Hitmaskinen

Blot 28 år gammel er Remee alias Mikkel Sigvardt en af Europas hotteste sangskrivere. Han har allerede tjent millioner af forskellig valuta på sine hitører, der får navne som Britney Spears, Blue og Bent Fabricius-Bjerre til at lægge deres karrierer i hans hænder.

Hitmaskinen - 1
Efter i årevis at have turet mere eller mindre konstant rundt i verden, lader rapperen og produceren Remee nu ind imellem stjernerne komme til ham i stedet. <br>Foto: Søren Bidstrup. <p><br> Fold sammen
Læs mere

H.C. Andersen kunne ikke have skrevet det mere eventyrligt. Tre måneder gammel bliver en lille dreng afleveret på en politistation af sin svært psykisk syge mor. Som 15-årig havner han ved et tilfælde i musikbranchen. Og i dag regnes Mikkel Sigvardt, under kunstnernavnet Remee, som et af Europas absolut største hitmagertalenter.

Se blot her: for 14 dage siden var han i London for at skrive sange til Britney Spears' næste album, i sidste uge fløj det millionsælgende boyband Blue til København for at skrive seks sange til deres kommende plade med danskeren, der kan se tilbage på et C.V. som rummer utallige danske-, flere europæiske- og to amerikanske superhits.

Remee er kun 28 år, men han er faktisk garvet i musikkens verden, hvor han har prøvet at have de fleste forskellige kasketter på. Som teenager og skoledreng var han rapper for navne som Dr.Baker, Nikolaj Steen, Sound Of Seduction og Thomas Blachmann. Derefter skiftede han ham og begyndte at arbejde bag kulisserne som producer og sangskriver for søskendeduoen S.O.A.P., som helt og holdent var hans idé. Efter S.O.A.P.'s umiddelbare succes med to millioner solgte plader, var alle døre åbne verden over for Remee's sangskrivertalent. »Det er hårdt arbejde,« understreger han, »men derudover er jeg så heldig, at jeg bare har en kreativ kanal åben.«

Hvorfra den kommer aner han ikke. En ting er dog i den forbindelse givet, hitøret kommer ikke fra adoptivfamilien i Solrød »som må være en af de mest umusikalske familier i hele verden«.

Remee griner og fortæller videre, at hans storebrors pladesamling begrænsede sig til en soloplade med den tidligere Shubidua-guitarist Michael Hardinger. Så griner han igen. Han mener det kærligt, understreger han.

»Fra jeg selv kan huske tilbage, har jeg også vidst, at det var det her, jeg skulle lave. Jeg har altid været besat af musik, og jeg har aldrig været i tvivl. Det var først, da jeg som 19-årig mødte min biologiske far og mine fire søskende, at jeg fandt ud af, hvor det kom fra. Min far var musiker, og ud over at mine søskende alle sammen lignede mig på en prik, lavede de stort set alle sammen musik på en eller anden måde,« fortæller Remee, der har haft tæt kontakt til sin biologiske familie lige siden.

Musik som uddannelse
Remee er autodidakt fra A-Z. Han fik et trommesæt som fem-årig, som ni-årig begyndte han at undervise de andre børn i kvarteret, »det tjente jeg lidt lommepenge på, derudover har jeg slået græs nede ved min fars firma, men ellers har jeg aldrig haft et normalt job,« indskyder han.

Uddannelsesmæssigt nåede Remee at afslutte 2. G med med det yderste af neglene. Videre skolegang lod sig ikke forene med lange, natlige pladeindspilninger og sene koncerter.

Sangskrivertalentet opdagede Remee, mens han endnu var medlem af Sound Of Seduction, som var det første »tænkte« popprojekt herhjemme, som Chief 1 fra rapgruppen og talentspejderen- og koncertarrangøren Jesper Wennick byggede op omkring Remee. Efter to pænt sælgende albums meddelte Wennick Remee, at der enten skulle skrives nye ørehængere til S.O.S. eller købes nogle udefra.

»Sange, jeg kan skrive masser af sange, ti om dagen, 100 hvis det skal være,« replicerede Remee promte.

For at bevise sin kådhed havde Wennick den unge mand i røret to minutter efter: »Jeg har en sang,« pralede Remee og sang en melodi, der dengang blev forkastet, men som senere endte med at blive en af singlerne fra S.O.A.P.'s første plade, der afstedkom et Top 20 hit i USA. Og gav en kontrakt med både verdensstjerne Mariah Careys pladeselskab og Spice Girls-manageren Simon Fuller. Vigtigere var det dog, at Remee havde fået blod på tanden, hvilket kort tid efter resulterede i Sound Of Seductions første og eneste rigtige monsterhit »Welcome To My World«.

