Hitler lærte propaganda og politik i hæren

En ny bog om Adolf Hitler bringer afgørende nyt frem om hans tid som politisk kommissær i hæren.

Hitler som korporal i Første Verdenskrig, 1914. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En ny bog af den østrigske historiker Othmar Plöckinger bringer vigtigt nyt frem om Adolf Hitlers tidlige år i hæren. Plöckinger er en anerkendt historiker, og han nye bog »Unter Soldaten und Agitatoren. Hitlers prägende Jahre im deutschen Militär 1918-1920« viser, at Adolf Hitler fik sine første vigtige erfaringer som politisk kommissær og propagandist i hæren.

Ti dage efter våbenhvilen i 1918 meldte korporal Adolf Hitler sig til tjeneste i sit regiment i München. Han blev ansat med gratis madrationer og 40 mark i månedlig løn. Desuden fik han en seng at sove i, hvilket var vigtigt i den kolde vinter i 1918. I det næste halvandet år tilbragte Hitler tiden i hæren, hvilket tidligere har været den periode af hans liv, der har været dårligst efterforsket. Nu bringer Othmar Plöckinger ny viden frem.

Spørgsmålet har altid været, hvordan en mislykket maler og temmelig uduelig soldat kunne blive en dreven partileder og senere en udspekuleret tyran. Hvad var afgørende for, at Hitler udviklede sig til en kynisk intrigemager med usædvanlig held og dygtighed til at få partisoldater, frivillige og almindelige borgere til at følge ham? I 2010 udkom Thomas Webers bog »Hitlers Første Verdenskrig«, der var en fremragende undersøgelse af Hitlers politiske læreår. Weber afviste, at erfaringerne fra krigen havde været afgørende for Hitlers verdenssyn og antisemitisme, og han lagde lagt større vægt på perioden efter den militære tjeneste. Efter 1920 involverede Hitler sig i ekstreme partiers rivalisering og kamp. Det var her, hævdede Thomas Weber, at Hitler lærte sine numre og det politiske spil.

Politisk propagandist

Nu hævder Plöckinger, at Hitler før han kastede sig ind i revolutionære partiers kamp, lærte det politiske håndværk og propagandaens værdi at kende i hæren. Plöckinger skriver, at de afgørende år var 1918 til 1920, hvor Hitler cementerede sine antijødiske holdninger og lærte alle de politiske tricks, der findes. Det var i denne periode, han blev anti-bolsjevist.

Plöckinger kan dokumentere, at Hitler blev medlem af en undersøgelseskommision i sit regiment, hvor han lærte, hvordan man bekæmper politiske rivaler. Han gik til anti-kommunistiske kurser, hvor højreorienterede undervisere, der håbede at demokratiet snart sluttede, gav eleverne instrukser om politisk propaganda. Og mens han arbejdede for hæren, fik han også mulighed for at øve sig i at give taler til større forsamlinger. Kort sagt fik Hitler, der forlod skolen som 16 årig, nu for første gang mulighed for at få egentlig undervisning.

Den røde Hær

Uddannelsen af Hitler i militæret faldt sammen med en radikalisering i München. I april 1919 erklærede radikale socialister, at de dannede en Sovjet Republik, og de skabte en rød hær, der var modelleret efter den sovjetiske Røde Hær. De fleste af soldaterne i Hitlers regiment nægtede at slutte sig til den nye røde hær, og Plöckinger skriver, at også Hitler var en stærk modstander af den nye republik og dens hær. Situationen i München endte med hårde kampe mellem kommunisterne, den tyske hær og højreorienterede militsgrupper, og hundredevis af venstreorienterede blev i sidste ende myrdet.

I den situation fik Hitler den vigtige position som en slags politisk kommissær i sit regiment. Han samlede soldaterlister ind og undersøgte de soldater, der havde været sympatisk indstillet over for den røde republik. Ofte var mistanken baseret på rygter og sladder. Plöckinger nævner et konkret eksempel med en August Klumpf, der mistænktes for at nære kommunistiske sympatier. Men i virkeligheden var klumpf meget regeringstro, og anklagerne var ganske grundløse.

Dundrende bifald

Plöckinger viser, at Hitler i denne periode som politisk kommissær erhvervede sig indsigt i, hvordan man udøver magt og narrer sine politiske modstandere. Da han senere fik magten over det lille revolutionære parti, Det tyske Arbejder Parti, der blev forløberen for nazi-partiet, lykkedes det ham at presse alle sine politiske modstandere ud.

Adolf Hitler blev anset for politisk pålidelig af sit regiment, og i juli 1919 blev han sendt til anti-bolsjevikisk træning på et kursus i en enhed med navnet »Information og propaganda Divisionen.« Lederen af afdelingen var Karl Mayr, der var en fanatisk jødehader, der var stærkt antidemokratisk og bedrev propaganda mod Weimar-republikken, der var Tysklands demokratiske regering i mellemkrigsperioden.

På overfladen forsøgte hæren at fremstå som politisk neutral, men i virkeligheden var den antidemokratisk. I august 1919 blev Hitler sammen med 25 andre knyttet til hærens Informations Kommando, hvor han havde mulighed for at knytte politiske kontakter.

Som medlem af denne propagandaafdeling kunne Hitler propagandere over for de soldater, der vendte hjem fra fangenskab med nye ideer om demokrati eller kommunisme. Han brugte, skriver Plöckinger, denne mulighed til ikke alene at propagandere mod den ydmygende fredsaftale, men også at rase mod jøderne. Allerede på dette tidspunkt var antisemitismen en fast del af hans verdenssyn.

I september 1919 blev Hitler sendt ud i marken til offentlige møder. Således kunne de tyske aviser i begyndelsen af 1920 berette om Hitlers første optræden som propagandist. Donau Zeitung skrev: »Hitler gav i form af en simpel familieunderhodning en patriotisk tale, der fik dundrende bifald.«

Plöckinger konkluderer, at Hitler allerede i 1919 havde sin antisemitisme og sit verdenssyn fast etableret, og der står han i strid modstrid med Thomas Webers udlægning, der lægger Hitlers formative år senere.