Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Knap 150 af Adolf Hitlers ejendele blev solgt på auktion onsdag hos det tyske auktionshus Hermann Historica.
Det skriver TV 2.
Blandt de solgte ejendele var blandt andet en høj hat, der tilhørte diktatoren, håndskrevne breve, en skrivemaskine og en læderindbundet udgave af Hitlers berygtede kampskrift »Mein Kampf«.
Hatten gik for 50.000 euro (ca. 374 tusinde kr.), brevene for 80.000 euro (ca. 598 tusinde kr.), skrivemaskinen for 28.000 euro (godt 209 tusinde kr.) og »Mein Kampf« for 4.400 euro (knap 33.000 kr.).
På auktionen var der blandt andet også sølvbestik, fade, salt- og pebersæt, en buste, en cigarkasse i sølv, modelfigurer, skitser og fotos.
Møder modstand
Auktionen har mødt stærk modstand fra blandt andet den europæisk-jødiske forening European Jewish Association (EJA), der mener, at Hitlers ejendele slet ikke burde være bortauktioneret.
I et brev til Hermann Historica forud for auktionen bad formanden for EJA, Menachem Margolin, auktionshuset om ikke at afholde auktionen.
»Det er ikke en juridisk appel, men mere en moralsk. Det, I gør, er ikke ulovligt, men det er forkert,« skrev Menachem Margolin.
Foreningen mener ikke, at Hitlers ejendele har nogen historisk værdi, og frygtede på forhånd, at de ville blive købt af personer, der »glorificerer og forsøger at retfærdiggøre handlingerne« med udbredelse af antisemitisme i Europa for øje.
Eva Brauns cocktailkjole solgt
Flere af Hitlers hustru, Eva Brauns, ting blev også solgt på auktionen. Heriblandt en jakke, solgt for 6.000 euro (ca. 45.000 kr.), en sort cocktailkjole, solgt for 4.600 euro (godt 34.000 kr.) og en taske, solgt for 1.600 euro (knap 12.000 kr.).
Ud over genstande, der har tilhørt Adolf Hitler og Eva Braun, blev der solgt ting, der havde en relation til Hitlers næstkommanderende, Hermann Göring, og til propagandaminister Joseph Goebbels.
Det er ikke første gang, at nogle af Hitlers ejendele er blevet solgt. I 2007 blev en globus solgt, i 2014 et maleri og i 2017 hans røde krigstelefon, der gik for 1,7 mio. kr.
I en tidligere version af denne artikel, var prisen på Hitlers ejendele i danske kroner ved en fejl blevet omregnet til mio. kroner. Berlingske beklager fejlen.