Hitchcock-film er nu verdens bedste

Orson Welles’ filmklassiker "Citizen Kane" er gennem årtier blevet betragtet som verdens bedste spillefilm, men nu er det slut.

846 filmeksperter har sat den engelske filminstruktør Alfred Hitchcock øverst på listen over verdens bedste med filmen "En kvinde skygges". Foto: Karl Nord Sørensen Fold sammen
Læs mere
Foto: Karl Nord Sørensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter 50 år som ”verdens bedste film” er Orson Welles’ sort-hvide mesterværk ”Citizen Kane” fra 1941 (på dansk kaldet ”Den store mand”) blevet skubbet af den ærefulde plads.

Det anerkendte britiske filmmagasin Sight and Sound offentliggør hvert tiende år en liste over verdens bedste film- en liste som sammensættes af et panel af hundredvis af filmkritikere. På den nye liste bliver ”Den store mand” den lille, og må nøjes med andenpladsen efter Alfred Hitchcocks ”Vertigo” fra 1958 (dansk titel: ”En kvinde skygges”).

”Den store mand” var banebrydende i sin avancerede klippeteknik og billedkomposition og er i årtier blevet betragtet som det ypperligste indenfor filmkunsten af såvel Sight And Sound som andre kritikere og filmfans. Filmen kom første gang på førstepladsen i 1962 og har indtil nu beholdt sin førerposition.

Hitchcocks renommé som filmkunstner har kun langsomt bevæget sig opad, og ”En kvinde skygges” optræder således først på Sight and Sounds liste i 1982. Ud fra kriteriet om, hvilken film der mest optimalt udnytter og udforsker filmmediets natur, er både ”Den store mand” og ”En Kvinde skygges” værdige kandidater til at indtage førstepladsen på en liste over verdens bedste film, siger cand phil Annette Wernblad, der dog ikke bryder sig meget om ”verdens bedste”-lister når det drejer sig om kunst.

Flere verdensinstruktører optræder eksempelvis slet ikke på listen, såsom Fritz Lang og Michael Powell.

- Men hvis vi bruger det kriterium vil ”Den store mand” blive ret så svær at slå af pinden, da den jo er et veritabelt leksikon over selve filmkunsten og hvad filmkunsten kan udtrykke. Hvis filmen endelig skal lade førstepladsen, er der efter min mening kun to film, som kunne komme på tale ud fra ovenstående, relativt sobre og objektive kriterium. Og der er ”En kvinde skygges” og Powell og Pressburgers ”De Røde Sko”. Den ultimative ironi, fra mit synspunkt, er således ikke, at ”En kvinde skygges” nu har fået førstepladsen. Det er, at ”De Røde Sko” slet ikke er med på listen - ej heller er der en eneste anden Michael Powell film med,” siger Annette Wernblad.

846 kritikere deltog i panelafstemningen, og deres samlede liste over verdens hundrede bedste film bliver officielt offentliggjort den 4. august.

På den foreløbige liste over de ti bedste film, optræder blandt andre den danske instruktør Carl Th. Dreyers ”Jeanne d’Arcs lidelse og død” (på niendepladsen). Den nyeste film på listen er Stanley Kubricks ”Rumrejsen år 2001” fra 1968. Nummer tre på listen efter ”En kvinde skygges” og ”Den store mand” er den japanske instruktør Yasujiro Ozus ”Tokyo story” fra 1953. Derefter følger Jean Renoirs ”Spillets regler”, og på femte pladsen Murnaus ”Sunrise: A song for two humans”.

Se den fulde Top ti-liste her:

1. En kvinde skygges (Hitchcock, 1958) (orginaltitel: Vertigo)

2. Den store mand (Welles, 1941) (originaltitel: Citizen Kane)

3. Tokyo Story (Ozu, 1953) (originaltitel: Tôkyô monogatari)

4. Spillets regler (Renoir, 1939) (originaltitel: La Règle du jeu)

5. Sunrise: a Song for two humans (Murnau, 1927)  (originaltitel: Sunrise: a Song for Two Humans)

6. Rumrejsen År 2001 (1968) (originaltitel: 2001: A Space Odyssey)

7. Forfølgerne (Ford, 1956) (originaltitel: The Searchers)

8. Man with a Movie Camera (Dziga Vertov, 1929) (originaltitel: Chelovek s kino-apparatom)

9. Jeanne d’Arcs lidelse og død (Dreyer, 1927) (originaltitel: La passion de Jeanne d'Arc)

10. 8 ½ (Fellini, 1963) (originaltitel: 8 ½)

Deltag i debatten: Hvad mener du om listens udvalgte?