Højskolesangbogen bliver revet væk. »Rummeligheden er dens styrke«

Højskoleforeningen har trykt 120.000 eksemplarer af den nye højskolesangbog. Historikeren Michael Böss forstår godt interessen.

Højskolernes Forening melder om stor interesse for den nye udgave af »Højskolesangbogen«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Forventningerne var store, men allerede nu overgår interessen for den nye højskolesangbog forlagets forventninger. Man har i det hele taget kunne mærke, at interessen for fællessang har fået flere til at investere i Højskolesangbogen.

»Vi har trykt 120.000 eksemplarer, og det er ikke en overdrivelse, at de bliver revet væk. Fællessang og fællesskab er liv,« skriver generalsekretær for Højskolernes Forening Elisabeth Gerner Nielsen på Facebook.

Højskolernes Forening, der udgiver sangbogen, bekræfter dette og oplyser, at der i det hele taget har været en stigende interesse for også den nu tidligere højskolesangbog.

Det kan historikeren, dr.phil., emeritus ved Aarhus Universitet Michael Böss godt forstå. For ham er Højskolesangbogen både en påmindelse om, hvem vi var, og et bud på et portræt af samtiden.

»Der er ingen tvivl om, at Højskolesangbogen er et af de vigtigste ikke-formelle nationalsymboler, vi har,« siger han.

»Det er en bog fra det civile samfund, fra højskolebevægelsen, der rummer en mangfoldighed, og som har den styrke, at den ikke er særlig sammenhængende i sin karakteristik af det nationale. Sangene spænder vidt, så mange kan spejle sig i den. Rummeligheden er dens styrke,« siger Michael Böss.

National kontinuitet

Den nyeste udgave har været omgærdet af lettere kontrovers. For nogle er afskaffelsen af Shu-bi-duas ukontroversielt hyggebøvede fædrelandskærlighed i sangen »Danmark« og tilføjelsen af Isam Bs »Ramadan i København« et knæfald for andre kulturer. For andre viser det den udvikling, der er foregået i samfundet siden den seneste højskolesangbogs-udgivelse i 2006.

»Sammensætningen af Højskolesangbogen er en hårfin balance, men den er kun et bud på det samfund, der afspejles. At det giver anledning til polemik viser, hvor meget sangbogen betyder,« siger Michael Böss.

Historikeren mener, at noget af det, vi finder i Højskolesangbogen, der går tilbage til 1894, er en kontinuitet til det, vi er dannet af, og det vi finder i fællessangen er en samhørighed med både hinanden og det, vi kommer af. Det er kun blevet forstærket af coronakrisen.

»Der er en bevidsthed om, at det her kan vi kun komme igennem sammen, og det kræver et folkeligt fællesskab. Det så vi også under besættelsen, der forstærkede den historiske tradition for at synge sammen. På den måde forbinder sangene os til hinanden og til vores historie.«