Højrefløjens annus horribilis

En generation efter Berlin-murens fald accepterer den danske og vestlige højrefløj indgreb i den personlige frihed. Var det virkelig, hvad borgerlige drømte om efter sejren i Den Kolde Krig? Året, der gik, udstillede højrefløjens moralske krise.

"Vandt vi virkelig den kolde krig. så vores regering kunne aflytte vores borgere uden dommerkendelser? Vandt vi Den Kolde krig for at afvikle og minimere retten til at blive stillet for en dommer? Vandt vi Den Kolde krig, så vi kunne torturere fanger og vise foragt for Geneve-konventionen", spørger den amerikanske kommentator Mick LaSalle, Billede fra Guantanamolejren i Cuba.<br>Arkivfoto: Shane T. McCoy Fold sammen
Læs mere

Velbekomme.

Julemaden faldt igen tungt. Gaverne var større end året før, hvor de var større end året før. Dankortene glødede mere end nogensinde, og i aftes eksploderede himlen over København og andre vestlige hovedstæder i et festfyrværkeri. Imens kører denne avis en serie om vores stigende behov for skønhedsoperationer. Alt kan og skal blive kønnere og større og mere perfekt.

Man siger, at 1990erne var fede. Er der så ord tilbage at hæfte på 2006?

Ja. I året, der gik, var vi stadig fede, men ikke længere så selvfede. I femåret for terrorangrebene den 11. september 2001 begyndte folk rundt om i den vestlige verden at stoppe op, kigge sig omkring og spørge sig selv, om de bliver holdt for nar. Om de har løjet for sig selv. Om den vestlige civilisation virkelig er så truet på sin eksistens, som højrefløjen både ude og hjemme siger, når de fleste kan se, at festen - trods al den snak om terror - bare kører uanfægtet videre?

Der er noget, der ikke hænger sammen, og som altid var amerikanerne dem, der mest dramatisk sagde fra. Det skete i form af et historisk nederlag til præsident George W. Bush og hans republikanske parti ved midtvejsvalget i november. Demokraterne overtog magten i Kongressen, hvilket bare få dage før valget blev betegnet som helt usandsynligt.

Selvransagelse
Men noget er i gære. Ikke på venstrefløjen. Demokraterne gik frem, fordi USA efter nogle års flirt med nykonservatismen rykkede tilbage mod midten. Tendensen synes at være den samme i Europa. Danskerne er ifølge undersøgelser bekymrede for det trygge velfærdssamfund, tyskerne har fået en samlingsregering, og briterne søger hjem til den forsigtige konservatisme.

En generation efter Berlin-murens fald begynder borgerlige at diskutere, hvad de egentlig har brugt sejren i Den Kolde Krig til, og overvejelserne fører til røde ører, konstaterer kommentatoren Mick LaSalle fra webmagasinet San Francisco Gate, der har studeret højrefløjens spirende selvransagelse. En selvransagelse, som tidligere nykonservative og borgerlige ideologer som Francis Fukuyama og Andrew Sullivan for alvor satte i gang i løbet af i år.

»Hvis man voksede op under Den Kolde Krig og frygtede kommunismen, var man ikke skør. Men vandt vi virkelig Den Kolde Krig, så vores regering kunne aflytte vores borgere uden dommerkendelser? Vandt vi Den Kolde Krig for at afvikle og minimere retten til at blive stillet for en dommer? Vandt vi Den Kolde Krig, så vi kunne torturere fanger og vise foragt for Geneve-konventionen,« spørger Mick LaSalle og leverer selv svaret:

»Selvfølgelig er det ikke, hvad man ønskede. Jeg ved, at det ikke er, hvad man drømte om den nat, Berlin-muren faldt.«

Men det er den virkelighed, vi har fået. Vi lever i en tid, hvor lederen af verdens mægtigste land, USAs præsident, nu lovligt kan bure et menneske inde og smide nøglen væk uden nogensinde at stille fangen for en dommer - og som tilmed kan udsætte fangen for det, mange opfatter som tortur.

Tvivlen trænger sig derfor på hos en højrefløj, der gennem fem års terrorfrygt har været villig til at give slip på idealerne af frygt for en større fare. Ikke bare i USA, men i hele den vestlige verden er der sket indgreb i frihedsrettigheder, som var utænkelige før 11. september 2001. I de selv samme rettigheder, som frem til Murens fald gav Vestens borgerlige et moralsk overtag i forhold til de gamle øst-magter og deres støtter.

Men terrortruslen har i de senere år været nøglen, der åbnede alle døre og lod totalitarismens spøgelse slippe ind. Den netop afdøde Gerald Ford, amerikansk præsident fra 1974 til 1977 kaldte det i et afskedsinterview med Washington Post for »terrorfeber«, og han var skuffet over, at den havde ramt hans frihedselskende land så hårdt.