Måtte sætte tempoet ned
Remee er en begejstret fortæller. Arme og ben hvivler rundt mellem hinanden. Han springer hele tiden i tid og sted, for som han siger, »alting er gået så stærkt i efterhånden mange år, hvor det ene har taget det andet«. Han har boet i New York, i Dublin, været på arbejde i England, i Grækenland, lidt i København, så til Stockholm osv. Det har hele tiden været sjovt, og især givtigt for hans videre karriere. Men for et par år siden var han af helbredsmæssige årsager nødt til at skabe sig en base i København, få sig en lejlighed, et hjem og prioritere tid til at slappe af, for at han ikke skulle brænde ud for hurtigt.

Det er også her, i lejligheden på Frederiksberg, at Remee skriver en del af sine sange. Typisk på den fem-strengede, hærgede »backpacker«-guitar. Den er ustemt, og han aner i øvrigt ikke, hvad akkorder er for en størrelse. Men han kan høre, når den er der.

»Det at skrive sange er for mig lige så naturligt som at tale eller køre på cykel. Der kommer musik og ord ud af mig 24 timer i døgnet,« siger han og slår uforstående ud med armene.

»Det falder mig så nemt, at jeg aldrig tænker over det.«

Den slags småhistorier har han masser af. F.eks. den om tilblivelsen af S.O.A.P. med søstrene Line og Heidi, som Remee første gang mødte efter en Sound Of Seduction-koncert i Næstved, hvor de to, dengang knap nok teenagere, interviewede ham bagefter i en bus til et skoleblad.

»Efter Sound Of Seduction og Blachmann-projektet var jeg egentlig gået i gang med en eller anden besynderlig soloplade, som var så introvert, at jeg selv fik for meget af den. Så i stedet fik jeg lyst til at lave noget helt andet og meget mere enkelt. Dér havde jeg så fået et demobånd fra Line og Heidi. Det var faktisk et videobånd, hvor de stod med nissehuer på og sang midt om sommeren til julemændenes årskongres på Bakken. Dér var et eller andet med dem. Det blev så til S.O.A.P., som jeg lavede i stedet for min egen plade,« husker Remee.

Hvor uskyldige og lettere humoristiske de små anekdoter end måtte tage sig ud her sort på hvidt, så giver de samlet et uhyre præcist billede af den branche, man normalt forbinder med rampelys og en ubekymret tilværelse som popstjerne med limos og villige groupies. For nok handler det om flid og talent i musikbranchen, siger Remee, men det handler altså også i allerhøjeste grad om tilfældigheder og held.

Betydningen af netop de faktorer har Remee dog selv bestræbt sig på at minimere mere og mere igennem de senere år. Dels ved at levere varen, når de store kanoner ringer og bestiller sange, og dels ved at sikre sig økonomisk frihed ved at indgå en forlagsaftale med Universal Music Publishing, som over en tre års periode står for at sælge hans sange, administrere økonomien i sangrettighederne og sætte ham sammen med andre sangskrivere rundt omkring i verden. Selv vil han ikke fortælle om det beløb, han fik for at sætte sin signatur på aftalen. Men Universal Music Publishing oplyser, at det drejer sig om et millionbeløb i dollars. Dertil skal man lægge anseelige beløb hvis sangene reelt hitter. I USA, hvor Remee sidste år hittede stort med »We Fit Together«, en sang til boybandet O-Town, har man endnu ikke opgjort hans cut af indtægterne. Men sikkert er det ifølge hans publisher, at der snart vil dumpe en check ind af hans brevkasse pålydende alt fra én til fem millioner kr. For én sang!

Kunstneriske ambitioner
Det er det kreative der er et af Remees ledeord momentant. Eller rettere - han er interesseret i at udvikle sig bl.a. ved at skrive sange til mere kunstnerisk anerkendte navne. Han har netop skrevet en sang, der bliver førstesinglen til den tidligere All Saints-sangerinde Shaznay Lewis' solodebut.

»Det er et kæmpe prestigeprojekt, for det er sangskrivere som William Orbit (Madonna) og Guy Chambers (Robbie Williams) og en masse andre anerkendte folk, som har skrevet de andre sange på pladen. Og det er Nellee Hooper (U2, Massive Attack) som producerer. Så det er en cadeau, at de vælger min sang til at sælge albummet,« smiler Remee, der også er meget begejstret for sit nye samarbejde med Thomas Troelsen fra Superheroes. Projektet mellem de to unge danskere bliver udsendt på plade til efteråret.

Inden da skal Remee dog lige rette i en sang til Safri Duo, omproducere et nummer for Popstars-vinderen Jon til det tyske marked, samt holde tråd i et andet anden skævt samarbejde, han har kørende med selveste Bent Fabricius-Bjerre og den tidligere forsanger i rockbandet The Sandmen, Allan Vegenfeldt, under navnet Jukebox.