Hitchcock var en ensom mand

Hitchcock led af mindreværdskomplekser, og som hans magt voksede, voksede trangen til at kontrollere andre, siger Donald Spoto, forfatteren til nyt Hitchcock-værk.

Uhyggens mester Alfred Hitchcock var selv en uhyggelig mand. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kurt Petersen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvordan kan man forklare Hitchcocks opførsel over for kvinder?

»Det begyndte ganske uskyldigt med practical jokes. De fleste filminstruktører er nødt til at udøve en vis magt på et filmset. Men det udviklede sig, samtidig med at hans magt blev større, fordi han blev berømt.«

Kan noget i hans barndom have påvirket hans forhold til kvinder?

»Det siges, at hans mor var en meget dominerende kvinde, men vi ved meget lidt om hans barndom. Jeg er nu ikke interesseret i at reducere ham til et freudiansk case study. Mennesker og især kunstneriske genier er meget mere komplekse end som så.«

Hvad har været din motivation for at skrive bogen?

»Jeg er på ingen måde ude på at trække fra Hitchcocks omdømme som en brilliant og visionær filmskaber. Men denne historie bør fortælles – simpelthen til skræk og advarsel for andre. Hitchcock er et eksempel på, hvordan magtlyst kan tage kontrollen over et menneske. Og hvordan magt og penge kan medføre et stigende behov for at kontrollere andre. Grundlæggende er det et træk, vi alle har til fælles. Når James Stewarts karakter i »Vertigo« siger til Kim Novak, at hun skal ændre sit hår, gør hun det, fordi hun ønsker, han skal elske hende. Hitchcock lavede film om menneskelige, psykologiske mekanismer, og hvis de ikke var universelle, ville hans film jo ikke være så enormt populære i dag.«

Hvordan vil du beskrive hans forhold til sine heltinder?

»Han havde et fantastisk samarbejde med dem alle sammen, men han behandlede han dem på en måde, der i dag ville have skaffet ham et retssag på halsen. Han var tiltrukket af dem, men skrækslagen for at blive afvist. Han var jo en stor mand, og selv om han tabte sig meget nogle gang, tog han altid på igen. Hans impotens gjorde ham vred, og det fik ham til at spise endnu mere. I bund og grund var han et meget ensomt menneske. Han besad ikke evnen til at have venskaber, og det var hans tragedie.«