske rødder – sandsynligvis selveste zar Aleksandr III af Rusland og kejserinde Dagmar. Eller eventyret »Det er ganske vist« med legenden Poul Reumerts far, Elith Reumert. En mand, der sagtens kunne have kendt H.C. Andersen selv.

Langt de fleste optagelser er med musik i form af diverse visesangere og hornorkestre med videre. Man kan for eksempel høre Marius Berggreen kaste sig ud i et par sange fra Erik Bøghs elskede »Redaktionssekretæren« – en af Folketeatrets største vaudeviller med premiere i april 1863. Redaktionssekretærer er disse gode mennesker, der får éns tekst ind i avisen. Man turde lave sjov med dem engang.

Og den historiske optagelse over alle må være være selveste Peter Schram i hele to arier fra Mozarts herlige »Don Juan«. Sangeren er af helt samme årgang som eksempelvis komponisten Jacques Offenbach eller for den sags skyld dronning Victoria af Storbritannien.

Man kan ikke desto mindre høre ham i en tankevækkende udgave af tjeneren Leporellos såkaldte listearie – optaget kun knap et århundrede efter Mozarts egen død. Klik på nummer 10. Optagelsen med Peter Schram er faktisk ikke kun en af de ældste i Danmarks historie. Den er sandsynligvis verdens ældste operaoptagelse overhovedet!

Udgiverne har gjort et stort nummer ud af transskriptioner eller »oversættelser« af de gamle tekster. Så hvis man ikke lige kan høre de talte eller sungne ord, kan man følge dem med øjnene. Men stemningen er næsten nok i sig selv.

Forfatter: Steen Kargaard Nielsen og Claus Byrith. Forlag: Aarhus Universitetsforlag og Det Kgl. Bibliotek