I mere end 200 år har det ikoniske restauranthotel Josty været et af Frederiksbergs helt store pejlemærker.
Restauranthotellet, der ligger ved Allégade og Pile Allé, har dannet rammerne om alverdens store begivenheder og arrangementer.
Men nu er festen ovre – Josty er gået konkurs.
Selskabet bag det historiske sted blev 8. maj 2024 erklæret konkurs.
Det skriver KøbenhavnLIV.
Men det skal ikke hedde sig, mener ejeren bag Josty, Lars Nielsen. Han nægter at give op og har nu lavet virksomhedsoverdragelse i eget navn, så han kan drive stedet videre.
Det er dog ikke uden konsekvenser for Lars Nielsens egen pengepung, da han nu selv må skyde private midler i Josty som redningskransen.
Han understreger dog til KøbehavnLIV, at det ikke har nogen konsekvenser for hverken medarbejdere eller kunderne.
»Det er kun Skat, der lider tab – og så min private opsparing. Alle ansatte har fået løn og fortsætter som hidtil,« forsikrer han til mediet og tilføjer, at det var coronapandemien, som gav Josty dødsstødet.
For mange københavnere står Josty tilbage som et af de få oprindelige restauranthoteller. Stedet stammer helt tilbage fra 1823, hvor schweiziskfødte Anton »Josty« Joss fik udstedt en kongelig bevilling på at måtte drive café og konditori i Frederiksberg Have.
Her opførte han en pavillon, som hurtigt gjorde stedet populært blandt københavnere, der søgte tilflugt fra byens travle jag.
Også i populærkulturen har man kunnet opleve det ikoniske sted. I den populære tv-serie »Klovn« dannede stedet i ottende afsnit af sæson fem rammerne for Frank Hvams 40-års fødselsdag.