Nu viser truslen sig tilsyneladende at være mindre, end vi har bildt os selv og hinanden ind. Der eksisterer et terrorproblem. Men den vestlige civilisation er ikke truet på sin eksistens, og i takt med at julen kommer og går, og folk får nye fladskærme og fedtsugninger, synes terrorretorikken mere og mere hul. Igen mest tydeligt i USA, hvor Bush-administrationens kamp mod terrortruslen tilmed har efterladt landet i den situation, at alle de udenrigspolitiske problemer, det havde, før Bush kom til, nu - seks år senere - alle har vokset sig større.

Den amerikanske - og dermed den nykonservative - model for løsninger har ganske enkelt ikke virket på et eneste punkt, fastslog avisen New York Times i den forgange uge:

Nordkorea måtte ikke få atomvåben, forsikrede Bush. Men så testede vindjakkerne i Pyongyang i oktober alligevel et atommissil. Bush lovede i stedet at løse sagen gennem sekspartssamtaler. Men de brød sammen kort før jul.

Heller ikke Iran må få atomvåben, lover Bush. Lillejuleaften vedtog FNs sikkerhedsrådet nye sanktioner, men slet ikke så hårde som ønsket i Washington. Det rumler nu med rygter om et amerikansk angreb på Irans atomfaciliteter. Men heller ikke det synes at kunne vinde opbakning.

For regeringen i Sudan var nytåret deadline for at acceptere ekstra fredsbevarende styrker til den uroplagede Darfur-provins. USA presser hårdest på for indgreb, men møder modstand fra Kina.

I alle tre tilfælde - Nordkorea, Iran og Sudan - lider amerikanerne under det problem, at de ikke har fuld handlefrihed på grund af problembarnet over alle: Irak. Krigen hænger som en tung dyne over USAs autoritet og ressourcer, fastslår forskeren Derek Chollet fra den amerikanske tænketank, Center for Strategic and International Studies:

»En af de udfordringer, vi står overfor, er, at der som følge af Irak-krigen ikke er megen ilt i lokalet, og det er derfor sværere at tænke kreativt i forhold til de andre problemer.«

Tidligere på måneden afleverede den såkaldte Baker-kommission anbefalinger til en ny strategi i Irak. Anbefalingerne om en gradvis tilbagetrækning og en øget diplomatisk indsats overfor Syrien og Iran er allerede lagt i graven. Bush har signaleret, at han efter nytår i stedet sender flere tropper af sted.

Men kommissionens skildring af hverdagen i Irak vil blive stående som ikke bare dette års, men de seneste fem års mest dystre læseoplevelse for borgerlige, der engang og måske stadig støtter krigen. Er der syv ord, der vil stå tilbage fra 2006, er det kommissionens konklusion: »Situationen i Irak er alvorlig og i forværring.«

Alt er gået galt. Alt. Det erkender selv Bush. »Vi vinder ikke,« sagde han forleden - men tilføjede, at »vi« heller ikke taber.

Moralsk krise
Langt ind i hans eget parti er man dog skeptiske overfor, om 30.000 flere tropper kan forhindre det. Om der overhovedet er en sådan ting som »uafgjort« i denne krig. Hvad løsningen så er i Irak, ved tilsyneladende ingen. De fleste synes enige om, at tilbagetrækning ikke er svaret. Som Bush sagde på et pressemøde før jul: Det vil blot styrke terroristerne.

Det kan meget vel være rigtigt. Men når den amerikanske præsident i næste åndedrag kan ønske alle en glædelig jul med ønsket om, at alle bare skal gå ud og »shoppe«, lyder advarslen som blot endnu et symptom på »terrorfeber«. For hvis den vestlige civilisation virkelig er truet, og hvis Irak er krigen, der for alt i verden ikke må tabes, hvorfor bliver vi så ikke afkrævet større ofre? Hvorfor får forbrugsfesten så bare lov til at fortsætte?

Det spørgsmål plager en højrefløj, der i år begyndte at forstå, at den står i samme moralske krise, som venstrefløjen gjorde i og lige efter Den Kolde Krig. 2006 blev året, hvor det begyndte at stå klart, at også borgerlige kan tage helt grundlæggende fejl. Det er en uvant situation for folk, der er præget af Murens fald og altid har anset sig selv for at være på den rigtige side.

Som Mick LaSalle fra San Francisco Gate skriver, er selvransagelsen, der er sat i gang, lidt som at være turist bag et bilrat i England. Man er vant til hjemmefra at kigge efter mulige farer fra venstre, men pludselig kommer de fra højre.